Prædiken 2. søndag i fasten 2025

28 De dybeste lag,
658 Når jeg er træt og trist, 
158 Kvindelil, 
778 Fred hviler over.

Nadver: 655 Er du modfalden...

Nogle gange kan man godt få den tanke, at vrede, had og splittelse har en selvforstærkende effekt. At når man er begyndt dagen med at høre nyheder om en vis transatlantisk præsidents krigeriske udfald, så får tilbøjelighed til at fortsætte dagen i samme gear. Skælde ud på konen eller manden over morgenbordet. Råbe ad de andre bilister på vej til arbejde. Skrive dumme og hadske ting på Facebook. Eller bare være godt gammeldags hverdags-gal i hovedet. Og ad disse veje kan du så bidrage yderligere til vreden, hadet og splittelsen i verden. På dine små måder bevares. Men hvor det dog fylder på hele sendefladen lige nu globalt som lokalt som i enhver, eller i hvert fald mange, af os: konflikterne, krigstruslerne, modsætningerne, sammenstødene. Flere og flere undgår nyhederne, holder sig til de nære ting, skærmer øjnene, lukker ørerne for at holde den selvforstærkende om-sig-bredende vrede i ave. Man forstår dem.

Men så, af alle steder, dukker den op her i dag, 2.s.i fasten, i dagens tekst i dette ellers så fredfyldte rum, med beretningen om den kanaanæiske kvinde, outsideren, den på de kanter udstødte og foragtede, der i første omgang får en kold skulder af Jesus og disciplene. Men, mens vi lader det uvante faktum, at Jesus om end kortvarigt vender ryggen til en udstødt, synke lidt ind, så skal vi lige gøre os klart, at på den måde er kirken jo ikke et safe-space for konflikter, modsætninger og sammenstød.

Jesus manøvrerede i dem. De var overalt omkring ham. Han døde af dem. Paulus skrev sine breve ind i et kludetæppe af både indre og ydre modsætninger, konflikter og kampe. Vrede, had og splittelse er ikke just nogen ny opfindelse hverken udenfor, og vel heller ikke altid indenfor, disse tykke mure. Det blusser op fra tid til anden, når mennesker, der vil deres eget, ikke kan komme til for dem, de synes står i vejen for netop dét. Og det blusser i den grad, som sagt, op i verden omkring os i disse dage.

Men tilbage til Jesus og den kanaanæiske kvinde. Hvad er det, der sker i teksten, hvor de først end ikke gider lytte til kvinden? Jamen, der sker vel netop bare det, der sker så meget af lige nu. Vi forskanser os. Vi holder sammen for at holde andre på afstand. Vi vil vores egne og vores eget i forsvaret mod de andre, der ikke er som os. Det kan ingen sige sig fri for, det er ingen hævet over, når presset stiger og konflikter svulmer op, og skel og mure vokser.

Som de gør det lige nu. Mellem amerikanere, europæere, kinesere, russere, ukrainere. Mellem Israelere, palæstinensere, alawitter, shiaer, sunnier, kristne. Eller, for den sags skyld, mellem lille mig og så alle de idioter, der krydser min vej, som jeg sidder og råber ad i bilen eller skriver grimme beskeder til på FB. Eller, som sagt, i teksten til i dag, hvor det ikke lykkes Jesus at få kvinden til at tie stille ved at ignorere hende, da hun råber op. Men hvor han så i sin afvisning af hende opridser endnu en af de konflikter, der til alle tider har hjemsøgt vores verden, og her som rører på sig omkring Tyrus og Sidon. Lige syd for Beirut apropos. På denne ene side af skellet: Jesu egne, jøderne, de hjemhørende i Israels hus, rigets børn OG, på den anden side, de andre, kanaanæerne, de urene, den dæmonbesatte datter, hundene der rumsterer rundt under børnenes bord.

Men derved bliver det ikke stående. For det gør det jo netop ikke her i kirken, når det kommer til vores egensindige, modsætningsskabende, gennem- og grundmenneskelige enegang, hvor vi finder sammen ved at holde andre ude, borte og på afstand. Derved bliver det ikke stående. For den kanaanæiske kvinde erindrer Jesus om, hvad hun nok har hørt ham selv fortælle om sin far i himmelen, at hans kærlighed til sit menneske, ikke lader sig begrænse af de modsætninger og skel vi bygger op og går rundt og vedligeholder. Guds nåde lader sig ikke inddæmme. Den flyder også til hundene under bordet, til dem udenfor, til dem på den anden side.

Alligevel er det er en iagttagelse, mange af dem, der hørte hende sige det, nok ville kalde en vild påstand, som enhver i det her tilfælde retsindig jøde ville have mødt med vrede. Men alligevel en påstand som Jesus tager til sig, som han lader sig retlede og irettesætte af. Og så flyder Guds nåde som den skal, ikke som små krummer eller tilfældige godbidder til hundene under bordet, men som en klar kilde, der omfatter den før så foragtede: ”Kvinde, din tro er stor. Det skal ske dig, som du vil. Og i samme øjeblik blev hendes datter rask”. Kvinden troede på, havde tillid til, at Gud er god. Og Jesus så, indså, at hun havde ret. Han lod sig korrekse.

Aldrig siden glemte han det, når han igen og igen, i ord og handling, lod sin fars nåde flyde, der hvor andre - dem der kunne ville deres eget og deres egne - ikke mente den hørte hjemme. Og derfor står vores kirke trods alle krige og konflikter, indenfor som udenfor, holdt oppe og båret, som den er, af en nåde over al forstand. Vi kommer herind, vi sidder her, opfyldt af modsætningerne, der vælter ind over os, som måske raser i os selv, og som vi synes i stigende grad præger vores humør og udsyn. Men nådens kilde som Jesus lod flyde over outsideren, den kanaanæiske kvinde, er den selvsamme, som skvulper og risler og løber i døbefontens vand og i alterkalkens vin. Det er noget vi får, noget vi bliver givet, på trods af alt det, der roder rundt i os. Det bryder gennem vores mure og barrierer og skel og fortæller os, at vi er allerede elskede.

Gud sidder ikke uberørt i sin høje himmel. Han er hos os og med os på vores konfliktramte jord. Han er ikke begrænset til dem vi kalder for vores egne. Han lytter også til den, der tror sig borte fra ham, som skriger efter ham, tørster efter ham. Og hvor må det præge og korrigere og skubbe til vores opdelte udsyn og snæversyn. Jesus lod sig flytte. Hvor meget mere skal vi så ikke lade ordet om dét skubbe til os, flytte os. Væk fra alle vores faste formeninger og fjendebilleder hen til hans altid overraskende nåde. I lyset fra den nåde bliver verden en anden. Den får en anden bestemmelse end kampen om at vinde, sejre og være på den rigtige side.

”Kvinde din tro er stor”. At kvinden er påtrængende, plagsom, irriterende, insisterende, vedholdende, trodsig, udlægger Jesus altså som tro. Så her til sidst: Tro og trods hænger sammen. Trodsigt at fastholde, at Gud er god, når så mange andre eller så meget andet, vil have dig til at tro det modsatte. Når nogen vil bilde dig ind, at han er ligeså reserveret som du og jeg er tilbøjelige til at være. Trodsigt at holde fast på, at Gud også er der for dig, selvom du måske tænker, at så meget taler imod det, og at du måske er en fortabt bag de høje mure vi så flittigt bygger op omkring os selv og hinanden.

Så lad os som kvinden være trodsige, og tro på, at verdens vrede aldrig skal få det sidste ord. At Guds kærligheds rige for altid vil være meningen, den egentlige mening, med alting. Og at vi måtte lære at leve derefter.

Så lov og tak og evig ære være dig vor Gud,
Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.

Himmelske far, du som kaldte verden frem og hver dag kalder os til at leve i den i kærlighed til dig og vores næste!  Tak for dit ord til os i dag om den kanaanæiske kvindes tro og trods. Lær os med hendes tro på Guds nåde og hendes trods overfor de skel, vi sætter mellem os selv og hinanden at gå styrkede ind i vores urolige tid og lyse i mørket for andre. 

Velsign og bevar vor konge og hele det kongelige hus. Vær med regering, folketing og alle med magt og myndighed. Lær dem og os at forvalte det ansvar, som vi er blevet givet.

Hold os fri af strid og ufred, værn os mod krig, forfølgelser og alt ondt. Styrk os i kampen mod det, der vil skille os fra dig og hinanden. Vær med alle som forfølges og flygter og udstødes og holdes ude og borte eller bag lås og slå og lægges for had. Skænk dem styrke, mod og håb i deres ensomme kamp.

Vi beder for alle, der sørger og savner og tynges af bekymrede og sorgfulde hjerter. Vær med dem, der sidder i mørkets og dødens skygge og vis os dit milde ansigt, når mørket lukker sig om os.

Amen

 Lad os med apostlen tilønske hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde, og Guds kærlighed

og Helligåndens fællesskab være med os alle!

Amen