I gudstjenesten lægger vi konflikterne væk

Kære menighed, menighedsråd, betjening og præster

Det var en stor dag i domkirken d. 21. januar. Vi var samlede til gudstjeneste: Kongehus, repræsentanter for regering, folketing og hele det officielle Danmark. Dertil de heldige der fik en af de ledige pladser i domkirken og selvfølgelig de mange, der var med via TV. Vi erfarede igen, hvad en gudstjeneste kan. Nemlig at samle så mange forskellige mennesker med forskellige meninger og forskellige baggrunde for at høre Guds ord til os. Vi lyttede, sang, var til stede, tog imod.

Og hvor tit nøjes vi egentlig med det? Vores hverdag er fyldt med alt muligt andet, hvor det handler om at skille sig ud, markere sig, være uenige, kæmpe for magt og indflydelse, udmærke sig. Traditionen tro lader vi den slags ligge i våbenhuset for at sidde side om side på kirkens bænke. Inde i kirkens rum er vi frie fra det, der skiller os udenfor.

Så måske er det dårlig stil, under sin jakke, at bære og udstille et politisk budskab, som en deltagende gjorde det. Men alternativet, forinden at granske hans politiske sympatier og hælde ham ud, hvis de ikke flugter med indbyderens egne, ville være i modstrid med selve gudstjenestens væsen.

Konflikt, polarisering, splittelser har vi så rigeligt af i hverdagen. Det præger vores samfund og fællesskaber på en lang række områder lige nu. I kirken tales vi til som de slamberter, vi generelt er, men der tales til os om nåde, tilgivelse, barmhjertighed. Det er Guds samlende dagsorden, der sættes herinde. Ikke vores adskillende. Eller som en af mine kollegaer, biskoppen i Aalborg, formulerede det: ”Vi står alle under nåde og tilgivelse, lige fra konge til imam”.

Så vi kan ikke påskønne nok, at vi har gudstjenestens sted, når vi selv og alle omkring os er mere optagede af at nære konflikter, dømme inde og ude og sætte skel mellem rigtige og forkerte.

Det gode arbejdsmiljø er fælles ansvar

Og nu til noget helt andet. Og så alligevel ikke helt. I en ny arbejdsmiljøundersøgelse for folkekirken slås det fast, at der er en overordnet tilfredshed med arbejdsmiljøet, men at der stadigvæk opleves mobning og uklar lokal ledelse. Konflikterne der præger vores tid, trives også her, og de har, som konflikter altid vil have, mediernes udelte interesse.

Folkekirken skal være en attraktiv arbejdsplads med høj trivsel. Her hører mobning ganske enkelt ikke hjemme. Det er vi enige om på tværs af hele det folkekirkelige landskab.

Vi har længe haft fokus på arbejdsmiljøet. Så når det alligevel ikke har haft den ønskede effekt, kræver det selvfølgelig vores fulde opmærksomhed. Vi må ganske enkelt intensivere indsatsen, hvor vi kan, og med de midler vi har til vores rådighed.

Vi må med andre ord ransage de muligheder, vi har. Og en af dem handler netop om at blive mere bevidst om, hvad der sker med os alle i de her år. Det er et jævnligt genkommende tema i medierne, at tonen generelt, på vejene og i butikkerne, er blevet mere rå og ubehøvlet. Vi kræver både som trafikanter og butikskunder vores ret, slår i disken, bider i rattet, råber og skælder ud. Nogle mener ligefrem, at det er tale om en ny borgeadfærd, hvor man ikke lader sig noget sige, skælder ud, forfølger sin sag og på forhånd mener at vide, hvem skurken er. Kort og gode: Det er, som om vi bliver stadigt mindre tålmodige med hinanden.

Derfor må vi heller ikke se hen over den mulighed, at vi også selv i handlinger og holdninger nogle gange bidrager til et dårligt arbejdsmiljø. Og derfor hører det med, når konflikten rammer, også at granske sig selv og den fælles omgangstone og sammen reflektere over den. Arbejdsmiljøet er et fælles ansvar, der ikke kun løses ved at skille sig af med de besværlige og utilpassede.

Først og fremmest skal vi huske, hvad der ligger til grund for vores gudstjeneste: at vi samles og lader os noget sige trods alle vores konfliktende forskelligheder. Der ringes til den søndag efter søndag, og dér har vi alle, uden undtagelse, noget at lade os sige.

Med venlig hilsen

Henrik Wigh-Poulsen