Biskoppens nyhedsbrev for marts 2022

Vi lever i interessante tider. Om end ikke nødvendigvis på den gode måde. Ikke så snart er pandemien ved at slippe sit tag i os, før vi dagligt overvældes af nyheder om krig i Europa. Ovenikøbet krig på den gammeldags brutale måde, som vi mest kender det fra grynede billeder fra Anden Verdenskrig. Angreb på civilbefolkningen uden smålig skelen til krigens love er jo desværre en russisk specialitet.

Jeg tænker, at vi alle sammen bruger meget tid på overhovedet at begribe det. Billederne af enlige mødre og deres børn på flugt, af udbombede hospitaler og gamle mennesker, der er blevet tilbage i ruinerne, sidder i os. På en måde er det så genkendeligt: Børnenes spraglede flyverdragter, gaderne, billederne af en hverdag, som vi kender. Men så samtidigt også den her ufattelige ulykke og grusomhed, hvor menneskers liv, familie, hjem og fremtid smadres til ukendelighed.

Men i modsætning til så mange andre billeder fra krigen, som vi før har været vidne til, så er det ikke noget, der er sket for længe siden, eller som foregår langt væk i jordens fjerne egne.  Det er ikke noget, der er langt fra os og vores trygge velværdsvirkelighed. Krigen er tæt på os, og den kommer endnu tættere på os. Forhåbentligt ikke med bomber og kaos som i Ukraine, men den kommer med de flygtende, og alle de traumer og al den smerte, de bærer med sig. Lige nu regner man med, at 4 millioner ukrainere vil flygte ud af landet. Syv millioner kan blive internt fordrevne.

Så selvfølgelig vil de flygtende også komme til os. I stort tal. Som I ved, arbejder myndighederne på højtryk for at skaffe plads til dem. I mange kommuner er man i gang med at finde egnede bosteder. Mange institutioner, organisationer og frivillige er blevet bedt om at tænke med. Selvfølgelig også folkekirken. Jeg ved, at flere af jer allerede er i sving. Og tak for det! Vi skal naturligvis løfte med. På de måder vi overhovedet kan, skal vi hjælpe de flygtende til en tålelig tilværelse. På trods af, at mange har måttet sige farvel til både børn og ægtefæller, familie og hjem uden at vide, hvor det hele bærer hen, og om de overhovedet ses igen.

Og hvad kan vi så gøre som folkekirke? Jeg tænker, at det først og fremmest kalder på, at I sammen lokalt vurderer, hvordan situationen er i jeres område. Bor der mange ukrainere allerede? Er der planer om yderligere indkvartering? Hvad fornemmer I, er deres behov, og hvordan kan I bedst hjælpe? Skal der holdes gudstjenester, hvor dem, der bærer så meget sorg, frygt og fortvivlelse med sig kan komme og tænde et lys og høre et trøstens ord fra Bibelen? Skal der holdes åbent hus i sognegården, hvor de flygtende kan finde sammen, tale sammen og lave noget sammen, og hvor menighedens frivillige kan lære dem om Danmark og danske forhold?

Jeg tror, at det er en agtpågivenhed I må have og vedligeholde som præster, kirkeligt ansatte menighedsråd og menighed i lang tid fremover. Ingen ved, hvor lang tid den her situation vil råde. Ingen ved, hvor mange, der kommer, og hvornår de kommer. Så betragt de flygtende ukrainere, dér hvor de nu flytter ind, som en ny del af menigheden.

Langt de fleste af dem vil selvfølgelig tilhøre en anden kirke, og de interne kirkelige forhold i Ukraine og Rusland er både meget forbundne og netop nu naturligvis meget konfliktfyldte, så det er svært for os at blande os i og kloge os på. Men vi kan, som sagt, åbne vores kirker for andagter med en meget enkel liturgi, eller vi kan låne vores kirker ud til de ukrainske flygtninge, så de med deres egen præst kan holde deres egne gudstjenester eller kirkelige handlinger på deres eget sprog.

Loven om kirkes brug siger, at biskoppen skal ansøges, hvis menighedsrådet ønsker at låne kirken ud til andre kirker eller trossamfund, men det behøver I ikke, når det drejer sig om de ukrainske flygtninge.

Situationen udvikler sig hele tiden. Både i Ukraine og i resten af verden. Hvad der sker, berører os alle på en lang række områder: økonomisk, militært, politisk. Jeg tror, at det også for vores folkekirke vil få stor betydning, men hos os begynder det altid lokalt, derude hvor I fastboende møder de nye tilkommende. Så tag imod dem, lyt til dem, fornem, hvordan I bedst kan være der for dem med det evangelium, vi er fælles om, men også i respekt for de forskellige traditioner og måder vi har at være kirke på.

Til sidst: opstår der tvivlsspørgsmål, og er I usikre på, hvad I kan og ikke kan, savner I gode råd, så må I ikke tøve med at spørge i provstiet eller os her på stiftet. Ligesådan, hvis I gør jeg nogle erfaringer, I gerne vil dele med andre, eller som andre sogne måske kunne have nytte af, må I meget gerne henvende jer til stiftets kommunikationsmedarbejder, Asger Meller Jørgensen, som kan bistå jer med at få delt informationerne.

Og til aller-allersidst: Folkekirkens Nødhjælp samler ind til Ukraine på nu på søndag d. 13.marts. Støt dem!