Biskoppens julehilsen 2023

Hvor har der været mange billeder af smadrede hjem i det år, vi nu er på vej ud af: Sønderbombede eller jordskælvsramte boligkarreer, oversvømmede landsbyer, fortvivlede mennesker foran deres brændende huse og lejligheder med døde pårørende under murbrokkerne.  Jordskælv, klimakatastrofer, russiske bombardementer af ukrainske boligområder, blod-tilsølede soveværelser i det sydlige Israel, bomber der falder tæt over Gaza og sender tusinder på flugt.

Det rammer os særligt hårdt, fordi vi godt ved, hvad et hjem er, og hvad et hjem betyder. Ikke mindst i de her dage, hvor vi pynter op, og inviterer vores familie og venner til julefejring. søger nærheden og hinanden og varmer os inden døre! Kontrasten til hvad vi ser fra verdens mange brændpunkter, er så kolossal, at den kan være svær at rumme.

Jeg ved ikke, om det er de allestedsnærværende medier, der gør, at vi får det hele så tæt på, eller om verden bare er mere ramt af opbrud og ufred, der ødelægger familier og sender mennesker verden over ud i fortvivlelse og hjemløshed.

Advents vilde håb

Erfaringen af at få smadret, frarøvet eller miste sit hjem er noget, der også sidder dybt i vores fælles bibelske og kristne arv. Ikke mindst i teksterne vi lytter til i advents- og juletiden, tekster, der jo netop stammer fra landet og området hvor hjem og familier lige nu rives fra hinanden, og hvor efterladte fædres og mødres og børns fortvivlelse råbes ud over ruinerne af de steder, der engang var deres.

Når vi i kirken lytter til de gammeltestamentlige profeter, hører vi, at de er sprængfyldte af både fortvivlelse og håb. Fortvivlelse på vegne af deres folk, der er drevet i eksil og deres land, der er besat og ødelagt af fremmede. Og et håb om at dagen er nær, hvor de undertrykte igen får oprejsning, fængslede bliver sat i frihed, freden indfinder sig, og Gud vil gøre alting godt: ”Bryd ud i jublende kor, Jerusalems ruiner! For Herren trøster sit folk” (Es.52). Det er advents vilde håb! Som et fjernt ekko af det håb, der lige nu ligger begravet under ruinerne så mange steder i verden omkring os.

Hold kirken åben og tænd lys i hjerterne

Og det er det samme vilde håb, som julens budskab er et svar på, når vi hører om de to husvilde forældre, der langt hjemmefra færdes mellem bortvendte rygge og lukkede døre, og om hvordan kvinden føder sit barn, svøber ham og ligger ham i en krybbe. Barnet fødes ind i en verden, hvor hjem ødelægges, hvor mennesker drives på flugt, og vores hjerter ofte forbliver lukkede. Og den verden bliver nu, ved ham, Guds hjem!

Det er dét julebudskab, vi som kirke er så uendeligt privilegerede at kunne give videre. Hvad enten vi som præster prædiker det eller er med til at sætte rammerne for, at det kan lyde for hele folket. Vi er privilegerede, fordi vi på vores små måder kan give genlyd til ordene om Guds komme til vores jord julenat. Vi kan videreformidle et vildt håb, en stor glæde og en troens glæde, som gør, at vi overhovedet kan være i den her verden, med ødelagte hjem og gråd mellem ruiner.

Hvor er det i det hele taget en vigtig opgave at holde sin kirke åben og invitere så mange indenfor for at holde lyset tændt i hjerter! Hjerter, der af mange grunde kan henligge i mørke og dunkelhed.

Tak for at I medvirker til det rundt omkring i stiftet!

Og en rigtig glædelig jul til jer alle!