Prædiken ved indsættelse den 6. februar 2025

Kære Jacob!

“Mens vi var sammen med ham på det hellige bjerg”. Sådan sluttede epistlen jeg læste lige før, og om lidt skal du jo prædike over “forklarelsen på bjerget”, som teksten fra Mattæusevangeliet kaldes, hvor Jesus tager tre disciple med sig op på et meget højt bjerg, og sære og store ting sker. Så kan man ikke godt sige, at det der med at stige op i højderne er givet som lidt af et tema her på din indsættelsesdag?

Men med at ”stige op i højderne” tænker jeg – skal jeg straks sige - ikke så meget på din løn, din selvforståelse, din status eller din ankomst til, og kommende løbe og cykelture i, Faurskovs kuperede bakkeland. Nej, at du stiger op i højderne, handler for mig at se mere om den bevægelse enhver præst foretager sig, når han eller hun træder op på prædikestolen. Ikke for at se ned på eller tale ned til sin menighed, men fordi han eller hun skal prædike et trøstende ord fra det høje om Guds komme til os i det lave.

Vi skal som præster tale jævnt om alt det høje, som det hedder. Og din særlige opgave, dit særlige kald, som provst i Faurskov, er så, at du skal være med til at sætte og vedligeholde rammerne for, at der fortsat kan tales jævnt om alt det høje både i og udenfor kirken, i sognegården, i konfirmandstuen og derude, rundt omkring, hvor kirke og folk mødes. Og dertil kræves altså også udsigt fra højderne. Dertil kræves overblik. Ikke kun fra prædikestolen, men fra det jeg vil kalde embedets nødvendige udsyn og storsyn.

Så det er slet ikke gjort med bevægelsen nedefra og op. Du skal i lige så høj grad bevæge dig ud og ind og rundt omkring i alle mulige sammenhænge – kirkelige, folkelige, kommunale, institutionelle

 - for at tale, samtale, mødes og lære og lade dig belære og oplyse og forhandle og gøre dig iagttagelser, og formane og selv lade dig formane og have øjnene med dig og være observant, og hvad ved jeg. Godt, at du er et agilt menneske, Jacob. Godt, at du er i god form.

For embedets udsyn og storsyn handler netop om at have øje og fornemmelse for den større sammenhæng, som vi alle, i al vores forskellighed, er en del af. Så det er altså ikke gjort med, med sved på panden og tungen ud af munden, at haste afsted fra den ene sag og problemstilling til den anden, men at du hele tiden har blik for, at det hænger sammen det hele. Der er en sammenhæng mellem det, der prædikes fra prædikestolen og sker derude i konfirmandstuerne og sognegårdene og sognene, og forhandles om ved budgetmøderne og drøftes med kommunen og læses af præsternes APV. Ja, der er en sammenhæng med, hvad der i øvrigt sker i vores folkekirke, i stift og naboprovstier og i verden omkring os.

Og den sammenhæng, det overblik, skal du have fornemmelse for og bringe med dig, hvor du kommer. Det kan kræve forhandling og koste knubs og en søvnløs nat i ny og næ, når nogen måske synes, at du deroppe i højderne, oppe på det høje bjerg, glemmer det lokale perspektiv og ikke har forståelse for det, de hver især synes og går og bakser med i hverdagen i vores små og nære sammenhænge.

At fastholde overblikket og storsynet kan være hårdt arbejde. Så godt for dig, at du har en prædikestol, du kan stige op på, og hvor du bliver holdt fast på, hvordan det hele hænger sammen sådan i det helt store perspektiv. Og godt for dig, at du har præster og menighedsråd og menigheder og et provstiudvalg og kollegaer og såmænd også en biskop, der alle er en del af den her store sammenhæng, og som på forskellige måder kan være med til at holde dig fast på den.

Du er ikke alene om det her. Som sagt, du er kaldt, du bliver kaldt på, og det gør du, fordi vi alle sammen, hele tiden, bliver kaldt på. I epistlen og teksten du skal prædike over om lidt, hører vi, hvordan Gud kalder Jesus for sin søn: ” … i ham har jeg fundet velbehag. Hør Ham!”. Gennem ham kaldte og kalder Gud på os alle. Og i forhold til det kald kan vi kun tage imod. Her er vi lige, og her må vi hele tiden lade os noget sige. Vi må lade os danne og bevæge.

Det er dét helt store storsyn vi er her for og som vi er samlede om i dag til din indsættelse som provst i Faurskov provsti, Jacob.  Jeg håber, at du vil have det med dig og holde fast i det i det stormomsuste, vigtige og givende arbejdsliv, du nu kaster dig ud i. Og jeg håber, at I i menigheden, menighedsrådene og alle I præster vil støtte Jacob i det, han nu skal i gang med. Både når han stiger op i højderne, og når han kommer ned igen, både i overblikket og i detaljerne, til gavn og glæde for os alle i den store folkekirkelige sammenhæng. Jeg ønsker dig Guds velsignelse i dit embede.

Amen

Kollats