En gammel veninde

Elev er en køn lille landsby, der ligger nord for Aarhus. Vejen dertil snor sig langs marker og gennem skove. I Elev føler du dig på landet, men parkerer du bilen ved den lille kullede kirke midt i landsbyen, ser du tydeligt, at det ikke varer længe. For over bakkerne mod sydvest kommer byen krybende. Storaarhus er på vej. Den nyopførte bydel, Nye, er ved at lukke hullet ind mod Lisbjerg og Skejby. Der bygges på livet løs, og mange, rigtig mange, nye beboere er på vej. Og det forstår man godt sådan en sensommerdag, hvor solen falder på lysbrune pløjemarker, og man oppe fra bakken kan se Mols ligge der i al sin herlighed.

Byen breder sig, og det har den gjort længe. Præsterne i forstæderne fortæller, at erindringerne om de bølgende kornmarker, der engang lå her, fylder meget i de ældre generationer. Men så en dag kom entreprenørmaskinerne og med dem huse, karréer, boligblokke og mange nye tilflyttere. Storaarhus havde fortæret endnu et lille landsbysamfund. Mange steder står de gamle middelalderkirker tilbage sammen med et gadekær og nogle gårde som en fjern erindring om en anden tid og en anden hverdag.

Så kan man vælge med Blicher at sukke: “Ak, hvor forandret!”. Men det er der ikke grund til. For dem, der bor her, og dem, der i stort tal flytter til, får det bedste af to verdener - både landsbyens nærmiljø og den store bys nærhed. Landsbyfællesskab på en ny måde, med andre ord. Selvfølgelig forestår der så en integrationsproces. For når tilflytningen er så massiv, som den er i de her år, og Aarhus vokser med, hvad der befolkningsmæssigt svarer til et lille Ebeltoft om året, så skal der en ekstra indsats til, hvis det gamle fællesskab skal indoptage det nye.

Det er noget, præster og menighedsråd i Aarhus stift længe har arbejdet med i sognene, hvor kirken og sognegården udgør et slags forbindelsesled eller lokalt tilknytningspunkt mellem det gamle sogn og tilflytterne i de nye bydele og voksende boligområder, eller, som i Elevs tilfælde, mellem landsbyen og den voksende forstad, der breder sig op over bakkerne.

Og fordi vi på den måde allerede har en vis erfaring med integrationsprocessen mellem gammel og nyt, har vi i Aarhus Stift, på baggrund af en mængde interviews med indbyggere i og omkring Aarhus, udarbejdet et inspirationsmateriale, der kan gøre os endnu klogere på, hvad tilflytterne tænker om deres lokale kirke. “Nysgerrig folkekirke”, har vi kaldt materialet, for kirken skal, hvis den vil opretholde sin høje medlemsprocent og prædike, så det kan forstås, være i føling med sit folk. Den skal forblive nysgerrig i forhold til dem, den er kirke for.

Jeg havde en ordentlig bunke hæfter om “Nysgerrig folkekirke” med under armen, da jeg for nogle lørdage siden var til byfest i Elev og i sognegården holde et oplæg om det. Jeg kunne så også citere en af de interviewede fra Elev, der om den lille kirke midt i den gamle landsby siger. “Jeg tror bare tit, at du er forskellige perioder i dit liv. Nogle perioder har du ligesom brug for kirken og brug for det nærvær og den rummelighed, fordi der måske er noget i familielivet, som presser lidt på den anden side. Så andre tider - så kører det egentlig bare derud af, og så er det sådan ligesom… du ved, den er der. Den står og venter, hvis du skal bruge den. Ligesom en god veninde. Du ved, de bare altid er der. Jeg tror, at jeg har det sådan lidt med kirken.”

En gammel veninde, der altid står og venter. Det er et godt billede på den gamle middelalderkirke, der står der, mens den store by lukker sig om den og sporene af landsby måske bliver mindre tydelige. Et hus, hvor du altid kan komme. Et samlings- og hjemsted for dem, der engang boede her, og for dem, der siden flytter til. Den står der og gør sit til, at det hele bliver ved med at hænge sammen og ikke falder fra hinanden. Som noget uforanderligt midt i foranderligheden.