Fortsæt til hovedindholdet
Nyheder
Nyheder

Allehelgen: Jeg er i verden, og det er min elskede ikke

Natalia Packert Andresen er sogne- og hospicepræst, og er sammen med sørgende mennesker hver eneste dag. Hun er ikke i tvivl om, at danskerne i stort tal kommer i kirken til allehelgen, fordi allehelgensgudstjenesterne er en anerkendelse af menneskers sorg. Helt enkelt.

Fortalt til René Høeg

Vi lever i et accelerationssamfund, hvor vi forventer af os selv og hinanden, at sorgen går væk, og at det sker relativt hurtigt. Vi har glemt sørgeåret. Men sørgende lever med deres sorg som en livslang ledsager, som dukker op på forskellige tidspunkter og kræver sin opmærksomhed. Til allehelgen giver vi rum og plads til, at sorgen kan folde sig ud og få plads. Det er en anerkendelse af, at sorgen findes, og at det er godt at være sammen med andre, som også lever med sorg.

Hvad er allehelgen i dag?

Det er essensen af sorg. En maggiterning af savn, kærlighed, længsel, taknemmelighed, minder, fortællinger og håb. Det er også en markering af, ”at jeg er i verden, men det er du ikke.” Allehelgen er fællesskab med andre i sorg, og præstens ord og salmer giver os ord at komme videre på.

Lystænding er for mange en tradition til allehelgen, hvorfor?

Når livet bliver for stort, både når det er glædeligt og sorgfuldt, er det godt at gøre noget. At tænde et lys er at skabe en forbindelse til den døde, det er omsorg. Ritualer er gode til at sætte den "rigtige" ramme, når vi ikke selv ved, hvad vi skal sige eller gøre. Ritualerne skaber orden og en fornemmelse af at have gjort tingene rigtigt. Lystænding markerer en overgang, det gamle liv og det nye liv. På samme måde ved besøg på gravstedet, som bliver en forbindelse til den døde. Begge markerer et før og et efter.

Hvad foregår der til allehelgensgudstjenesterne i dine sogne?

Jeg har en musikgudstjeneste om aftenen med mulighed for at tænde lys. Når de efterlevende kommer, kan de skrive et navn på en liste, og så læser jeg dem op undervejs. Når jeg gør det på den måde, er der mulighed for, at man også fem år efter et tab kan dukke op til en allehelgensgudstjeneste og få et navn læst op. Jeg forsøger på den måde at anerkende, at sorgen ikke stopper, og til tider kan blusse op igen med et nyt behov for at mindes. Jeg forsøger at blande bibeltekster, poesi, salmer og sange, så de spænder en bue over alle de følelser, der gemmer sig i sorgen: Afmagt, fortvivlelse, vrede, kærlighed, taknemmelighed. Og så vil jeg gerne, at vi lander blødt i håbet, inden vi går ud ad døren.

Hvad er dine råd til mennesker i sorg, og som savner?

Først og fremmest skal de være tålmodige med sig selv.  Og så vil jeg sige, som englen der møder kvinderne ved Jesu grav: Frygt ikke! 

Mange sørgende bliver nemlig forskrækkede over sorgen, og dét den gør ved os. I en periode kan man måske knapt genkende sig selv. Men det kommer man til igen, forandret i et nyt liv og dog genkendelig. Og så kan jeg anbefale at finde en sorggruppe. Det gælder både dem, som taler meget, og dem, som har svært ved at finde ord. I en sorggruppe finder man ligesindede, og er fælles om at finde et sprog for sorgen. Det er et godt og omsorgsfuldt sted at være. Folkekirken udbyder gratis sorggrupper landet over, og der er plads til alle.

Natalia Packert Andresen
Privat foto

Natalia Packert Andresen på 42 år er sogne- og hospicepræst. Gift med Jesper. Sammen har de to piger på 13 og 16 år. 40 procent af arbejdstiden foregår på Hospice Limfjord i Skive. Hun er ligeledes beredskabspræst, og møder mennesker i akut krise, ofte i samarbejder med politiet i Midt- og Vestjylland.