Biskoppens nyhedsbrev for december 2024

Jeg har denne december haft det privilegium at indvie to nye kirker her i stiftet. Det er ellers ikke en opgave, man får så ofte som biskop. Der bygges ikke mange kirker for tiden. Vi har dem, vi har brug for. Nogle steder synes man ligefrem, man har for mange. Forstået på den måde, at folk ikke længere bor, hvor de boede engang, og der derfor står nogle landsbykirker tilbage, som færre skal vedligeholde og betale for.  

Men i Højvangen ved Skanderborg og i Nye lige udenfor Aarhus har de altså fået en ny kirke. I Skanderborg har de sparet op, og planlagt gennem mange år, og nu står der en ny flot kirke i et område, hvor rigtigt mange er flyttet til gennem de seneste mange år. I Nye (en nyetableret forstad mellem Elev og Lystrup) har man genopført en lille vandrekirke, der før stod i Silkeborg. Den er fyldt med genbrug og skænket af en lokal entreprenør. 

I min videojulehilsen (Se den her) besøger jeg sidstnævnte, og fortæller lidt om, hvordan vi som kirke – selvom vi ligger solidt rundt omkring i landskaberne - altid er og må være på vandring. Ligesom ham, hvis ord vi bygger, og altid har bygget vores kirker på. 

Morgenrøde i horisonten

Advent er en tid med store modsætninger. Udenfor kan det tunge mørke pludselig brydes af få solskinstimer eller en intenst ulmende morgenrøde, som dén jeg nogle morgener kan se fra mit skrivebord ude over Aarhusbugten.

På samme måde kan teksterne, vi læser i kirken, indeholde store dystre syner om undergang og altings ophør og en ulmende glæde over, at Gud julenat lod høre fra sig i et barn i en stald. “Og der skal ske tegn i sol og måne og stjerner, og på jorden skal folkene gribes af angst, rådvilde over havets og brændingens brusen”, som det lød anden søndag i advent.

Så vældigt erfaringsnært i forhold til det medierne opmaler for os i de her dage, hvor vi nogle gange synes, at det stikker helt af med verden omkring os: Krige og konflikter, et kæmpestort politisk opbrud i lande vi ellers føler os tæt på og forbundne med, en lurende klimakatastrofe. Der er så rigelig at tage af. 

Men så lyder Jesu ord til os: “Ret jer op og løft jeres hoved, for jeres forløsning nærmer sig”. Det her er ikke enden. Det er begyndelsen. Guds løfte til os i hans søn, som det kom til udtryk julenat, er, at han er hos os, og ikke slipper os, og at vi derfor skal håbe og bede og tro på forår og sommer, selv når mørket er tættest omkring os.

Vi skal løfte øjnene, hæve blikket og se længere end vores egen lille selvoptagede virkelighed. 

Glædelig jul - og tak!

Hermed ønskes i alle en rigtig glædelig jul og et godt og velsignet nytår. Tak for jeres virke for vores kirke. Uden jer havde vi ikke steder, gamle som nye, hvorfra julens trøst og håb kan skinne som trodsige lys i verdens og vinterens buldermørke.