Biskoppens nyhedsbrev for april 2024

Der er meget, vi kan bekymre os for. Og det er der ikke noget nyt i. At bekymre sig har altid været en af menneskehedens yndlingsbeskæftigelser. Men det nye er, at vores bekymringer, via medierne, ikke mindst de sociale medier, fra morgen til aften, stimuleres af stadigt flere foruroligende nyheder om overhængende trusler i stort og i småt. Det er som om, at krigene, katastroferne og konflikterne lige nu er overalt omkring os. Og at de kommer tættere på.

Flere vil sige, at det faktisk, på en lang række områder, går rigtig godt. Både nationalt og globalt. Men det er som om, at alt det mørke og foruroligende, vi bombarderes med, fylder så meget, at det kan spærre vores udsyn og ligesom lægge et mørke over hverdagene. Følelsen af, at det alt sammen går ad h…. til, bliver let den alt dominerende.

I USA, hvor det trækker op til præsidentvalg, er der fremgang, hvad angår økonomi og beskæftigelse. Det har altid betydet meget, når folk går til valg på de kanter. Men et flertal af vælgerne fornemmer alligevel, at krisen råder. Krisen er blevet en stemning, ja måske ligefrem et livssyn, en måde at læse verden på. Og så er vejen banet for “den stærke mand”.

Vi, der var unge/yngre i sluthalvfjerdserne, husker nok den kolde krig og truslen fra atombomben. Vi dyrkede punkmusikken og slagråbet ”No future!”, ”Ingen fremtid!”. Vi øvede os i at være illusionsløse og vrænge ad det etablerede. Sådan i al fredsommelighed. For samtidigt var det jo også en tid med masser af visioner for fremtiden og med en underliggende fornemmelse af, at man kunne forandre verden til det bedre på små og store måder. Der var også et håb. Sådan husker jeg det.

Jeg skal nok vare mig for at kloge mig på nye generationers tro, håb og visioner for fremtiden. Men efter hvad jeg hører rundt omkring fra, så er håbet, med krigstrusler, en mærkbar klimakrise og medier i konstant alarmberedskab, blevet en mangelvare for mange af dem, der lige nu vokser op og forsigtigt træder ind i voksenlivet.

Troen og håbet lever

Verden skal nok samle sig selv op. Det har den gjort før. Men det er ikke sikkert, at det vil gå fredeligt til. Krige og store forandringer ligger sandsynligvis og lurer i horisonten. Men vi må aldrig gå ned på håbet og troen på, at det ender godt. Vi må aldrig fortrænge kærligheden, der kan udjævne nok så dybe skel imellem os.

Og lige dér har vi som folkets kirke en umådelig vigtig opgave at løfte. Alt hvad vi bygger på, alt hvad vi har fået for at give videre, bærer jo troen, håbet og kærligheden ved sit hjerte. Det er derfor vores lokale kirke står og rager op i landskabet. Det er derfor, at den ligger ved gader, torve og pladser i byerne. Den er til stede med dette, det største, uden hvilket vi først for alvor er færdige og overladt til os selv og vores håbsforladte lille virkelighed.

Vi har snart menighedsrådsvalg, og mange spørger sig selv, hinanden (og mig) om, hvad der skal til for at rekruttere gode folk, der vil stille op. Her kan vi måske opfordre til at hæve blikket lidt. Forstået sådan at fokus på mødevirksomhed, administration, personaleansvar og bygninger udvides med en forståelse for, hvor vigtigt arbejdet med den lokale kirke er i det store perspektiv:

Opgaven at hjælpe andre til – sådan billedligt talt - at hæve blikket og plante træer. Opgaven at vores kirker fortsat kan rage op som håbs-huse og tale al vores mismod og ængstelighed midt imod. Opgaven at der herfra kan løftes og hjælpes og ledsages, når tidens nyheder tager modet fra os, og alt bare synes at gå den forkerte vej.

Vi har så uendeligt vigtige ting at gøre og bidrage med, og hvor er der brug for det lige nu! Tak til alle jer, der bærer og løfter med!