Biskoppens nyhedsbrev for juni 2023

Jeg er nu nok ikke den eneste, der undrer sig, når Aarhus Stift i dagens Kristeligt Dagblad kaldes en ”trykkoger”. Jo, der har været utilfredshed med min ledelse i to af stiftets provstier. Det er to provstier for mange, men frustrationen skyldes her, at provsterne i de respektive provstier har taget deres afsked.

Det har forståeligt nok rejst en del undren og vrede rundt omkring. Mange spørger “hvorfor?”, og vreden og frustrationen bliver så ikke mindre af, at jeg ikke kan svare og må henvise til min tavshedspligt.

For sådan er det med personalesager. Der er et hensyn at tage til den ene part, som gør at jeg som leder og arbejdsgiver ikke kan gå ud og redegøre for sagsforløbet, for samtalerne, for de lange og mange overvejelser og de beslutninger, der undervejs er taget for at nå dertil. Skulle vi selv sidde på den anden side af bordet ville vi nok også helst, at dens slags samtaler kunne holdes i fortrolighed. Tavshedspligt er først og fremmest en beskyttende foranstaltning, og derfor kan der ikke gås på kompromis med den.

Jeg skal ikke lægge skjul på, at fristelsen til at gå i selvforsvar er stor i de her dage, hvor anonyme mails med vilde beskyldninger mod min embedsførelse florerer, og medierne bliver givet adgang til personfølsomme oplysninger. Det gør mig vred, når navnløse personer, der dølger deres åsyn, puster til ilden og intimidere deres kollegaer. Det er æreløst, fejt, og skidt for arbejdsmiljøet.

Jeg kan i øvrigt oplyse om, at der lige nu, i et samvirke mellem anonyme kilder og eksterne aktører, arbejdes på en såkaldt ”bekymringsskrivelse” til Kirkeministeriet, så Aarhus Stift får nok endnu mere spalteplads den kommende tid.

Jeg tillader mig virkelig at tro, at de fleste af jer, som jeg gennem nu otte år har været biskop for, ikke tvivler på, at man kan gå direkte til mig og tage den derfra. Jeg tillader mig også at tro, at I ikke forbinder mig eller jeres provster med enerådighed, magtfuldkommenhed og diktatur, og hvad der ellers lige nu klistres på os af prædikater. Helt ærligt har jeg af og til gennem den sidste måneds tid følte mig som ufrivillig hovedrolleindehaver i en dårlig B-film, som jeg ikke selv kender manuskriptet til.

Det rammer nemlig ikke kun mig. Det går ud over de mange menighedsråd og præster, som sidder rundt omkring i stiftet og ser undrende til. Og ikke mindst dem, der i de berørte provstier føler sig fanget i en dybt polariserende konflikt, de ikke ønsker at have del i. Den helt store taber er imidlertid folkekirken, hvor den her slags forside-stjælende konflikter er det rene gift. Vi skal forkynde det gode budskab og ikke sidde og kaste mudder på hinanden i fuld offentlighed. Dét er, hvad folk med rette kan forvente af os.

Vi er og bliver nødt til, i stedet for at sidde og glo ondt på hinanden, at løfte blikket lidt. Derfor må jeg indtrængende opfordre jer alle til, at vi nu kommer videre med hverdagen og i det mindste kan blive enige om, hvad vi er sat i verden for: at berede de bedste rammer for at evangeliet kan forkyndes!

Må Gud være med os alle i vores virke her i Aarhus Stift!