Biskoppens klummer
Nyheder

Det gode grin - og det dårlige

Eksistens, november 2020

 

Børn skal have ritualer. Og et af de ritualer vi og vores tre drenge husker med særlig glæde var, når vi hver aften kl.19 lejrede os i sofaen og sammen så The Simpsons, en amerikansk tegnefilmserie om en dysfunktionel amerikansk familie i den lille by Springfield. Serien var i sin storhedstid en storslået satirisk og meget morsom skildring af amerikanske samfundsforhold i almindelighed og menneskelig dårskab i særdeleshed. Vi lo meget sammen der i sofaen i 90erne, og drengene blev i tilgift gode til engelsk.

En af bipersonerne i det righoldige persongalleri er den lille foretagsomme indisk-amerikanske købmand Apu, der knokler i sin kiosk fra morgen til aften, og som efter endt handel hilser sine gæster med et “Thank you, come again”, på det her karakteristiske indisk-engelsk Peter Sellers mestrede, og som altid tager kegler. Bortset fra altså, hvis man selv taler sådan, og ens far selv var en lille foretagsom indisk-amerikansk kioskejer, og man i hele sin skoletid evindeligt skulle høre de andre børn sige “Thank you, come again” og bryde fnisende sammen. Det er præcist, hvad en indisk-amerikansk skuespiller og komiker fortæller om i en dokumentar, jeg tilfældigt så, og som gjorde mig lidt eftertænksom, da den satte spørgsmålstegn ved vores gode grin i familiens skød dengang for et par årtier siden.

Jeg er helt med på, at det ikke har været sjovt for den lille indisk-amerikanske dreng at blive grint af, og at min lille flove fornemmelse af at have siddet i sofaen og grint af noget forkert, ikke syner af så meget ved siden af et såret barnesind. Ikke desto mindre er “det forkerte grin”, altså at noget lige pludselig ikke er sjovt længere, et fænomen der så glimrende, og på et personligt plan, understreger, hvad den identitetspolitiske kampplads, som efterhånden omgiver os til alle sider, også er gjort af: Jo forskelligere vi bliver, jo mindre verden bliver, og jo tættere vi kommer på hinanden, desto varsommere må vi træde.

Jeg er barn af 70erne, batikkens, trompetbuksernes, puddelhundehårets og de hæklede bøllehattes årti, et alvorstynget årti. I hvert fald i det, der var mit nærmiljø fra og med 80ernes begyndelse, hvor munkemarxismen lagde sin klamme hånd på store dele af universitetet, hvor fredssagen var sagen, arbejder-, kvinde-, miljøkampen blomstrede, og der generelt ikke var så meget at grine af. Det sidder stadigvæk i mig, det misbilligende blik den ellers søde pige i hønsestrik og smækbukser og med cubanske arbejderplakater på væggen, sendte mig, da hun spurgte, om jeg selv synes, det var sjovt. Jeg havde med enestående dårlig timing forsøgt mig med en kønsrelateret vittighed af en lidt – hvad skal man kalde det – solid og gammeldags beskaffenhed.

Men 70erne var jo også tiden, hvor nye Mont Python afsnit blev sendt sent lørdag aften på monopolkanalen, hvor Jakob Haugaards rablende aarhusianer-anarki blev dyrket i smug, og den spæde punk spjættede rebelsk i undergrunden. Jeg husker nemlig også, at vi lo meget i de år. Vi fniste en del. Det boblende, aldeles politisk ukorrekte, velsignede fnis, der holdt den politiske alvor og dens trælse fætter moralismen stangen. Deraf min livslange kærlighed til pjat og fjas og fnis og upassende morskab, som dengang kunne resultere i sure piger i smækbukser og optræk til ballade, og som den dag i dag nok kan irritere en og anden. Det er noget, jeg bestemt ikke altid er lige stolt ved, og som jeg skal vogte mig vel for ikke at udfolde alt for meget i disse altid potentielt fornærmede tider.

Lige henne om hjørnet ventede 80erne og det postmoderne letsind og The Simpsons. Og jo, jeg kan jo godt se det her på bagkant: Apu og alle de andre fra serien var stereotyper, der kunne krænke dem, det gik ud over. Men stereotyper kan jo også være sjove. De udstiller jo os alle i vores grundlæggende grinagtighed, viser os den lille selvhøjtidelige synder, der hytter sig i enhver af os, og de rydder på den måde grunden for forladelsen og nåden, som vi dybest set lever af. På den måde er jeg også lidt glad for, at have bibragt mine sønner den dannelse at kunne grine af andre, netop fordi man kan grine af sig selv. En dannelse der lige nøjagtigt ikke er ekskluderende ved at pege fingre, men inkluderende fordi vi er fælles om, sådan helt grundlæggende og i det store nådefulde perspektiv, at være til grin.

Intet retfærdiggør, at der går en lille ulykkelig indisk-amerikansk dreng rundt, fordi kammeraterne griner af ham og hans hårdtarbejdende far. Lige dér skal man styre sit grin. Intet retfærdiggør at man fastholder andre mennesker i et forvrængende billede som endimensionelle stereotyper. Krænkelse af andre kan aldrig blive et mål i sig selv. Men der hvor magten omvendt bruger krænketheden til at hytte sig i uimodsagt urørlighed og trang til at banke andre på plads i sin ideologiske eller religiøse skabelon, der er grinet ikke alene en ventil for betrængte sind, men et nødvendigt våben. Og ja, jeg tænker skam helt aktuelt på diktatorers og religiøse voldsmænds blinde raseri mod satiren og det forræderiske og ustyrlige grin. Måtte det aldrig lykkes dem. Må fniset til stadighed underminere deres hadske foretagende. Må de fejes til side i et globalt latterbrøl.