Biskoppens nyhedsbrev for april 2023

Kære menighed, menighedsråd, betjening og præster

Netop tilbagevendt fra tre måneders studieorlov er det en fornøjelse at skrive til jer igen.

Og lad det være sagt med det samme: Det var et kæmpe-privilegium at få tiden til at fordybe sig, men min fordybelse handlede hele tiden om det, vi har til fælles: Vores stift, vores folkekirke og alt det, vi sammen bygger på.

Den første halvanden måned brugte jeg på at skrive en lille bog om Paulus’ Romerbrev. Første kapitel tillader jeg mig at kalde for “Poulsens første brev til Paulus”, fordi jeg i bogen indlader mig på en ensidig samtale med apostlen. Den vil jeg gerne have lov til at referere lidt fra ved lejlighed, da den også har med vores fælles folkekirke at gøre.

Lidt om bededags-fejden

Men allerførst vil jeg gerne skrive lidt om store bededags-fejden, der brød ud nærmest samtidig med, at min orlov begyndte. Jeg indrømmer, at jeg havde lidt dårlig samvittighed overfor mine kollegaer, der i årets første måned blev løbet på dørene af journalisterne og igen og igen måtte forklare sig for rullende kameraer. Men så må jeg holde for en anden gang.

Måske I ikke orker mere om bededag. Det kan jeg godt forstå. Men tillad mig alligevel, lidt på bagkant, at komme med min udlægning af det skete. Eller rettere konsekvenserne af det, da det er af stor principiel betydning.

For alt det vi i folkekirken længe har regnet for selvfølgeligt, viste sig pludseligt ikke at være det for regeringen. Og derfor er vi nødt til fremover at se det gamle prøvede parforhold mellem kirke og stat i et lidt anderledes lys.

Helt grundlæggende har der siden Luthers udlægning af Paulus’ brev til romerne hersket en forståelse for, at staten ikke blander sig i kirkens forkyndelse, OG at kirken på sin side ikke begynder at lege stat og føre sin egen politik. Det er også den gensidige overenskomst der ligger til grund for Grundlovens §4 om at staten understøtter den evangelisk-lutherske kirke i Danmark som folkekirke.

Med tiden har den skelnen udviklet sig til en gensidig respekt og politisk indforståethed om, hvad hver især kan og ikke kan. Når så staten eller Folketinget pludselig vedtager at inddrage en helligdag til arbejdsdag uden at have rådført sig med og lyttet til folkekirken, så bryder man en gammel uskreven aftale, og så står vi pludselig tilbage som folkekirke og spekulerer over, hvad der mon lige skete der.

Flere siger, at vi kunne have sagt os selv, at den dag ville komme.

Regering og Folketing har som lovgiver hele tiden været den stærke i det forhold, og folkekirken er, når alt kommer til alt og høflige hensyn skubbes til side, en gren af den offentlige forvaltning.

Men vi er altså også et trossamfund med den frihed, der følger af det. Så spørgsmålet er, hvordan vi fremover kan bevare et respektfuldt forhold, indenfor hvilket evangeliets ord frit kan lyde og uden risiko for, at staten pludselig begynder at gå sine egne veje med os som halehæng?

Lad os samles og forenes

Og det bringer mig tilbage til Paulus. De menigheder han skrev til, var i en uendeligt meget mere klemt situation, end den vi befinder os i. I Rom forfulgte og mishandlede magthaverne de kristne kort efter Paulus skrev til dem.

Men hvad Paulus hele tiden opfordrer dem til, er, at de indbyrdes samles og forenes om det, Gud har vist dem i Kristus. I stedet for at stirre ondt på hinanden og skændes om de rette fortolkninger af deres tro, skal de hæve blikket og tage imod hinanden, som Gud har taget imod dem. De skal med andre ord udvise, hvad man måske kan kalde, en “kristen merværdi” i forhold til det omgivende samfund. I menigheden skal de huske hinanden på, i ord og handling, hvad de er her for og i øvrigt respektere myndighederne for det, de er her for.

Det er svært at oversætte Paulus tid til vores tid sådan 1:1, men hans breve minder os om, at vi som kristen kirke aldrig nogensinde går i et med staten, og at vi ikke kan regne med at forholdet mellem kirke og stat altid vil være problemfrit og gnidningsløst. Så meget desto vigtigere er det, at vi også husker os selv og hinanden på, hvad vi er her for som kirke. Vi skal være et godt sted at komme. Vi skal stå ved vores “kristne merværdi”. Det gør vi ikke ved frelst at vende ryggen til, men ved at byde os til og trofast bringe det videre, som vi har fået betroet. Både staten og det omgivende samfund til gavn og glæde. De har brug for os!

Paulus siger også, at vi skal lade os forvandle. Som kristne mennesker ikke låse os fast på en bestemt tid, en bestemt situation, en bestemt måde at være kirke på, men hele tiden på vej, lydhøre for og pejlende efter, hvad Gud vil os i sin søn. Vi skal altid være på vej ind i den tid, der kommer med, hvad den bringer med sig. Men vi skal være det sammen.

Nå, det blev godt nok et langt nyhedsbrev, men jeg har gået og sparet en del op, som I kan se.

Nu står påsken for døren og foråret og snart også den sidste bededag. Og så tager vi den derfra, som man siger. Vi ses derude.

Glædelig påske til jer alle sammen!

Med venlig hilsen

Henrik Wigh-Poulsen