Biskoppens klummer
Nyheder
Biskop Henrik Wigh-Poulsen i sin lænestol

Er vores tid overophedet? Eller er det bare mig?

Kristeligt Dagblad, Refleksion september 2021

Kan den ærede læser mon huske, hvordan der for ikke så farligt mange måneder siden blev gisnet en del om, hvordan den nu forhåbentligt overståede pandemi fremover ville give anledning til en roligere vejrtrækning, lange gåture, dyrkelse af surdejskulturer og alt i alt et samfund med en roligere puls og i balance med sig selv?

Nu - nogle uge på den anden side af alle restriktioners bortfald - kan man passende spørge, hvordan det så lige gik med det” og efterfølgende bryde ud i en kort, men hård vanvidslatter: HAHAHA!

Omkring mig ser jeg pressede præster, et klatøjet kontorpersonale, en kalender, der ligner noget, der er løgn, overfyldte motorveje, udsatte møder, forsømte fejringer, opslag, ansættelser, presserende møder og samtaler, hengemte, men nu voldsomt opblussende problemer, udfordringer, konflikter og stridigheder.

Så meget har ventet, og nu skal alting ske på en gang. Sådan er det, for vi har alle noget vigtigt for, noget der omsider kan blive gjort, som vi bestemt ikke mener kan vente længere. Jeg tror vi er rigtigt mange lige nu, der fra hvert vores sted, kan tale med om et grasserende tempo, en markant opskruet puls. Surdejskulturen har fået lov til at passe sig selv.

Og når man så bor, hvor jeg bor, kunne man de første uger i september, hvor accelerationen for alvor satte ind, dertil fornemme en kogende by omkring sig, hvor alle ligesom væltede ud fra deres gemmesteder, fra halvmørket ud i lyset: Festuge, DHL-straffet, Classic Car Race, åbne caféer og barer, udendørskoncerter spredt ud over den ganske by, flittigt frekventeret af festhungrende ungdom med dåsebajer i hånd. Og oven over alting skinnede moder sol, mens basrytmerne dunkede i døgndrift. Lige indtil den tiltagende tunge trafik til containerhavnen tog over klokken fire om morgenen.

Og når jeg har ligget der i det meget tidlige gry, er jeg (trafikstøjsdemensen er endnu ikke sat ind) mere end en gang kommet til at tænke på den ofte refererede tyske sociolog Hartmut Rosas kritik af accelerationssamfundet, hvor tempoet til stadighed presses i vejret, og hvor vi hele tiden skal nå flere og flere ting på kortere og kortere tid.

Har coronaen, som vitterligt har fremkaldt mange ting, i virkeligheden også - ved at påtvinge os en længere ufrivillig pause - fremkaldt et yderligere opskruet tempo. Vi synes i hvert fald ikke at have lært noget som helst her på den korte bane. Roligere vejrtrækning, lange gåture, dyrkelse af surdejskulturer og et samfund med en roligere puls og i harmoni med sig selv. HAHAHA!

På mit våndefulde leje tænker jeg så også på Rosas påstand om, at store forandringer sker hyppigere i accelerationssamfundet. Klimakrisen hvis dystre konsekvenser i FN-rapporten blev pindet ud i versaler nogenlunde samtidigt med, at vi i hvert fald her til lands, lagde pandemien bag os, er vel på den måde også konsekvensen af en samfundsmæssig acceleration. De mange angstdiagnoser, især blandt børn og unge mennesker, ligeså. Overfyldte fly ud af Afghanistan, langskæggede religiøse voldsmænd, en angivelig omsiggribende global demokratitræthed og grasserende konspirationsteorier måske også. Og nu vi er ved det. En endnu ikke registreret mulig konsekvens: søvnløse midaldrende mænd, der synes at alting går for stærkt. Lige bortset fra tidsrummet mellem det skifter fra rødt til grønt i trafiklyset.

For måske er det bare endnu et tegn på, at ens tid i stigende grad er noget, der har været, når man synes, at så mange og så meget i tiden peger hen på noget, der kommer, noget ildevarslende, noget irreversibelt fatalt, en nedtælling til en nedsmeltning. Måske – jeg håber det inderligt – falder man bare ind i det gammelmands- og gammelkonekor, der til alle tider, har sunget bitre klagesange over den tid, der er, fordi de efterhånden kun kunne skimte de mørke nuancer i det samlede billede. Ja, måske man om 50 år ser tilbage på denne accelerationens, post-pandemiske, præ-klima handlende tid som blot endnu en overgang til noget på en gang både værre og bedre. En tid blandt tider. En side blandt uendeligt mange flere, der blev vendt i den store tykke bog.

Når mit barnebarn ser skælmsk på mig henover bordet, så kan jeg i grunden ikke tro andet. Og efter jul ser det minsandten ud til, at tingene så småt begynder at ligne sig selv igen.