Biskoppens nyhedsbrev for maj 2023

Kære menighed, menighedsråd, betjening og præster

Bær venligt over med mig, men jeg begynder, hvor jeg slap i mit sidste nyhedsbrev – med apostlen Paulus. Måske I tænker, at I da har så rigeligt at gøre med folkekirken 2023 og alle de udfordringer, der møder os der. Men Paulus, og i dette tilfælde hans brev til romerne, er trods alt et af de helt centrale skrifter i vores kirke. Og som de andre gamle skrifter vi lytter til hver søndag, er det også talt til os her i dag.

Romerbrevet er også et af de tidligste kristne skrifter, vi har, skrevet få årtier efter Jesu død og opstandelse og få årtier inden evangelierne. Så Paulus er måske langt fra os, men rigtig tæt på begivenheden, vi bygger på. Og så er det jo ret bemærkelsesværdigt, at et af de her tidligste skrifter er skrevet til nogle menigheder, hvor de skændes og er uenige indbyrdes. 

Med andre ord: I kirken har man haft udfordringer med arbejdsmiljøet lige fra den spædeste begyndelse. Det er ikke en moderne opfindelse.

Dem og os

Så når jeg her, efter at jeg er vendt tilbage fra min orlov, synes, at forskellige konflikter rundt omkring i stiftet fylder vel rigeligt på mit skrivebord, så er det på den måde ikke noget nyt fænomen. Naturligvis er årsagerne nogle andre i dag end dengang, hvor kristne var en forfulgt minoritet. 

Men de interne gniderier og skænderier, dengang som nu, har langt hen ad vejen samme årsag: Vi har at gøre med hjertets anliggender; vi reagerer, når vi synes, at andre med deres ord og adfærd træder ind over dem; og vi bliver tilbøjelige til at dømme dem ude på så mange forskellige måder.

Det med at dømme andre ude, er noget Paulus har et godt blik for. Han kunne selv være ret barsk og ligefrem og nogle vil måske sige ekskluderende i sine breve. Men tendensen til at ville se sig selv på den ”rigtige side” og andre på den absolut forkerte (som vi kender rigtigt godt fra os selv!), tager han under kærlig behandling i romerbrevet. 

Den ene part, de jødekristne, synes de har traditionen og historien på deres side. Mens de hedningekristne, som Paulus selv har kaldt på, synes, at de har fremtiden for sig. Og så bruger de ellers rigtig meget energi på at skule ondt på hinanden og synes, at hinanden er nogle idioter. 

Den beskæftigelse er som sagt heller ikke gået af mode!

Lad ikke hverdagens konflikter vokse

Vi synes selvfølgelig altid, at netop dét og dem vi går og bakser med i vores nutidige hverdag, er i en kategori for sig. Det syntes de vel også dengang. Vrede giver tunnelsyn. Man stirrer sig blind på de andres fejl, ser ikke sine egne og handler derefter. Det er piv-hamrende banalt, men det præger vores liv med hinanden. 

For konflikter kan vokse og skabe nye konflikter. Små hverdags-irritationer kan blive til store og gennemgribende splittelser, hvor det hele begynder at falde fra hinanden, hvis ikke der et eller andet sted i systemet bøjes af, og vi får nogle andre øjne at se med.

Og det er hvad Paulus forsøger på. Han forsøger at lede de stridendes øjne andre steder hen end på hinanden. Efter at have skældt ud og taget i forsvar, forsøger han at gøre de menighederne opmærksomme på, hvad de er fælles om, nemlig at noget afgørende nyt er sket for dem alle: ”Alligevel tager Gud imod os - som en ren foræring, og selvom vi slet ikke har fortjent det” (Rom.3.24).

I sin søns død og opstandelse har han taget imod dem og os. Hans kærlighed overstråler deres og vores domme og forbehold og det må selvfølgelig få konsekvenser i livet, de skal leve med hinanden og fællesskabet i deres menigheder.

De skal opføre sig ordentligt overfor hinanden. Som de er blevet taget imod, skal de selv tage imod. De skal se fællesskabet bag splittelserne. De skal være lemmer på samme legeme, vise hensyn og tålmodighed og tilgivelse. ”Vor næstes fejl vi skjule må med kærlighedens kåbe”, som Kingo skriver i en salme.

Hæv blikket

Og ja, jeg ved godt, at mange af jer så måske vil tænke, at det er noget fromt præk, når folk her omkring os går og opfører sig, som de gør og giver os ondt i maven, når vi går på arbejde. Men kristendom handler nu engang om, at der med Jesus, Guds søn, er kommet en anden orden ind i verden, end den vi hele tiden vil anstille overfor hinanden. En orden som vil anfægte os, skubbe til os, forandre os, forvandle os, give os andre øjne at se vores medmenneske med.

Arbejdsmiljøproblemer findes. Muligvis vil de fylde mere og mere, fordi vi ikke finder os – og ikke længere skal finde os - i hvad som helst. Derfor må og skal vi også blive bestandigt skarpere på at få konflikterne lagt ned og komme videre og gøre vores fælles arbejdsplads et endnu bedre sted at være. Det er vores alles ansvar, men især mit. 

Så selvfølgelig: Af og til skal der tages forholdsregler. Der skal gribes ind, sættes grænser og gøres trælse ting, når konflikter vokser og skaber endnu flere konflikter. Men vi må aldrig gro fast i vrede, konflikter, uforsonlighed og selvretfærdighed. Vi skal ikke stirre os vredesblinde på hinanden, men hele tiden kunne hæve blikket og få tilgivelsens solflimmer i øjnene.

Amen, havde jeg nær sagt. Men det var mine ord til jer denne gang – og ikke mindst til mig selv. Glæd jer nu over alt det gode, I virker med og for derude. Folkekirken er uendeligt meget mere end udfordringer med arbejdsmiljøet.