Biskoppens klummer
Nyheder
Biskop Henrik Wigh-Poulsen i sin lænestol

Rumudvidelse

Aarhus Stiftstidende, november 2021

Skulle man have glemt det under corona-nedlukningen, så vil jeg gerne lige minde om det igen: Det er godt og sundt at gå i biografen! Det er godt og sundt lige at blive rykket lidt ud af hverdagen, hvor forpligtelserne ellers kan ligge tæt, sætte sig i ind i halvmørket sammen med de andre, slukke for mobilen, lade den ligge i lommen og så ellers bare tage imod en stor fortælling om det liv, vi lever. Hvad enten det er til at grine eller græde over, om det er til eftertanke eller ren fornøjelse og underholdning.

Forleden gik jeg ind for at se den nye James Bond-film. Jeg har set langt de fleste.  I midtfirserne kørte de reprise på alle de gamle hver sommer i det, der dengang hed Biografen nede på Sankt Knuds Torv. Åh, disse minder!

Men Bond-filmenss skiftende instruktører har altid forstået, at forny skuespillerstaben (af gode grunde) samtidigt med, at de har fastholdt en masse træk og temaer, som hver gang aktiverer genkendelsens glæde hos alle os, der gennem årtierne har siddet dernede i sæderne og ladet os underholde.

Nu skal jeg selvfølgelig ikke røbe noget som helst om det sidste epos i Agent 007-fortællingen, men på et væsentligt punkt sker der noget, der ikke før er sket i Bond-filmenes univers, og som gør et vist indtryk på publikum. Det kan jeg vist godt tillade mig at fastslå!

Eller sagt på en anden måde: Vi bliver den her gang bragt et andet sted hen, end Bond-film plejer at bringe os og forlader salen med alt andet end de kække grin, vi normalt plejer at gå ud i aftenmørket med, når Agent 007 har sat tingene endegyldigt på plads. Ja, jeg observerede, at vi ligefrem var flere, der på vej ud af salen gik og duppede øjnene og pudsede næse med papirlommetørklæder fundet i frakkelommernes dyb.

Jeg græder tit under film. Faktisk sidder jeg tit og flæber lidt under rulleteksterne. Det begyndte med Lassie vender hjem, men er tiltaget gennem årene, og nu er det ligesom begyndt at stikke lidt af for mig. Det er nok alderen, der trykker. Men til en Bond-film! Helt ærligt! Men jeg var, som sagt, ikke den eneste, der havde det på den måde. Der blev helt stille inde i Sal 2.

De gamle grækere talte om katarsis, en renselse i sindet der opstår hos tilskuerne til et drama eller en tragedie, når de bliver vidne til, og selv grebet af, store følelser som frygt, sorg og medlidenhed. Det er vel også derfor, at vi kaster os frivilligt ned i sædet og giver os vores følelser i vold inde i halvmørket. Ja, selv har jeg i mere stressede eller anspændte perioder ligefrem brug for at få lukket lidt ned for hverdagsbekymringerne og tilsvarende op for de store følelser.

Så derfor er det godt og sundt at gå i biografen. Vi skal engang imellem bringes lidt ud af balance,. Vi skal skubbes blidt til, miste kontrollen en smule og få øjnene op for storheden i det liv, vi har til fælles med alle de andre. Man kan også sige, at det handler om en nødvendig rumudvidelse og om at få et andet og større perspektiv på tingene, end det du normalt anlægger.

Jeg vil i øvrigt mene, at det med rumudvidelsen og det store perspektiv, er, hvad jeg selv og mine præstekolleger, arbejder med på den helt store klinge - ja den allerstørste overhovedet - når vi på forskellige måde, rundt omkring i byens store smukke kirkerum, fortæller den bedste fortælling af dem alle.

Prøv selv!  En gudstjeneste og et biografbesøg kan sagtens lade sig gøre på en enkelt søndag.