Biskoppens nyhedsbrev for august 2024

Jeg håber, at I har nydt jeres sommerferie og haft gode tilbagelænede dage med et vist indslag af skov, strand, marehalm og liggestole. For den slags er der brug for, inden arbejdstempoet igen sættes i vejret. Og det slår aldrig fejl: nu kommer alle indslagene og artiklerne rundt omkring i medierne om det stigende pres mange føler på deres arbejde, om kravene der stilles, om omstruktureringer, omstillingsparathed, et tempo, der skrues i vejret, og fænomener som stress og udbrændthed der kommer stadigt tættere på, og som vi bliver stadigt mere fortrolige med.

Årsagerne kan være mange. Men jeg tror, at meget kan forklares med et samfund, der stiller flere krav, hvor mange og meget kalder på os, og vi har store forventninger både til andre og os selv. Kritiske forbrugere, en hidsig strøm af mails, digitale vredesudbrud og mediernes rastløse trang til konflikter og kriser gør det slet ikke lettere.

Mange af os kan komme i skudlinjen på forskellige måder. Ikke mindst os, der har tæt kontakt med ”brugerne”, en bred offentlighed eller en broget, forskelligartet menighed. Og når man så, som os i det folkekirkelige, er privilegerede med et på alle måder vigtigt og meningsfuldt arbejde, der nogle gange kalder på et stærkt og frivilligt engagement, så kan vi for alvor føle, at vi bliver kaldt på. Kaldt på mange steder fra.

Jeg ved, at det er en erfaring mange præster gør, sig i de her år. Folk kalder på deres kirke. Og de gør det på stadigt flere måder. Mange uddannelsesinstitutioner kalder på et styrket samarbejde med sognepræsterne, sogne i vækst kalder på tiltag, der samler de nytilkomne, flere demente kalder på en særlig indsats, flere konfirmander med særlige behov kalder på stigende opmærksomhed. Det er i bund og grund glædeligt, at der er så store forventninger, og at vi nyder så stor en tillid. Men så er der jo også kerneopgaverne: gudstjenester, kirkelige handlinger, samtaler, undervisning. Alt det vi jo bare skal gøre.

Tal sammen om tid og opgaver

Mit nyhedsbrev skal derfor munde ud i en opfordring til alle jer i menighed og menighedsråd om at have øje og forståelse for præsternes mange kald og opgaver og de forventninger, der stilles til dem forskellige steder fra. Hav forståelse for, at de nogle gange må prioritere de opgaver, der måske presser sig mest på her og nu. Og endnu bedre: tag del i en prioriteringssamtale med jeres præster, sådan at I bedst muligt kan bakke dem op og om nødvendigt aflaste dem, der hvor opgaverne og kaldene måske pludselig hober sig op. En levende kirke kan være til stede og svare på de manges kald på mange og vekslende måder. Det behøver ikke altid at blive ved med at være, som det altid har været.

Dertil kommer, at vi i resten af 2024 er nødt til at spare på vikarkontoen på grund af forbigående lavvande i præstebevillingen. Det har at gøre med generelle lønstigninger efter overenskomstforhandlingerne og kan betyde, at jeres præst måske, i en kortere periode, kan få ekstra arbejde i nabosognet. Hav også forståelse for det. Og hav forståelse for at præsten også i dét tilfælde, kan være nødt til at prioritere benhårdt og derfor ikke nødvendigvis formår at løfte alle de sædvanlige opgaver derhjemme i sognet. 

For i kirken og ved gudstjenesten er vi aldrig hægtet af verden og den virkelighed, der omgiver os her og nu. Det derude vibrerer i alt, vi har med at gøre herinde. Det vi hører og synger herinde, sætter perspektiv på alt det, der sker derude.

Det var, hvad jeg havde på hjerte i denne omgang. Jeg håber og ønsker bedste for jeres arbejdsglæde i kirke og sogn i de travle sensommer- og efterårsmåneder.

P.S. Præsterne skal være opmærksomme på, at der på Teologi på Aarhus Universitet afholdes en ny runde TEKST &TEOLOGI d. 9. september. Mine varmeste anbefalinger og masser af inspiration til søndagens prædiken.