Prædiken ved ordination

De ord som jeg på jeres indvielsesdag særligt vil lægge jer på sinde, skriver apostlen Paulus i sit brev til romerne: Vær ingen noget andet skyldig end at elske hinanden; for den, der elsker andre, har opfyldt loven. Budene: »Du må ikke bryde et ægteskab; du må ikke begå drab; du må ikke stjæle; du må ikke begære,« og et hvilket som helst andet bud, sammenfattes jo i dette bud: »Du skal elske din næste som dig selv.« Kærligheden gør ikke næsten noget ondt. Kærligheden er altså lovens fylde.

Kære ordinander!

Sådan lige til en begyndelse: Vi lever i en splittelsernes og konfrontationernes tid. Der er vrede og opbrud i luften. Det tror jeg er tydeligt for enhver, der følger med i dagens nyhedsstrøm. Dem, vi måske troede var med os, er pludselig imod os. Gamle alliancer udfordres. Det skyldes blandt flere ting, vil nogle mene, at politiske diskussioner er blevet erstattet med råberi på de sociale medier, hvor vi er enten for eller imod, og fjendebilleder fylder. Der er gået Trump i systemet, vil andre sige. Polariseringen sætter dagsordenen, og vi holder sammen ved at holde andre på ude eller på afstand.

Tilgiv mig den her måske lidt modfaldne eller modløse indledning, men jeg tror, at de her ting fylder hos mange af os, og at det er nogle iagttagelser, vi er ret enige om her i begyndelsen af 2025. Vi har alle vores tid, og det er nu engang den her tid med alle dens bryderier, der er vores, og hvor I står for at skulle træde ind i jeres præstegerning.

Men det er glæden der skal fylde her i dag, er. Og glæden er, at I som præster kommer med noget helt andet end det, vores tid ellers er så fyldt af. I kommer netop ikke med vrede og splittelse, men med godt budskab. Et budskab I skal bære og lade jer bære af, som vores kirke er bygget på, og som skal ånde i jeres prædiken og holde jer i stadig bevægelse i jeres præsteliv.

Paulus formulerer det med ordene jeg lægger jer på sinde, og som udgør epistlen til på søndag: “Vær ingen noget andet skyldig end at elske hinanden”. Kort og godt. Ikke at det er let. Det ved vi godt. Dem, Paulus skrev det til, havde mildest talt ikke let ved at efterleve det. De kendte også i deres tid, tiden før evangelierne overhovedet blev skrevet, til vrede, til splittelse og til konfrontationer, når de bekrigede hinanden i menigheden og ikke engang kunne finde ud af at holde måltid sammen.

Dengang i romermenighederne brugte de Moseloven, budene om hvad man må og ikke må, til at holde hinanden ude, borte og på afstand. Den blev sådan en markør. En identitets-markør, ville man vel sige i dag, hvormed man netop holdt sammen for at holde de andre på afstand som både uværdige og urene. Men Paulus beder dem så, i sit brev til dem, om at løfte blikket. I stedet på at glo ondt på hinanden skal de med lyset fra Kristus i øjnene se på hinanden. Og i stedet for en uren og uværdig skal de se den næste, Kristus har sagt til dem, de skal elske. For budene, skriver Paulus, sammenfattes i dette ene “Du skal elske din næste som dig selv”.

Og ja, det kan som sagt være op ad bakke. Det ved vi, og dagens politik og debatten rundt omkring i de frelste fællesskaber på de sociale medier, gør det så tydeligt, så sørgeligt tydeligt: Jesu bud er en modsigelse af alt det, vi synes at være fyldt af. Vi ved det fra os selv: vi falder så let tilbage i alt det gamle: selvretfærdigheden og vores trang til at være på den rigtige side og forvise andre til den forkerte.

Så meget desto mindre kan vi undvære kærlighedens bud, som Paulus lærer os om. Buddet der sammenfatter de andre bud som selve kærlighedens grundtone i skaberværket. Og ved I hvad, kære ordinander, I er af jeres menigheder kaldt på til at gøre det klart for alle os, der så let falder i med den her splittelsernes og konfrontationernes dagsorden. Jeres menigheder kalder på jer for at I skal gøre det klart for os, at vi er på gale veje, når vi stirrer ondt på hinanden. Ja, gør det klart for os, at Gud ligegodt har givet sig til kende i ham, der al vores træghed til trods kom til os og gjorde kærlighedens bud åbenbart for os alle.

I er blevet kaldt på at jeres menighed og I har fået et embede, en præstekjole, en prædikestol og de bedste rammer til at tale dette glædelige nye ind i en gammel slidt verden, der har det med at gå sine egne veje. Det er et privilegium, og en opgave, en udfordring, I hele tiden må vokse med. Danne og dueliggøre jer til, som det hedder i præsteløftet, I har skrevet under på. Og derfor vil vi også her i dag sammen bede Gud om at være med jer i sin gode ånd med hjælp, bistand, indsigter og udsigter og mod på opgaven, der forestår. “Glæde og lys med dem komme til bys, / blomstre lad muld, hvor de træde”, som vi bad i salmen. I en mørk og forvirret tid skal I bringe glæden, lyset, blomstringen ud til hvert jeres sted. Gå med Guds fred.