Prædiken ved ordination af Anna-Johanne Stæhr Brorson

Det ord af den hellige skrift, som jeg på din indvielsesdag særligt vil lægge dig på sinde, skriver apostlen Paulus i sit brev til Efeserne: ”For engang var I mørke, men nu er I lys i Herren; lev som lysets børn, for lysets frugt er lutter godhed, retfærdighed og sandhed”. 

Kære Anna-Johanne! Nu skal du være præst, og du begynder i, hvad der ligner en opbrudstid, en tid hvor den kendte verdensorden brydes op, hvor kendte alliancer forgår og nye opstår, hvor konflikter og kriser breder sig omkring os, og hvor det påvirker os alle sammen. ”For nu er på alting vendt op og ned”, som der står i sangen. Ikke at det er en ny tilstand i denne gamle kirkes perspektiv. Vi har prøvet det før. Men grunden under vores fødder ryster vel meget i disse dage og uger.

Så også derfor er der er brug for din tilstedeværelse, brug for det ord du prædiker og for alt det en præst skal: prædike, undervise, vejlede, trøste og irettesætte med mildhed, som det hedder i bønnen vi skal bede om lidt.

Din menighed har kaldt på dig til netop det. Du skal bo, hvor de bor, komme hvor de kommer og dele tiden, de urolige tider, vi lever i med dem.

De har kaldt på dig til at beklæde deres præsteembede fordi de har tillid til dig, og fordi de synes, at du er den rigtige til, med din person, sammen med dine kommende kollegaer, at give evangeliet stemme og forvalte sakramenterne, begrave deres døde, døbe deres børn, konfirmere deres unge, tale med dem der vil tale med dig.

Man kan sige, at du, selvom du bor mellem dem og deler sted og tid med din menighed, også skal bringe noget andet med dig. Du skal bringe noget af en anden verden ind i deres gamle, kendte verden.

Det er det vi talte om til din bispeeksamen. Du er personen , helt almindelige Anna-Johanne, teolog, mor, hustru og alt det du nu ellers kan sætte på dit CV, men du er også det embede du beklæder med den langt større sammenhæng du som ordineret præst er en del af. Du kommer til Bakkelandets Pastorat med noget der rækker tilbage i tiden, er fyldt med tradition og historie og bygger på et ord, vi aldrig kan være foruden, et budskab, noget vi ikke bare kan sige os selv,

Når I mødes, du og din menighed, i de forskellige sammenhænge I nu skal mødes i, og vi kommer til, opfyldt som de fleste af os er lige for tiden, af bekymringer for verdens gang, for vores børns og børnebørns fremtid, så skal du føre ordet om Guds nåde og fred i Jesus Kristus. Du skal bringe håb og trodsig tro på Guds godhed, og at det ender godt. Du skal kaste lys ind i vores dunkle tusmørke verden, så godt du formår.

Og lige netop derfor har jeg valgt et lille udsnit af næste søndags epistel til dine ord i dag. Og det er jo ikke længere end at jeg kan gentage dem: “For engang var I mørke, men nu er I lys i Herren; lev som lysets børn, for lysets frugt er lutter godhed, retfærdighed og sandhed”.

For det er jo sådan det er: med vores opstandne herre er vi ført ud af mørket og er nu lysets børn. Det er den store grænsesprængende virkelighed, vi forkynder, som du skal forkynde. Det er den store udsigt, det store udsyn, vi prædiker, som du skal prædike. Det er det store ord, du skal føre, når mørket ruger over verden eller i os selv.

Og i lyset herfra er vi ikke længere kun nogle grumsede blandingsprodukter, der roder rundt i vores blandede hverdag. Vi er som børn at regne. Vi bliver kaldt på som lysets børn med frugterne godhed, retfærdighed og sandhed, som skal komme vores næste og medmenneske til gode.

Store ord, men det er det storsyn, du skal anlægge i dit præstevirke.

Og synes du måske, at kontrasten mellem de store ord og hverdagens virkelighed nogle gange bliver for stor. For det kan jo ske. Synes du at din person, at Anne-Johanne, bliver lidt vakkelvorn under indtryk af embedets og de store ords tyngde, så er det godt og vigtigt at huske på, at du, som jeg begyndte med at sige, er kaldet på af din menighed, at de vil netop dig og har tillid til dig. Den tillid kan du hvile i og så ellers gøre dit bedste. Efter den nåde Gud, som Gud dig dertil vil give, som der står i dit præsteløfte.

Det er tydeligt, at du glæder dig til at komme i gang, og det er tydeligt, at de i bakkelandet glæder sig til, at du kommer i gang. Og som vi talte om. Når du først står der på prædikestolen og færdes i dit sogn som præst og deler din menigheds hverdag, så begynder din dannelse for alvor. Din dannelse og dueliggørelse, som det også hedder i præsteløftet. Så er du på vej og vil vokse i indsigt og, for nu igen at henvise til ordene, jeg lagde dig på sinde, du vil vokse i oplysning og forhåbentligt også i den ydmyghed, der hører sig til hos en herrens tjener, og således tale trøst ind i en urolig verden.

AMEN