Adventsrefleksion 

I det år, der er gået siden sidste advent, er forberedelse blevet til en blanding af en pligt og en sport i vores samfund. Bare ikke forberedelse på festen og glæden. Vi forbereder os på kriser, der er og skal komme, eller som skete, mens vi sov, eller hvad de gule bjælker i medierne, nu kan forklare os.

Og vores julelys i øjnene må endelig ikke gøre, at vi glemmer, at det stadig er en farefuld tid: Vi skal stadig se at få skaffet de jod-tabletter og den lille radio og alle de andre fornødenheder, så vi kan klare os i tre dage og ikke lægge samfundet til last. For den ene og den anden krise truer, og vi skal forberede os på det værste.

Hvor såkaldte preppere for år tilbage blev grinet lidt ad, er de nu blevet influencere, der skal lære os alle sammen, hvordan vi bedst muligt forbereder os på enhver form for krise. Så vi kan overleve i hver vores hule og passe på hver vores familie. Og så gælder det om ikke at tale for højt om, hvor dit lager er gemt, så alle ikke kommer rendende til dig, når de ikke har forberedt sig lige så godt som dig.

Kriserne gør os indadvendte. Og bedst, som vi er allermest ind-advendte, kommer adventen over os. Modpolen til vores alarmberedskabet. Budskabet, der vender vores fornuftige virkelighed på hoved.

For hvem er vi, hvis vi skal forberede os på det bedste i stedet for det værste? 
Hvordan forbereder man sig på fred i stedet for krig? 
Hvad nu, hvis du ikke skal øve dig i at holde andre ude, men i at lukke andre ind? 
Hvad nu, hvis du ikke skal stå imod, men tage i mod?

Tænk, hvis den bundne samfundsopgave var at fylde vores hjemmeberedskab med glæde og tro og tillid. Tænk, hvis myndighedernes officielle anbefalinger var: ”Stol på hinanden, del ud af det, du har. Glæd dig over det, du har fået.”

Måske er vi bare mest motiverede eller egnede til at forberede os på det værste. Derfor er det heldigt, at det netop er os, Gud vælger at binde sig til julenat.

For det betyder, at håbet kommer til os, uanset hvad vi synes om den sag, og uanset om vi har gjort det godt nok. Bedst som vi forbereder krise med den ene hånd og jul med den anden, kommer lyset os i møde og får os til at smide, hvad vi har i hænderne for i stedet at gribe hinanden.  

Håbet er på vej. Det er ustoppeligt.  Og det betyder, at vi får en ny chance for at få øje på det gode, der allerede findes. En ny begyndelse, hvor vi ser alt det, vi kan være taknemmelige for hver eneste dag.

Advent er over os! Håbet er på vej igen og altid. Og vi kan lige så godt forberede os på, at det umulige vil vise sig midt i alt muligt. Det er ikke til at fatte. Det er næsten ikke til at tro. Men det er gudskelov til at leve med.