levnedsbeskrivelse
 

Af Henrik Wigh-Poulsen

Barndom og opvækst

Jeg blev født d. 27. april 1959, og jo ældre jeg bliver, med så meget desto større vægt kan jeg sige: KUN 14 år efter krigen.

Jeg blev født i Randers, hvor min mor voksede op. En af de byer, hvor krigen bed. Den var familien i levende erindring, husker jeg.  Fra lejlighedens karnapvinduer var der udsigt ud over Gudenådalen.

Min mors familie var uden undtagelse socialdemokrater. Ikke som en del af byens politiske kaste, men i livsindstilling og udsyn: kolonihaver og frokostborde og en vis kampberedthed i forhold til borgerskabets gamle privilegier. Senere fornemmedes også en vis stolthed over at bygge med på velfærdsstaten og få del i dens goder. Min morfar fik farvefjernsyn, før vi gjorde.

Min far sagde tit, at det var et strålende forårsvejr d. 27. april 1959. Han var hjælpepræst ved Tranebjerg Kirke på Samsø. Selv stammede han fra Vestjylland og kom af en missionsk baggrund, som han nok havde brudt med, men som også – på nogle områder – prægede ham i indstilling og udsyn.

Socialdemokrater og missionsfolk. I lighed med den tredje folkelige bevægelse, grundtvigianerne, var deres indbyrdes forhold præget af store modsætninger, men i tilbageblikket ser vi, hvordan de på hver deres måde myndiggjorde folket og lagde grunden til det moderne Danmark. De tre strømninger formår ikke som før at bane deres egne veje gennem landskabet, men endnu skvulper de rundt i de fleste af os i et varierende blandingsforhold.

Kulturforskellene mellem min mors og fars familier fornemmede jeg selv på et væld af måder. Til familiefesterne vestpå var der fåmælte mænd med store hænder og tyk dialekt. I Randers lo de meget, fortalte historier, røg cerutter og drak Thorøl. Hvis der var noget, der forenede, var det arbejdsomhed og pligtfølelse, en vilje til at yde sit, bygge op og bygge med. Som sagt: krigen var ikke så langt væk.

Mine første erindringer knytter sig til mit barndomshjem i landsbyen Vejlby på Djursland nær Grenaa, skueplads for St. Steensen Blichers novelle Præsten i Vejlby. Her blev min far præst i 1959, og her virkede han frem til sin pension. Fra 1971 dog som provst, hvor familien flyttede til nabolandsbyen, Ålsø.

Vejlby lå som i en tryg hulning. Kirken, skolen (der blev til forsamlingshus), Brugsforeningen, en håndfuld større gårde, der ikke var flyttet ud, en del mindre aftægtshuse og et par lærerboliger udgjorde det lille samfund, hvor jeg voksede op, hvor børnene altid var ude, og hvor selv de strejfende gårdkøtere havde deres egen personlighed. Hver en sten, hvert et træ, hver en revne i muren langs den lille snoede hovedgade var kendt. Meget af det kan jeg genkalde mig endnu. Ligesom lugten af kolort og tørverøg en vintermorgen, hvor man med sin lille trækælk traskede ud til kælkebakkerne øst for byen.

Det var trygt og godt. Min mor sang i stuerne, og hver morgen og hver aften gik graveren op af byens gade for at ringe med den lille middelalderkirkes klokker.

Som præst (og præstebarn) var man en del af det lokale, men stod alligevel uden for. Min far gik ture. Det var der ikke andre, der gjorde. Jeg husker en gang jeg fik lov at gå med. Det var tusmørke, og vi gik langs bækken. Far genfortalte Martin A. Hansens novelle Strudsen. Martin A. Hansen, der stod og vaklede mellem landets ”gammelliv” og efterkrigstidens modernitet, var min fars generations foretrukne forfatter.  De havde erfaringer til fælles. Det hørtes.

Novellens humoristiske beskrivelse af børns møde med det anderledes i det fortrolige på en udflugt ud i engene langs en å, gav stemning til fars og min spadseretur, og på en eller anden måde lagde det en blivende resonansbund i mig og gav retning til mit liv. Jeg blev selv en fortæller og fortolker, og som alle andre fortællere og fortolkere, var jeg altid mere tilkommende iagttager end dérboende deltager. En problemstilling, som Martin A. Hansen selv baksede med, nu jeg tænker over det.  Og så tror hver generation, at den bevæger sig med stormskridt!

Jeg gik i skole i den nybyggede centralskole, der lå med sine lærerboliger mellem bølgende kornmarker. I det hele taget var der noget med tresserne, de nye byggerier og de nye måder at indrette sig på. Møblerne fik organiske former, og husene føjede sig smukt og funktionelt ind i skrænter og granplantager. Modernismen ville nyt og lod os ikke blive i vanerne. En vis vilje til folkeopdragelse sporedes i Danmarks Radios sparsomme programlægning.

Ungdom - universitet og ståsted

Og så, som en svag baggrundsmusik, de nye toner, farver og frisurer fra England. Som en fjern længselsfuld kalden mellem de rette vinkler og midt i den gråmelerede, kulturradikale, bebrillede rullekraveklædte alvor. Jeg husker, hvordan jeg en gang i julen 1968, så Beatles´ Magical Mystery Toursammen med min far og morfar. De sagde ikke noget, rystede måske lidt på hovedet.

Senere blev baggrundsmusikken til underlægningsmusik for fuld volumen. Populærkulturen holdt sit indtog og satte, hvad især musikken angår, et dybt præg på os alle. En dannelse næsten, parallelt med den officielle, som den blev varetaget i folkeskole, realskole og gymnasium.

Dansk og litteratur havde nok min største interesse. Fortællingen forblev min glæde. Gennem min skoletid var der stadig respekt for det klassiske pensum, men nye lærere kom til, hvis ambition det var, at lægge det levende dødt i firkantede politiske analyser..

Som præstebarn og nabo til en kirkegård fik man en vis fornemmelse for tidens gang og menneskelivets omskiftelighed og iagttog derfor de nye frelste med et vist forbehold.  Og lige siden min engelsklærer i syvende klasse, på sin gamle spolebåndoptager, havde spillet en optagelse fra Last Night of the Proms i Royal Albert Hall, havde jeg erhvervet en stor, om end længe uformuleret, svaghed for alt, hvad der ikkevar af tiden: historie, traditioner og det store romantiske brus.

Sådan kom jeg gennem det stadigt mere politiske gymnasium, lidt i åndeligt eksil, men i godt venskab og selskab med ligesindede, der dyrkede lange cykelture, pigesnak, Monty Pythons Flying Cirkus, Ringenes Herre og pompøs britisk rockmusik. Der var store djurslandske vidder og højt til loftet.

Hvorfor jeg efter det obligate sabbatår valgte teologien i Aarhus, kan jeg ikke helt sige. Måske en disposition for det klassiske, for at søge højt og dybt og dyrke ånden og så dertil undgå den politiske frelsthed, der fornemmedes overalt i tidens universitetsmiljø.

Jeg, og flokken jeg hang ud med, var heller ikke så meget på udkig efter ståsteder. Vi ankom samtidigt med, at de gamle store professorkoryfæer gik på pension og med en egen uimponerethed botaniserede vi, hvor vi nu havde lyst. Ikke mindst i litteraturen og poesien.  Vi havde det sjovt, drak mange øl, men samlede os også langsomt sammen til at fokusere og blive alvorlige.

Jeg holdt mig naturligvis til den mest lærde, klassiske og konservative af alle lærde klassiske og konservative professorer. Og naturligvis måtte det blive kirkehistorie. Mit store speciale var om den engelske romantik, og det blev til efter et studieophold ved et universitet i Nordengland, hvor jeg for alvor lærte at arbejde selvstændigt.

I Aarhus skød cafeerne op, folkeværtshusene lukkede, og marxismens brune kedsommelighed afløstes hurtigt af postmodernismens glade letsind. En lettelse der næsten var til at føle på, og som tiltalte min generation af åndelige flanører. Tyngde parredes med lethed, mens gamle grænser forvitrede.  Æstetik, velsignet pjat og amerikanske cigaretter bandt det hele sammen.

Tanken om at skulle være præst meldte sig først så småt efter at jeg i 1987 var blevet gift med Grete og vi året efter havde fået vores første barn. Men det havde jo nok ligget der som en slags uudtalt formodning langt tidligere. Det var lettere for os præstebørn at tænke tanken. Vi kendte til de store stuers og havers velsignelser.

At blive ved universitetet som forsker var også en mulighed for mig, om end den aldrig fremstod specielt tillokkende. Min universitære tilknytning fortsatte årene efter min immatrikulation i 1989, for først at udmønte sig som en Ph.d. afhandling (1999), siden som censor ved de teologiske uddannelser (2010).

Første præsteembede

Mit første embede var to små sydjyske landsogne, Lejrskov og Jordrup vest for Kolding. Og som så mange præster før mig erfarede også jeg, hvor voldsomt det er at blive omplantet fra det forholdsvis uforpligtende universitets- og byliv til et fællesskab, hvor du skal være sjælehyrde og forkynder, bliver inviteret indenfor, deler sorger og glæder, men hvor du aldrig bliver, eller skal være, en af deres egne.

De otte år i de to landsogne, præget af de store slægtsgårde og den lille forhenværende stationsby, blev en dybtgående læreproces. Hjemme i præstegårdens store lyse stuer var det nutid. Tre drenge, blev det efterhånden til, krævede deres. Familielivet var lykkeligt, haven stor og prægtig, og vi var stadigt på vej. Men overalt omkring os var der masser af fortid. Folk boede på de samme gårde i generationer, forrige århundredes vækkelser trak endnu dybe spor, menigheden var fuld af skæbner, og de gamle kunne fortælle,

Min glæde ved både store og små historier blev rigeligt stimuleret. Mødet med salmedigteren Jakob Knudsens søsterdatter satte mig i gang med langvarige studier af Knudens forfatterskab og hele den grundtvigske virkningshistorie.

Men al fortiden til trods, gudstjeneste skulle der holdes hver søndag i de to kirker. Evangeliet skulle, i de gamle kirker hvor menigheden gik over grave, omsættes til liv og lys og nutids tale. Det blev min opgave, og sidenhen min glæde. Uden den levende og lyttende menighed dernede i kirken havde jeg aldrig lært det. Uden den var budskabet forblevet et uforpligtende pensum.

Rastløs og på vej

Men vi var på vej. Grete skulle også bruge sin teologiske uddannelse. Min rastløshed lod mig ikke falde hen i glæden ved at vokse stadigt dybere ind i de to sogne. Så efter forgæves at have forsøgt os med forskellige opbrud, flyttede vi i 1997 ind til Kolding, hvor Grete havde fået embede ved byens gamle kirke, Sankt Nikolaj. Jeg selv kastede mig med dødsforagt ud i et lærerjob på Askov Højskole, der lå forfalden og affolket hen, siden blev jeg tekstforfatter på et reklamebureau i Kolding. Jeg havde nemme for at skrive. En del artikler, kronikker og bogindlæg var det blevet til. Desuden var jeg blevet Tv-anmelder ved Kristeligt Dagblad og medredaktør af det grundtvigske tidsskrift Dansk Kirketidende.

Dette sidste skyldtes ikke mindst, at jeg, mens jeg var præst, havde arbejdet stadigt mere intenst hen imod en afhandling om Jakob Knudsen, den grundtvigske bevægelse og Grundtvig selv. Der ruller ikke meget grundtvigsk blod i mine årer, men mine historiske, litterære og kirkelige interesser åbnede denne dør ind i en ny verden.

Da Ph.d.-afhandlingen (der kort efter blev til bogen Hjemkomsten og det åbne land) var forsvaret, fik jeg ad mærkelige grundtvigske omveje tilbudt stillingen som leder af Grundtvig-Akademiet på Vartov i København. Her virkede jeg fra 2001 og frem til 2008 i en stilling, jeg var så privilegeret selv at kunne forme og sammensætte i samarbejde med de mange dynamiske, højttalende, skævt tænkende, iderige, konservative og progressive, fribårne inspirerende personligheder, som det grundtvigske viste sig at være fuldt af. Om aftenen tog jeg toget hjem til familien i Kolding. En svalende vekselvirkning

Grundtvig-Akademiet var, og er, en formidlings- og forskningsvirksomhed, der forholder sig til den grundtvigske virkningshistorie på et væld af måder. Så jeg forskede og skrev. Først og fremmest en bog, der baserede sig på en masse efterladte breve, jeg havde fået stillet til rådighed af Jakob Knudsens slægtninge. Bogen udkom i 2005 under titlen Vær mig nær. Jakob Knudsens skilsmisse og nye ægteskab. Beretning fra et Danmark i opbrud. Udgivelsen har siden kastet mange foredrag af sig, og en stor del af min tid som akademileder blev i det hele taget brugt på at køre rundt i Danmark og foredrage. Næsten hver gang er vi sluttet med salmen Tunge, mørke natteskyer, før jeg igen, i bilen, lagde mig ud på motorvejen.

Dertil arrangerede jeg konferencer, og underviste. Som nu fuldtidsredaktør af Dansk Kirketidende skrev jeg ledere om dansk kirkeliv, hvilket jeg blev en slags ekspert i. Vi bevægede os ind i det nye årtusindes første årti. Grosbøll og Muhammedkrise afstedkom en voldsom interesse for kirkelige spørgsmål. Tavsheden og selvfølgeligheden omkring det folkekirkelige var ved at blive brudt. Nu skulle der sættes ord på. Det var jeg med til. Og på mange måder.

Bispevalget i Roskilde

Og så skulle der være bispevalg i Roskilde i 2008. Jeg havde før takket nej til at stille op i Ribe, men tiden i Vartov havde gjort mig kirkeligt kendt og, må jeg formode, velanskrevet som mulig kandidat. Gode folk pressede på, og jeg modstod ikke presset. Det glade vanvid, når man betænker, at jeg ikke havde nogen som helst forhistorie i stiftet.

Jeg kørte Sjælland tyndt i efteråret 2007, mens jeg hørte Bruce Springsteen´s ”Radio Nowhere”. Jeg talte i sognegårde og store haller og fik meninger og blev ideologisk skarptskåren (hvad jeg aldrig har haft naturlige anlæg for). Valgkampen havde nerve. Jeg og en anden kandidat bekrigede hinanden, mens de øvrige kandidater drog fordel af, at folk sjældent vælger dem med de skarpe kanter.

Det var intense og hårde og – som jeg husker det – mørke og blæsende måneder. Resultatet af første valgrunde blev, at jeg selv og den nuværende biskop over Roskilde Stift gik videre med lige mange stemmer.

Usikkerhed om ganske få bortkomne brevstemmer gjorde, at valget måtte gå om. Der gik politik i det, og jeg røg ud i anden omgang. Grete og jeg kørte hjem til Jylland den februar aften i 2008. Jeg rystede i den grad støvet af min kappe, var trist, træt, lettet – og en feteret taber.

Domprovst i Odense

Og så begyndte uroen og rastløsheden igen. Jeg delte alle tidligere og senere bispekandidaters erfaring af at være klædt på til fest, men pludselig uden nogen fest at gå til. For så vidt burde jeg være lykkelig over at kunne blive i mit dejlige og udfordrende job, og at vi kunne blive i Kolding, i huset og byen, vi holdt så meget af. Men når man først er i opbrud.

Samme forår blev jeg opfordret til søge stillingen som domprovst over Odense Domsogn. Det var i maj, vi havde konfirmation, og foråret bragede løs. Jeg spekulerede så det knagede, havde ikke før haft ambitioner i den retning. Skulle jeg tilbage til folkekirken? Til sidst søgte jeg og fik stillingen.

Dagen forinden indsættelsen, hvor jeg skulle prøve lyden af fra domkirkens prædikestol, var der en skoleklasse på besøg. Jeg læste lidt, og sagde lidt. En lille pige blev under hele forløbet siddende på sin bænk. Da jeg var færdig så hun op på mig og sagde: ”Kan du ikke sige noget mere?”. Det betød meget for mig. Jeg var vendt tilbage til noget, jeg havde forsømt, og som jeg havde savnet. I domkirkens rum er der højt til loftet og lyset falder så smukt ind på de hvide vægge.

Årtiet blev kendt som et reformernes årti, hvor offentlige virksomheder begyndte at organisere sig på nye måder. De offentlige finanser skulle trimmes, de ansatte gøres mere fleksible og lederne træde mere i karakter som ledere. I folkekirken betød det mere fokus på provsten som ”forandringsagent” og en opnormering af provstiudvalgets pligter og kompetencer. Det var ikke nogen let proces blandt stærke og selvberoende sogne. Det tog sin tid.

Men jeg havde mine gudstjenester, andagter og kirkelige handlinger i de to prægtige kirker. Udover domkirken, Gråbrødre Klosterkirke, hvor vækkelsen endnu sidder i de smukke træpaneler. Jeg havde mine foredrag og lejlighedsvise skriverier, om end stærkt reducerede. Jeg havde min censorvirksomhed, og jeg havde det privilegium at kunne optræde stadigt mere hjemmevant i de tre folkekirkelige niveauer: sogn, provsti og stift.

En levnedsbeskrivelse som denne handler kun om det næstvigtigste. Det vigtigste titter ud mellem sprækkerne med hurtige og overfladiske referencer til ægtefælle, børn, familie, venskaber, de steder, vi holder af at være og at komme, og, ja, dét som jeg prædiker i kirken. Uden alt det var et skitseret levned som dette ikke meget at skrive hjem om.