Prædiken ved ordination af Thea Christensen Haunstrup, Odder Valgmenighed

Det ord af den hellige skrift, som jeg på din indvielsesdag særligt vil lægge dig på sinde, skriver apostlen Paulus i sit romerbrevs, 13 kapitel, vers 11-14:

I kender tilmed timen og ved, at det er på tide at stå op af søvne. For nu er frelsen os nærmere, end da vi kom til tro. Natten er fremrykket, dagen er nær. Lad os da aflægge mørkets gerninger og tage lysets rustning på. Lad os leve sømmeligt, som det hører dagen til, ikke i svir og druk, ikke løsagtigt og udsvævende, ikke i kiv og misundelse, men iklæd jer Herren Jesus Kristus, og vær ikke optaget af det kødelige, så det vækker begær.

Lad os tage Lysets Rustning på, Thea. Lad os tage lysets rustning på. Natten er fremrykket, dagen er nær, og du er blevet kaldt på af de gode mennesker i Odder Valgmenighed. Så, for nu at fortsætte lidt med den kampberedte tone i teksten, jeg har lagt dig på sinde med epistlen til på søndag: Vågn op, vær rede, vær parat. Og som vi talte om i fredags, så ligger der jo også i præsteløftet, du skrev under på, sådan en kampberedthed, som den Paulus kalder på. Ikke mindst når du lover, som det hedder, at “modarbejde misbrug af nådens hellige midler og bekæmpe sådanne lærdomme, som strider mod folkekirkens trosbekendelse”. Så de kan bare komme an, kan de. På med lysets rustning, Thea!

Men at “bekæmpe sådanne lærdomme”, hvordan udlægger vi lige det i vores ellers fredsommelige folkekirke, hvor vi gå langt for ikke at skændes med naboerne, sådan hvad de store ting angår? Selvfølgelig. For nogle smager sætningen rigtig godt. Men der tror jeg, at vi ikke skal forfalde til at udlægge den på den lette måde, hvor det handler om at bekæmpe dem, der ikke mener, tror og tænker det samme som mig. Der er mere end dét på færde, hvad vi jo også talte om til din bispeeksamen.

Først og fremmest må vi fastholde, at Kristus, som vi forkynder, kom til vores jord som en kæmpestor modsigelse af vores veje. Guds ord til os i ham er en modsigelse, korrektion, perspektivudvidelse i forhold til det vi tror vi bare kan sige os selv. Guds ord til os i Kristus vil altid komme på tværs og kalde på bekæmpelse af lærdomme. Ikke mindst dem, der har det med at rode rundt i os selv. Som præst er du den måde altid forpligtet på at lade dig noget sige af det budskab, du forkynder. Lysets rustning skal du altid have hængende i skabet, lige ved siden af din præstekjole. Altid til at tage på, når mørket og tvivlen og bekymringerne skal holdes på afstand. Som præst og prædikant, skal du altid prædike til dig selv.

Og en af de kampe, vi skal kæmpe er den mod modløsheden, som har så let ved at overmande os i de her dage, hvor mørket i verden kan synes ekstra tæt, og hvor vores mediebårne nærhed til alverdens brændpunkter og politiske kriser og katastrofescenarier nogle gange gør det svært at undslippe opgivelsen og fortvivlelsen.  Her skal du, Thea, netop bekæmpe opgivelsen og fortvivlelsen. Her skal du iført både præstekjolen og lysets rustning tale, forkynde, prædike håb til din menighed. Det er ikke mindst det, de har kaldet til dig til at gøre.

Du skal på en hel masse måder og i alle mulige sammenhænge fortælle dem, at lige meget hvad, så er natten fremrykket og dagen nær. Kristus er hos os med det trøstens og håbets ord, der gennembryder grave og lyser mørket op. Du skal med din prædiken, din undervisning, i samtaler og hvor du nu kommer byde en krisefikseret tid trods og også på den måde sige os noget andet end det vi har det med at ville sige os selv.

Nogle gange kan det være hårdt arbejde. Du er jo, og skal være, en del af din tid, opmærksom på, hvad der sker i verden omkring os. Som det grundtvigsk sindede menneske du er, har du blikket fæstnet på alt stort og skønt herneden, og alt hvad det udfordres af. Så meget desto mere må du besinde dig på og hente styrke, fra budskabet vi bygger på selvfølgelig. Du skal blive ved med at læse teologi. Også efter din embedseksamen engang. Men du skal også hente mod og styrke fra dine kollegaer, dine embeds brødre og -søstre, som det hedder. Fra menigheden der har kaldet dig og vil dig. Og så, selvfølgelig fra den tro på morgenen og lyset, som et eller andet sted også bor i os alle. Og som gør, at vi lige meget hvad, holder os oppe. Og som gør evangeliet om Jesus Kristus til ord vi ikke for noget kan undvære.

Tag lysets rustning på, Thea. Natten er fremrykket. Dagen er nær. Jeg ønsker dig Guds velsignelse i din præstegerning.

Amen