Biskoppens nyhedsbrev for februar 2025

Jeg værdsætter en åben sognekirke, som vender sig mod verden. Der er så meget, der lige nu stikker af i verden omkring os, men i vores lokale kirke kan vi yde vores, modsige det globale tunnelsyn og gøre den helt store sammenhæng gældende.

Vi må for alt i verden ikke blive en indadvendt folkekirke, der agerer, som vi ofte agerer på de sociale medier, hvor vi kun gider at være sammen med dem, der mener det samme som os, og hvor vi nemt kan holde andre ude og på afstand. Der er så mange og så meget, der kalder på vores nærvær og medvirken.

Styrker og svagheder i det lokale

Det fik mig til at dvæle lidt ved et kort over Aarhus Stift, som hænger på mit kontor. Hvert sogn og hvert provsti er markeret, så det står tydeligt frem, og sammen udgør de et vældigt og spraglet mønster. Et helt kunstværk at se på. Underligt at tænke sig, hvordan hvert eneste sted på det her kort har sin egen historie, sin egen tradition, sin egen identitet, som menighederne, menighedsrådene og præsterne har været med til at forme og danne gennem mange og lange tider.

Det er en af folkekirkens vældige styrker, at vi på den måde et groet nedefra og er blevet til i lokale fællesskaber.  Men styrken kan også, nogle gange, blive til en svaghed, hvis vi kommer for tæt på hinanden. Det, at vi kender hinanden så godt i det nære fællesskab, kan, hvis det begynder at gå skævt, ende galt.  

Vi ser det i forbindelse med arbejdsmiljøkonflikter, hvor personlige modsætninger pludselig kan bryde ud og vokse og nogle gange inddrage andre præster, menighedsrådsmedlemmer, kirkefunktionærer eller medlemmer af menigheden. Det nære, lokale fællesskab kan, når omstændighederne er til det, vokse til et modsætningsforhold til kollegaen, til de foresatte, til nabosognet, til provsten eller til biskoppen. Og så har vi pludselig en konflikt, hvor det let bliver os mod dem, og vi sidder i hver vores lejr med korslagte arme og røg ud af ørene. 

Heldigvis er det sjældent det sker, men det er en indbygget risiko i en folkekirke, hvor det lokale og det fælles fodslag spiller så stor en rolle. Jeg ville aldrig bytte det med en topstyret folkekirke, og jeg tror bestemt ikke, at det ville gøre konflikterne færre. Men jeg tror, at vi er nødt til hele tiden at være opmærksomme på, hvor det kan gå galt, og hvordan vi afværger det, inden det for alvor gør det. 

Den store sammenhæng for øje

Først og fremmest må vi være opmærksomme på, at vi lokalt er en del af en folkekirkelig helhed med menighedsråd, provsti, stift og ministerium. Og på alle niveauer skal vi hele tiden blive skarpere på, hvordan vi kan træde til udefra og hjælpe med at anlægge et andet perspektiv end dét, der så let opstår i den lokale skyttegrav. Hvad der begynder i det små kan med fordel løftes ind i en større sammenhæng, så det ikke får lov til at vokse med splittelser og partidannelser, anonymt angiveri, sladder og rygtedannelse til følge. 

For den der sidder låst fast i en konflikt i en arbejdsplads, kan det være svært at hæve sig op over dagens dør-til-dør kampe. Det giver sig selv. Så meget desto vigtigere er det, at andre får lov til at træde til udefra og forsøge at lægge det andet perspektiv, der måske kan være med til at løse det, der er gået i hårdknude.  

Det forudsætter et vel-gearet fagligt system med opmærksomme tillids- og arbejdsmiljørepræsentanter, supervisionstilbud og dygtige provster, der formår at hæve sig op over de lokale konflikter. Og det har vi! Og det forudsætter et stift, der inddrages, når alt andet fejler. Igen: Vi skal holde os den store sammenhæng, den folkekirkelige helhed for øje. 

Det gælder også for den helt store, den allerstørste, sammenhæng. For der er jo en grund til, at vi virker for vores kirke, og det er budskabet, der sætter et andet og større perspektiv på vores liv sammen, og som lyder fra kirkens alter og prædikestol og ved døbefonten. Det uendeligt store, som omgiver vores små liv, og ophæver alle de parenteser, vi har det med at ville sætte omkring os selv og hinanden.