Biskoppens nyhedsbrev for april 2025
Nyt dåbsritual?
Forleden var jeg henne i domkirken for at tale dåb med to forældrepar. Det var en af de her solfyldte, men halvkølige forårsmorgener, april indtil nu har været så rig på. Morgensolen ude fra bugten faldt ind ad de store østvendte vinduer i sideskibene. Lysindfaldet var overvældende, og vi gik lidt rundt i det endnu tomme kirkerum. Når man skal have barnedåb, og der kommer mange gæster, er det vigtigt at vide, hvor den lille kan få lidt at spise og få dåbskjolen på, og hvor man skal sidde under gudstjenesten.
Vi stod også lidt ved den gamle døbefont af støbejern og talte om, hvor mange, der var blevet døbt i den gennem tiderne, og hvor meget historie, der er i sådan en gammel kirke. Og så talte vi om, at for deres små, for William og Alma, begynder noget nyt, den kommende søndag, ved den samme døbefont. Her skal de og vi høre, at Gud tager imod dem, og at de nu hører Gud til. Der er så meget lysfyldt nutid og fremtid ved sådan en barnedåb. Så meget håb og glæde. Og så kan verden ellers bare komme an med alle sine dårlige nyheder.
Ritualer skal forstås i den tid, de lyder i
Man siger nogle gange, at noget næsten kan være for stort til ord. Men i kirken har vi altid ord at sætte på. Vi har vores ritualer. Og dér står dåbens ritual, som et af de helt centrale i vores gudstjeneste. Ritualer står stærkt, fordi de får lov at stå. Næsten ligesom den gamle døbefont. Men de skal også kunne forstås i den tid, de lyder ind i. Derfor skal de en gang imellem slibes til med nænsom hånd.
Biskopperne har af samme grund nedsat en dåbskommission, der skal se på en revision af dåbsritualet. Kommissionen har netop udgivet en midtvejsrapport, hvor der opstilles tre modeller for en ny version af dåbsritualets gamle ord. Det kan I læse om på folkekirkens åbne intranet
Tag snakken om dåbsritualet
Jeg vil opfordre jer alle rundt omkring i menighedsrådene og sognene til at se nærmere på de tre forslag. Brug et par timer eller tre en eftermiddag eller aften til sammen at gennemgå de tre forslag. Inviter gerne menigheden med. Det her angår os alle.
I kan tage udgangspunkt i dåbskommissionens forslag, og også få talt sammen om den vigtige dåb, og hvad den betyder for jer og for os. Endelig kan I eventuelt vedtage at afprøve et af dåbskommissionens tre modeller gennem resten af året i jeres kirke. I skal bare sende en ansøgning til undertegnede med kopi til provsten, og så får I en tilladelse, og kan gå i gang.
Jeg har også skrevet et brev om det til jer, menighedsråd og præster, hvor jeg har vedhæftet noget dialogmateriale, som I kan anvende i jeres samtale. Og når I så i løbet af 2025 har afprøvet en af de tre modeller ved sognets gudstjenester, vil jeg bede jer skrive lidt om jeres erfaringer i et evalueringsskema, som I får tilsendt, og så sende det til mig senest den 31. december 2025.
Glædelig påske
Jeg ønsker jer gode og frugtbare samtaler om den dåb, der bringer glædeligt nyt ind i vores gamle slidte verden, som vi altid har med os, og som kaster sit lys ind i det mørke, der nogle gange omgiver os.
Og så til sidst – men ikke mindst – glædelig påske til jer alle sammen!
Henrik Wigh-Poulsen