Biskoppens nyhedsbrev for januar 2025

Det er vildt, hvad der sker derude: Trump vandt valget. Nu vil han have Grønland. Hans best buddy, techmilliardæren Musk, blander sig i europæiske valg til fordel for det yderste højre. Lige syd for os nærmer samme yderste højre sig regeringsmagten. Og med dette, som så meget andet der sker for tiden, kan Putin kun være tilfreds.

Igen og igen må vi spørge: Hvad syv sytten sker der? Eller rettere: Hvad sker der med os, som lader alt det her ske? Hvorfor er vi så vrede, at vi er parate til at kaste vrag på gamle aftaler, alliancer og almindelig anstændighed?

Gode analyser byder sig til: Vælgere der føler sig kørt agterud, overhørt, ignoreret, set ned på, og som nu reagerer i trods; gamle magthavere, der har kørt deres eget løb uden at lytte til deres folk; eller måske bare en ny måde at drive politik på.
 
Hvad det sidste angår er der flere, der taler om, at vores traditionelle politiske fællesskaber, vi før orienterede os efter, er under opløsning. I stedet er vi blevet til flygtige solister på de sociale medier, ensomme og hidsige og følgagtige for stemninger. Vi bevæger os som insektsværme fra den ene ophidsende overskrift og vrede påstand til den næste. Vi råber i kor med dem, vi er enige med, og synes de andre jævnt hen er nogle dumme svin. Vi finder sammen ved at holde andre ude.

Det kor kan vi så falde ind i, uanset hvilken politisk fløj vi hører til, og på den måde bidrage til tidens selvforstærkende lyn-polarisering. Men vi kan også forsøge at gå den anden vej, som vi nu bedst formår i de sammenhænge, vi hører til i. Og det er her vores fælles folkekirke kommer ind i billedet med alt, hvad den står for og bygger på.

Den mangfoldige folkekirke

For hvad folkekirken kan bidrage med, er netop alt det, som den nye måde at føre og forstå politik på, fortrænger: Sansen for, at den anden er et virkeligt menneske og ikke bare en anonym repræsentant for en forkert og forkastelig mening. I vores folkekirke kommer vi med al vores forskellighed for sammen at fæstne vores blik og indstille vores hørelse på noget, der er større end os selv. Vi sidder side om side med hinanden i al vores forskellighed for at tage imod og få udvidet vores snævre perspektiv. Også derfor skal vi passe på vores rummelige folkekirke og arbejde for, at den står stødt og solidt i vores lokalsamfund.

Vi skal invitere ind og være opmærksomme på, at vi ikke bliver til en lille klub af ligesindede. Vi skal kunne komme i al vores forskellighed. Det ved jeg, at der allerede er gode rammer for derude i den folkekirkelige virkelighed. Men i disse ensomme tider med de mange skærme og sociale medier, rygter, konspirationsteorier og digitale bannerførere er det særligt vigtigt, at vi ser og hører hinanden i al vores blandede sammensathed.

Vores indsats ændrer nok ikke verden, men den justerer dens kurs i det små. Den store verden har vist sig ikke at være så stor endda. Det fjerne er blevet nært. Medierne bringer os tættere på hinanden på både godt og ondt. Men at den er betydeligt større og mere sammensat end de samme medier, især de sociale, forsøger at bilde os ind, må vi alle bidrage til at holde fast ved. Ikke for at vi skal mene det samme, men for vedblivende at have øje for, at vi er flere end lille mig og min forståelse af verden. Og så selvfølgelig for at fastholde evangeliets vinkel: At der en gang for alle er sat en anden dagsorden end hadets og udstødelsens.