Den unge by

At Aarhus er en ung by, blev ret så tydeligt, da de sidste restriktioner slap deres tag i befolkningen, byens traditionsrige festuge blev afviklet, og vejret var episk sensommerligt. Hold da op, hvor ungdommen myldrede frem og ud i gaderne og gav den kvalificeret gas med dåsebajere, caféhængeri og høje råb i natten. En lille ellers fredsommelig eftermiddags-spadseretur her i nabolaget gav indtryk af en altomfattende fest. Dunkende rytmer overalt hvor man kom og små og store grupper på vej til et eller andet, glade og forslugne på alt det, der så længe var lukket ned og stuvet af vejen.

At Aarhus er en ung by giver sig selv med et aldersgennemsnit, som er landets absolut laveste, et hav af uddannelsesinstitutioner og et universitet, der fylder mere og mere rundt omkring i den voksende by.

At Aarhus er en ung by har også med hele dens brand og mytologi at gøre. Da jeg for nogle år siden boede i Odense og talte med nogenlunde jævnaldrende dukkede der ofte, i samtalens forløb, en gammel længsel op. Længslen efter Aarhus. Flere følte som jeg, at de var midlertidigt eksillerede i det fynske og bare ventede på en lejlighed til at vende hjem, hjem til ”Aarhus”. Og her forleden sad jeg til et større selskab i Helsingør, hvor begge mine borddamer, på skift, og med blanke øjne (sådan da), henført delte minder fra byen, hvor de engang studerede. Mon ikke de mange, der flytter til i de her år på samme måde bærer på længslen efter byen, skoven, kysten, hvor de engang var unge?

Men at Aarhus er en ung by betyder også, at der helt aktuelt er mange unge, hvis problem er, at de ikke får del i den glade tummel, som lige nu, med genoplukning og sensommerligt vejr, er så markant. Mange unge der ligesom står lidt udenfor og ser ind på den Aarhus-fortælling, mange begejstret fortæller med på. Mange unge der ikke er så skarpe på det med at falde ind, finde venner og være med i festen. Corona-tiden har ikke gjort det lettere for dem. Når man har siddet der på værelset eller i den lille toværelsers hen over et par forår og ikke lige havde den lille lukkede kreds at hænge ud sammen med, har man risikeret en rigtig skæv start på sin studietid.

Heldigvis er der flere, der er opmærksomme på de ensomme unge. For nogle uger siden besøgte jeg projektet Husrum, der holder til på Frivilligcentret over for rutebilstationen. Her samles frivillige og unge, der savner nogle at hænge ud sammen med. De snakker, spiser sammen, spiller spil, ser film, tager på udflugter, og finder ud af, at der er andre, der har det som en selv.

Jeg fik også mulighed for at tale med nogle af de unge, der kommer i Husrum. De kunne fortælle om en opvækst, hvor de allerede i skolegården ikke var en del af fællesskabet, og hvor de sidenhen kom skævt ind den tilværelse, hvor det er så vigtigt at kunne finde sammen med, og fungere sammen med, de andre.

Styrken og ligefremheden i deres personlige fortælling gjorde et stort indtryk, og det slog mig, hvordan en svaghed i den grad kan vendes til en kolossal styrke. For når man, som de her unge mennesker gør, tager rundt på efterskoler og andre uddannelsesinstitutioner og fortæller deres historie, så får de fortalt dem, der måske sidder og har det lige sådan, at de ikke er alene, og at der også er et fællesskab, hvor der altid er plads til dem, som der er i Husrum.

Som folkekirke i Aarhus er vi selvfølgelig meget opmærksomme på, at Aarhus er en ung by. Vores dygtige universitetspræster har rigtig mange samtaler med de unge studerende. I UngK i Nørre Allé er døren altid åben, og tilbuddene og arrangementerne er mange. Og rundt omkring i flere af byens kirker stiller man beredvilligt lokaler til rådighed for Husrum. Vi gør allerede meget, men kan selvfølgelig altid gøre endnu mere.

At Aarhus er en ung by er i den grad med til at gøre den til en god by at leve og bo i. Men vi gamle og halv-gamle kan også bidrage med rigtig mange ting i den sammenhæng, ud over selvfølgelig at dvæle ved de gode minder. For en ung by vil altid være i bevægelse.