Prædiken ved Brabrand Kirkes 100-års jubilæum, 4. søndag efter Helligtrekonger

“Da blev der et voldsomt uvejr på søen”, står der i dagens tekst. Og så lige her på 100-års jubilæet for kirken ved Brabrandsøens bredder. Ikke at vores lokale sø kan opvise den helt store dramatik, hvad den slags angår. Her handler det vist mest om, at den breder sig lige vel meget i de her år, og at det kan gøre cykelturen til og fra Aarhus rigeligt besværlig i perioder.

På de her kanter, i de her fredelige egne, er det i det hele taget ikke så meget den utøjlede natur med storme, jordskælv og tørke, og hvad ved jeg, vi frygter eller trues af. Vi er nok nærmere bekymrede for en natur, der er blevet sært utilregnelig: Forandringer vi kan se og mærke i vores næromgivelser: vandet der stiger, søer der breder sig og gør områder ubeboelige. Nogle dyrearter forsvinder, andre kommer til, regulære vejrrelaterede katastrofer i lande tæt på os. De voldsomme politiske begivenheder og omvæltninger vi kan iagttage i verden omkring os, ledsages hele tiden af denne dystre baggrundsmusik: et klima der forandres og til tider går amok, ildevarslende prognoser og eksperter, der hele tiden fortæller os, at vi er på katastrofekurs.

Så selv her ved den rolige søs bredder er der nok, der kan ængste os. “Frels os. Vi går under”, råbte disciplene i stormvejret. Vi går måske mere stille med det i vores hverdag, men mediernes katastrofeoverskrifter og krigeriske udmeldinger fra verdens mægtigste, hensætter os alligevel i en tilstand af voksende katastrofeberedskab med nødrationer og vanddunke i kælderen.

Og nu fylder jeres kirke 100 år, eller den ombyggede del af den, fylder 100 år. Dét glæder vi os over. Vi glæder os over, at den ligger her, i jeres by, jeres lokalområde, hvor den har dannet og stadigt danner rammerne om jeres liv. Sådan holder vi jo ved i urolige tider med voldsomme omvæltninger. Vi ser på de glæder vi har og får, tæt på os, rundt omkring os: Børn, børnebørn, hjem, venner, hverdagene og alt det gode, der også er.

Men ligegodt: Disciplenes råb “Frels os. Vi går under”, er vi fortrolige med, når grunden alligevel ryster under vores fødder. Om det så skyldes verdens rummel, katastrofefrygt og krigstrusler eller tankerne om det mørke og grimme, der kan slå ind i vores lille velordnede gode liv og ødelægge eller borttage det, der var så godt.

Men så er det, at jeres kirke, vores kirke, Brabrand Kirke, står, her og har stået her gennem århundreder med budskabet om, hvad Jesus siger til sine skrækslagne disciple her i dagens tekst: at de, at vi, ikke skal frygte. “Hvorfor er I bange, I lidettroende!”, som han råber til sine af rigtig gode grunde rædselsslagne medpassagerer, og dermed også til os, der sidder her i dag i kirkens skib, kirkens for 100 år siden renoverede og ombyggede skib.

Det kan han sagtens sige, tænker vi så. Har vi ikke rigeligt at være bange for? Er det ikke så rigeligt, hvad der kommer til os i døgnets nyhedsstrøm om voldsomme begivenheder, politisk opbrud og varsler om et klima, der går amok?

Men Jesu råb til disciplene lyder et andet sted fra, end der hvor de og vi normalt færdes i vores sårbare altid bekymringsfulde hverdag. Det evangelium, det budskab, der er grundet på Jesu ord til disciplene og os, og som de byggede den her kirke på, her ved Brabrandsøen, det er et budskab et andet sted fra. Igen: vi har masser af ting, vi af rigtigt gode grunde kan være bange eller bekymrede for. Men herinde får vi at vide, at vi hører til hos Ham, der vil den gode verden, som vi er så bange for at miste. Ham som stilner storm og sø. ”Frygt ikke”, siger han til os.

Fra altret læste jeg lige før hører vi fra Det Gamle Testamente om Job, hvis liv var blevet ødelagt og spurgte Gud om, hvorfor det var sådan. Og så svarede Gud og sagde, at Han - om jeg så må sige - sender på en anden frekvens end vi mennesker. Han altings skaber, har sat grænser for det truende hav og sat stjerner på himlen, han har skabt løven og flodhesten, og hvad ved jeg, og så skal Job ikke komme anstigende her med sine småtterier.

Men selv om Jesus, som vi hører det i dagens tekst, får søen til at lægge sig og skælder lidt ud på de bange disciple for at være bange, lidt ligesom Gud skælder ud på Job, ja så er der i alt det vi hører om Jesus, en afgørende forskel fra Gud i Det Gamle Testamente, sådan som Job møder Ham.

I Jesus buldrer Gud ikke løs, som Han gør det til Job. I Jesus taler Gud ikke hen over hovedet på mennesker, som Han gør det på Job. Han ser på mennesket, det altid ængstelige, bekymrede menneske, og siger “frygt ikke!”. “Frygt ikke!” Han taler til os et andet sted fra, ja, men det er kærlighedens sted, der hvor mørket, døden, sorgen ikke kommer, og hvor vi tages imod i al vores svaghed, i vores bange-hed. Gud skældte Job ud, men i Jesus rækker har ud i mod os, kalder os ind til sig.

Og det er vel den egentlige grund til vores fejring af at kirken her står, og har stået her længe, og skal stå her mange år endnu: at Gud ikke er fjern og ligegyldig i forhold til hvad vi er bange og bekymrer os for. At Han i Jesus kommet til vores liv og er os nær og at Han i ham stilner sø og hav, når det går over bredderne i vores liv.

Verden, både vores lille og den store derude, hvor så meget truer lige nu, er ikke Gud fremmed og ligegyldig. Tvært imod har vi lov at tro, at Han er her hos os, i sin søn, for at trøste, styrke og give os håb. Fordi Hans kærlighed er blivende og står fast, når alt andet vakler. Fordi Han er hos, og med os, alle dage.

Se, alt det kan vi ikke sige os selv. For der er så meget, der melder sig hele tiden. Foruroligende udsigter på den ene og den anden måde. I nært og i fjernt. Så meget der kan distrahere og få tankerne til at løbe vild i alle bekymringerne. Og så er det vigtigt, at der hele tiden er nogen, der siger det til os. “Hvorfor er I bange?”, “Frygt ikke!”. Ikke mindst her i kirken.

Og det er lige netop herfor, at kirken står her og at vi i dag fejrer, at den gør det. Ordet om at Gud er os nær og er hos os i sin søn, skal hele tiden lyde. Vi skal hele tiden mindes om det, fordi vi er så glemsomme.

I kender det sikkert, det lille fine maleri, der hænger inde på ARoS, af en Christian David Gebauer. Det bærer titlen Vinterlandskab med Brabrand Kirke, er fra 1831, og vi ser ikke en oprørt, men en idyllisk tilfrosset sø fyldt med glade skøjteløbere på og en vinterrød himmel inde over Aarhus. Maleriet fortæller os, at den smukke, fredelige, muntre hverdag skam også er en realitet, trods de mange ildvarslende nyheder i tiden. Og de var der i den grad også da maleriet blev malet. Men kirken står der, midt i det hele, både i glædens og i frygtens tider med det gode budskab, at vi ikke er overladt til os selv, at Gud er os nær i Kristus. Og som vi skal synge om lidt “Hvad nød er der, hvor du er nær?”.

Tillykke med jeres kirke ved søen og med skibet der har fragtet jer og fortsat vil fragte jer gennem tiderne med Jesus, vores frelser, om bord, og på hans ord.

Så lov og tak og evig ære

være dig vor Gud,
Fader, Søn og Helligånd,
du, som var, er og bliver én sand treenig Gud,
højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

Amen.

Himmelske far, du som kaldte verden frem og hver dag kalder os til at leve i den i kærlighed til dig og vores næste!  Tak for dit ord til os i dag om ikke at være bange. Måtte vi høre det, når det stormer i vores liv, og vandet slår ind over rælingen. Tak for kirken vi samles i for at høre dit ord og at den som båden på søen har fragtet, og vil fragte, os gennem urolige tider.

Velsign og bevar vor konge og hele det kongelige hus. Vær med regering, folketing og alle med magt og myndighed. Lær dem og os at forvalte det ansvar, som vi er blevet givet.

Hold os fri af indbyrdes strid og ufred, værn os mod krig, forfølgelser og alt ondt. Styrk os alle i kampen mod det, der vil skille os fra dig og hinanden. Vær med alle som forfølges og flygter og udstødes og holdes ude og borte eller bag lås og slå og lægges for had. Skænk dem styrke, mod og håb i deres ensomme kamp.

Vi beder for alle, der sørger og savner og tynges af bekymrede og sorgfulde hjerter. Vær med dem, der sidder i mørkets og dødens skygge og vis os dit milde ansigt, når mørket lukker sig om os.

Amen

Lad os med apostlen tilønske hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde, og Guds kærlighed

og Helligåndens fællesskab være med os alle!

Amen