Biskoppens klummer
Nyheder
Biskop Henrik Wigh-Poulsen i sin lænestol

Mit møde med et isbjerg

Kristeligt Dagblad, Refleksion oktober 2021

Det var venligt af skipper at bringe os helt tæt på. Vi havde været en tur inde i fjorden nord for Nuuk, hvor de lå som strøet ud over den kolossale havoverflade. Mine øjne, nærmest desperate efter spor af civilisation, antog dem flere gange for at være bygninger, når de lå der, skruet op imod de stejle kyster og ludende bjergmassiver. Men der var hverken huse, veje eller industrianlæg. Overhovedet ikke. Kun isbjerge i alle størrelser, tyst glidende. Tyst som alt herude. Larmende tyst. Især da skipper slog motoren fra for forsigtigt at smyge sig forbi et af de helt store: en isklump på størrelse med Samsøfærgen (eller noget i den retning).

Jeg tror, at de fleste af vi ombordværende ihukom vores landsbyskolelærdom om de ni tiendedele, der kan befinde sig under vandet og forårsage skibskatastrofer og pludselig død. Men bedaget lærdom måtte hurtig vige for en meget umiddelbar og kropslig erfaring, da isbjerget langsomt gled forbi og for et kort øjeblik skyggede for den skarpe arktiske sol. Nu fornemmede vi det ligesom. En vældig urkulde, en hilsen fra et præhistorisk dyb, en massiv tilstedeværelse af noget fjernt og fremmed over for hvilket vores lille eksistens på jorden er, var og bliver noget aldeles ligegyldigt.

Jeg bilder mig ind, at stilheden også sænkede sig over alle os på båden. Og det siger ikke så lidt i det selskab. Måske vi domesticerede og forholdsvis rationelt orienterede lavlandsdanskere derude på den dybe fjord lige mærkede et pust af det ubestemmelige miks af frygt og fascination, skræk og fryd, som ifølge religionspsykologen karakteriserer det pludselige møde med noget ophøjet anderledes.

Den nu afdøde canadiske litteraturkritiker Northrop Frye skriver et sted om en lignende og for ham formende oplevelse fra barndommens togture gennem den canadiske vildmark. For når man sidder i en oplyst kupe og kører gennem nattemørke landskaber, så fungerer vinduet jo mest som et spejl, hvor vi ser os selv, og hvor vi måske bilder os ind, at naturen, der ligger derude, er en del af vores verden, som vi kender den, og som vi har formet den, og hvor vi er i centrum af det hele. Et kulturelt indelukke med andre ord.  

Men fra tid til anden bliver spejlet til det vindue, det er, og pludselig ser man en natur derude, der er helt og aldeles ligeglad med os, og som har klaret sig uden os i utallige æoner og over for hvilken, vi bare er opdukkende tilfældigheder, små bitte krusninger på tidens overflade. Altså ikke kun den venlige, kriblende, krablende, groende, bløde, blide, fløjtende og kvidrende natur, Mette Frederiksen fremmanede i sin tale ved Folketingets åbning, men den tavse, lurende, indifferente natur, der også er vores ophav. En natur, som, hvis den havde en bevidsthed, kunne fortryde vores hele tilstedeværelse. Det var den natur, isbjerget lige hilste os fra.

Og så var der en i selskabet - jeg husker ikke lige hvem - der efter at have genvundet fatningen og talens brug fik den brillante ide, at vi da kunne fange en af isbjergets unger, en afsmeltet isklump af et betydeligt mere beskedent omfang, flydende i dens kølvand og måske bruge den til en lille drink før aftensmaden. Som sagt, så gjort. Skibets matros, fik fisket en kold og gennemsigtig isterning på størrelse med en basketbold direkte fra fjorden ved Nuuk op i en plasticpose. To timer senere, i ituhakket tilstand gjorde den vældig fyldest i en G&T. Og så var magtforholdet mellem natur og menneske ligesom reetableret.

For det er naturligvis den kedelige eftertanke, at selv heroppe i det majestætiske øde nord er klimakrisen, den menneskelige overhånd i forhold til vores naturlige ophav, en realitet. Isbjergene flokkes jo kun, som de gør lige nu, fordi afsmeltningen fra indlandsisen tager til i styrke. Der kælver og smelter angiveligt mere is, end der skabes nyt.

Måske er det i virkeligheden, hvad der også er på spil i forbindelse med klimakrisen og vores reaktion på den. Skellet mellem, hvad jeg umiddelbart ser, føler og erfarer i den vældige natur, når den kommer forbi som omtalte isbjerg, og hvad jeg ved og belæres om med eksperternes og klimarapporternes mellemkomst.

Skellet mellem ur-Poulsen, der sidder ude i stilheden og trykker sig på en lille båd og desperat spejder efter spor af civilisation og til sidst længes efter sit kulturelle indelukke med sofaer, TV-kanaler og en klirrende drink i hånden. Og så på den anden side, eftertanke-Poulsen, der har hørt og læst og er blevet belært om, at noget er af led, og at også den natur derude, som ikke nødvendigvis smiler mig i møde som lærker over en dansk blomstrende eng, også har behov for min omsorg og omtanke.

Måske var stilheden deroppe på den måde også som et tilbageholdt åndedræt.