Der er meget mere at sige om verden end at det hele går ad h.... til!

Undskyld mig, men jeg synes ikke, at der er så meget at råbe hurra for lige for tiden. En amerikansk præsident uden respekt for de demokratiske spilleregler, en pandemi der bare blive værre, trusler om COVID-mutationer, minkavlere der på brutal vis fratages deres levebrød, terror og trusler om religionskrig. Det kan godt nok være svært at holde modet oppe en gang imellem. Og så har vi for et øjeblik, midt i al den her elendighed, sat klimakrisen på midlertidigt stand-by. Men, bare rolig, den venter trofast i kulissen.

Udenfor er det efterår. De sidste blade falder snart, og mørket kryber tættere på. I kirken har nogle af teksterne, som vi læser netop på det her tidspunkt, også en stemning af krise og undergang: »Og der skal ske tegn i sol og måne og stjerner, og på jorden skal folkene gribes af angst, rådvilde over havets og brændingens brusen. Mennesker skal gå til af skræk og af frygt for det, der kommer over verden, for himlens kræfter skal rystes”. Der stikkes ikke noget under stolen her i teksten fra Lukasevangeliet. Der smøres ikke vaseline på linsen og tilsættes blød underlægningsmusik. Man kan sige, at ordene rammer stemningen lige nu ganske godt.

Men ordene er som bekendt ikke af nyere dato. De er blevet læst op ved efterårs- og vintertide igennem adskillige generationer, og på den måde kan de også være med til at sætte vores frygt lidt i perspektiv. Selvom vi føler det overvældende nu og her, så har man også før os siddet på kirkebænkene og været rådvilde over brændingens brusen. Vi er bestemt ikke de første, der er ovevældede af urolige tider. Så langt fra endda.

Men til forskel fra tidligere tider er vi også kommet meget tæt på begivenhederne rundt omkring. Takket være medierne er det nogle gange som om det, der foregår i Portland, Nice eller Armenien, foregår i vores eget nabolag. Ser vi ud af vinduet ligner verden i store træk sig selv, folk spadserer fredeligt forbi derude på Dalgas Avenue. Men når vi tænder for vores tv eller søger på vores mobiltelefon er vi omgående online med modbydelige terror-mord, gadekampe og et amerikansk demokrati i åndenød. Fokus forrykkes, og det går os på i vores dagligdag.

Så måske er det netop i det nære, vi lige nu er nødt til at finde vores trøst og hente lidt optimisme tilbage. Det kan selvfølgelig være svært nok, nu hvor pandemi-skruen strammes, men så meget desto mere, må vi se os godt om efter andre gode tegn og løfter. Selv vil jeg glæde mig over – og invitere andre til at glæde sig over – at vi d.15.november åbner et vinterherberge i nye lokaler ved det tidligere Amtssygehus i Tage-Hansens Gade. Herberget er beregnet på nogle af samfundets absolut mest udsatte, de udenlandske hjemløse, som på lovlig vis opholder sig i landet for en kortere periode, og som der derfor ikke er plads til på byens etablerede varmestuer. Vinterherberget er etableret i et samarbejde mellem kommunen, folkekirken og en række sociale og kirkelige organisationer, og der er brug for det.

Se, den slags sker der også omkring os. Det fylder ikke meget. Slet ikke i medierne. Men lige præcis i de her karrige tider, hvor vi så let lader os overvælde af overskrifter og dramatiske billeder og begrundet mismod over altings tilstand, der er det værd at have øje for og opmærksomhed på, at der er frivillige, der vil bruge tid på medmennesker i nød. De her små uanseelige ting, små ”acts of human kindness”, der foregår lige rundt omkring os, hører jo også med i billedet. Der sker også gode ting. Mange gode ting. Mennesker gør gode ting. Verden er så langt fra overladt til mørket, som vi nogle gange kan bilde os ind.

Det siger vi for øvrigt også en del om i kirken.