Biskoppens nyhedsbrev for maj 2022

Allerførst en stor tak til alle jer der gennem de sidste måneder, og på forskellige måder, har været med til at tage hånd om de ukrainske flygtninge. Det er en glæde, at så mange menighedsråd, præster, kirkepersonale og frivillige har åbnet døre i kirker og sognegårde for ængstelige, bekymrede og traumatiserede mennesker, der pludselig befinder sig langt hjemmefra. 

Jeg ved, at I rundt omkring har budt dem velkommen på mange forskellige måder, og at I mange steder allerede har planlagt gudstjenester, møder og arrangementer på både ugentlig og månedlig basis. Evnen til selvstændigt initiativ og lokal handlekraft synes jeg er et fornemt folkekirkeligt kendetegn. Det er værd at glæde sig over.

Byd ukrainerne indenfor til gavn og glæde for os alle

Vi er lige nu i færd med, fra stiftets side, at danne os et nogenlunde overblik over, hvordan kirkerne har åbnet deres døre rundt omkring i sogne og provstier. Dels for at samle erfaringer der måske kan inspirere andre steder i stiftet, og dels for at blive klogere på, hvad der kan blive de næste skridt i mødet med de nytilkomne. 

Vi kan nok regne med, at ukrainerne bliver her en rum tid endnu, og det kan ikke undgå også at få betydning for det lokale kirkeliv i de områder af landet, hvor der er mange samlet, og hvor de søger den lokale kirke. Hvordan er det umuligt at sige noget om på nuværende tidspunkt. Men jeg er overbevist om, at det kan blive til gavn og glæde for både fastboende og nytilkomne.

Er der noget I. i den sammenhæng, gerne vil fortælle, spørge om eller have inspiration til, er I velkomne til at kontakte stiftet. Ellers er der også god inspiration og viden at hente på Det Mellemkirkelige Råds hjemmeside, www.interchurch.dk.

Folkekirken og de grønne skridt

En af krigens andre konsekvenser er, at den grønne omstilling lige pludselig begynder at tage fart. Vi er nødt til at gøre os fri af de russiske gasleverancer, og må derfor, også af den grund, tænke i mere alternative energiformer. Det får vi i folkekirken at mærke i forbindelse med vindmøllerne, som flere steder kommer tættere på landsbykirkerne, og hvor vi i endnu højere grad må overveje, om der skal gøres indsigelse. Men der vil også blive mere fokus på og interesse for omstillingen i almindelighed, som mange af jer allerede arbejder intenst med. Ikke mindst her i stiftet.   

Midt i maj er der indbudt til en stor inspirationskonference i Fredericia om folkekirkens grønne omstilling. Med indlæg og workshops belyses de måder vi som forvaltere af store bygninger og store jordarealer kan bidrage til en grønnere fremtid. Der er foreløbigt tilmeldt 630 deltagere, hvilket nok kan give et fingerpeg om, at interessen er både stor og voksende. Nogle vil formodentlig gerne bruge store og højtidelige ord i den anledning. Og fred med det. Jeg vil her blot nøjes med at konstatere, at vores omsorg og ansvarsfølelse for vores naturlige omgivelser er støt voksende; at det selvfølgelig også gælder hos os i folkekirken, og at det er meget glædeligt.

Pinsen er højaktuel i vores moderne verden

Vores folkekirke er på den måde ikke en lille isoleret ø i samfundet. Vi påvirkes som alle andre af den verden, der omgiver os. Af krigen, flygtningestrømmene og klimakrisen. At vi nogle gange også, i det små og det nære, kan vende dette i udgangspunktet både forfærdelige og faretruende til noget godt og positivt, skyldes at vi i vores kirker forkynder en ”evangelisk merværdi”, som vi stræber efter at forvalte på bedst mulige måde. Hvad enten det giver sig udslag i at hjælpe og være til stede for de flygtende, eller tage vare på vores fælles klodes fremtid, som vi nu bedst kan.

Nu skal vi snart fejre pinse. Det er den kirkelige højtid, der kredser om, hvordan det gamle budskab med Guds Ånd bliver nyt, når vi hører det. Ånden puffer til os, bevæger os og gør noget ved os, så vi forstår, at det, Jesus sagde og gjorde, ikke bare hører en fjern fortid til. Det gælder nu og her i den urolige verden og det indviklede liv, der nu engang er vores.

Glædelig pinse til jer alle!