Prædiken juledag 2024

Salmer: 
99 Velkommen igen, 
100 Kimer i klokker, 
108 Lovet være, 
118 Julen har englelyd, 
121 Dejlig er jorden. 
Nadver: 
110 Nu vil vi sjunge, 
109 I denne søde juletid.

Det begynder altid med barnet. Forældrene véd det. En ny kommer til verden, og dét, der var før, er ikke længere. En ny dagsorden er sat. En ny suveræn er trådt ind på scenen, og vi må indrette os derefter.

Det begyndte med barnet. Gud gav sig til kende i et nyfødt, spædt barn. Og det skete i de dage, og intet var længere som før. ”For et barn er født os”. Og det barn har for altid sat en ny dagsorden, en anden måde at se på verden og vores liv i den. Dette barn, barnet i stalden, forandrede for altid alt.

Og at det så lige netop skulle være et barn. Sådan en sårbar, skrøbelig, værgeløs, magtesløs, klynkende lille en ved en mors bryst. Sådan en som familier har samledes om og iagttaget til alle tider, når han eller hun lå der og drak livet ind, sukkede og fik den første blund. Eller i dette tilfælde, som vi har fået det fortalt så mange gange, blev svøbt og lagt i en krybbe.

Det er måske ikke videre juleagtigt her til en indledning at nævne en længst afdød tysk religionsfilosof ved navn Rudolf Otto. Men han definerede engang det hellige, ”Das Heilige”, som det fremmede eller anderledes, der tiltrækker os og indgyder os ærefrygt, når vi står overfor det eller rettere ligger på knæ foran det. Vi skælver af ærefrygt og vil både gerne se og se væk. Men her, i staldens halvmørke, der var det hellige noget fortroligt og trygt og hjemligt. Barnet, det lille liv du kan mærke, når du holder det ind til dig, som græder og trøstes, bøvser og blunder, var præcist sådan et, der var kommet til verden i stalden udenfor Betlehem, og som lå der i dyrenes krybbe, afhængigt af en mors omsorg.

Men englene sang om barnet: “Ære være Gud i det højeste og på jorden!” For her, i det spæde og sårbare barn, valgte Gud, altings skaber og ophav altså at give sig til kende. Ikke med bulder og brag. Ikke med trusler og tordenvejr og krav om underkastelse, men med “Fred til mennesker”.

Gud kom til os ad en ydmyg og uanseelig og jævnt almindelig vej. Det kan sagtens være, at vi gerne vil gøre Guds væsen til noget ophøjet og ærefrygtindgydende, på en gang skræmmende og dragende. Men altså i dag, juledag, hører vi, at han kom i barnet og lod altid alting begynde med barnet. Et lille barn som ethvert andet lille barn, som vi kan se, sanse, mærke og holde ind til os.

Vi må konstatere det hvert år: Julen er en vildt kontrastfyldt tid. I julen falder modsætningerne os i øjnene. Julens salmer, sange og store musik, familiens nærhed, glæden over at pynte stuen og nogle steder hele parcellen op med lys og farver. Men så samtidigt også en verden der er kommet tættere på os i al sin voldelige gru, hvor gamle sammenhænge og selvfølgeligheder vakler og falder sammen, mens de allestedsnærværende medier lader os være tilskuere fra første parket: Syriske torturkamre, bombede hospitaler og fødegange, grædende forældre der trækker deres døde børn ud af ruinerne. Selv så jeg, for noget tid siden, en lille pige, en syrisk flygtning. Stille sad hun på gaden, midt i Istanbuls mylder, og iagttog en legende hundehvalp, som børn nu engang ser på legende hundehvalpe. Som om hun forsøgte at holde fast på noget godt, fortroligt, en lille leg, en logrende hale midt i tumlen, råberiet, hjemløsheden og alt det fremmede og skræmmende, der omgav hende.

Den slags er selvfølgelig små og ligegyldige distraktioner for alverdens Augustuser og autokrater og globale hasardspillere. Men i julens budskab falder Guds lys netop på det uanseelige, usete, skrøbelige menneskeliv i børnehøjde. Det er over spædbarnet i krybben englene synger. Som voksen kom han til mennesker, der lider under andre menneskers foragt, domme og udstødelse. Han bragte det højeste og helligste ned til det laveste, englesang derned hvor der lides og savnes og sørges, og elendigheden kan lukke sig om os. Vores skrøbelige og udsatte liv er ikke Gud fremmed. Han er kommet til stede i det.

Det er julens budskab til os. Og med det bliver vi holdt vi fast på, hvad der er Guds vilje med verden. Vi bliver holdt fast på, at Gud med barnet i Betlehem for altid har modsagt menneskers fortræd mod mennesker og at Han i det barn, har givet os en ny begyndelse, et andet perspektiv, en anden måde at forstå og møde verden på, en åbning ind i Hans evighed, dér hvor vi ellers lægger for had, holder ude og spærrer inde. Så vidt julens store ord, trodsige trøst og uundværlige budskab.

Og til dig, til alle os, der midt i hverdagenes dør-til-dør kampe og under indtryk af det her vintermørke i verden. Til dig der har det med at glemme eller ikke rigtigt kan forholde dig til ordene om, hvordan Gud er kommet til os. Prøv at vende tilbage til, hvad vi begyndte med at konstatere: at vi der er forældre, bedsteforældre, fortrolige vidner til et barns fødsel og tidligste år, at vi véd og spontant erfarer, at noget nyt begynder med dette barn, med hvert nyt barn, at en ny verden bliver sat. For når vi står der og glaner, falder i svime og bliver fjollede og siger dikke-dik, og hvor han dog ligner sin far, så er vi – om jeg så må sige – helt i sync, i vatter, i overensstemmelse, i kontakt med den dybe menneskelige mavefornemmelse til alle tider, som Gud forbandt sig med i sin indgang til vores verden. Man kan også sige, at det er med den kærlighedsbårne dybe erfaring, vi alle kender og er fortrolige med, at Gud har hægtet sig på vores liv.

Sådan er Han begyndt i vores verden. I vores lave hytter. Ikke som noget stort og fremmed, dragende og ærefrygtindgydende i et tempels halvmørke, men som det barn, vi kan tage op og holde om.

At han døde og opstod for os. Det kan nogle gange være for stort for vores tanker og vores erfaringer, men at han kom som et barn, at det var sådan Hans historie med os begyndte, dét er tale direkte til vores hjerte, gennem vores hænder og trang til at tage op og holde om og selv at blive taget op og holdt om og begynde igen en gang.

I vores liv lægger år sig til år med stigende hast. Nogle gange synes vi måske, at vi har set det hele før. Det der fyldte for et år siden, er nu støvet til. Bekymringerne tager så let over. Alverdens konflikter og modsætninger spidser til. Gentagelser og afslutninger fylder alt for meget, ja mere og mere. Vreden banker oftere på, måske fordi man forsøger at fastholde kontrollen over det, der falder én af hænde. Ja, tilgiv mig, hvis jeg bliver lidt for personlig, men jeg tænker, at det er fælles grund for mange af os. ”Julesorgen”, som vi sang om.

Forleden gik jeg en lille tur med en toårig. En kendt og kort tur i nabolaget. Men sammen så vi mange ting. Et fugletræk hen over tagene, en nisse i cykelværkstedets juleudstilling, klejnen hos bageren smagte fortrinligt. Den lille mand jeg fulgtes med i hans tempo, lånte mig gavmildt af sin nye toårige verden. På samme måde skænkede Gud os, i barnet i krybben, sin nye verden: en verden, hvor døden og mørket ikke har hjemme, hvor den nye nyskabte dag altid vibrerer, og hvor håbet sprænger sig vej gennem vores sortsyn og fortvivlelse.

Jesus gav os en ny måde at se verden på, barnets måde. Her er du ikke selv altings midte og mening. Her lever du af den kærlighed, du får. ”Godt kan vi nu ved nattetid kende som børn vor Fader blid”, som Grundtvig diger i salmen vi sang før. Det er også julens budskab til os. At vi, selv i mørket der har det med at trænge sig ind på os, har fået hjemme i Gud vores Fars kærlighed, omsorg og tilgivelse. I barnet Jesus har vi fået barnekår. Vi har for altid, og trods alle vores livs afslutninger, fået en ny begyndelse.

Glædelig jul!

Og Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

Vi beder dig, Gud, at du vil give os alle en velsignet jul, og at du vil forbarme dig over alle, som sidder alene, sørgende, modløse, bekymrede eller syge, at du vil give dem din hjælp og din trøst. Vi beder dig, at du vil afvende krigens ondskab og skænke fred. At du vil bevare alle hjem fra uenighed, bitterhed og hårde ord og i stedet give plads i hjerte og hjem for glæde, håb og mod. At du vil berede indgang i vores hjerter for dit ord og vække taknemlighedens lovsang til dig med tak for din gave: Vor frelser Jesus Kristus.

Vær hos de flygtende og forfulgte og krigens ofre. Skænk vores ledere visdom og mod, når fjenden truer. Styrk os alle, så vi ikke går under i frygt og bekymring. Lad os holde fast ved dit riges frugter, fred, retfærdighed og glæde, og med dem byde mørket trods. Lad os erfare din begyndelser, når afslutningerne tårner sig op omkring os.

Velsign og bevar Kong Frederik d.10, Dronning Mary, Dronning Margrethe og hele det kongelige hus. Vær med regering, folketing og alle med magt og myndighed.

Lær dem og os at forvalte det ansvar, som vi hver især er blevet givet.

Vi beder for alle, der sørger og savner. Vær med dem, der sidder i mørkets og dødens skygge og vis os dit milde ansigt, når mørket lukker sig om os.

Amen

Tillysninger:

Lad os med apostlen tilønske hinanden: Vor Herre Jesu Kristi nåde, og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle.