Fortsæt til hovedindholdet
Biskoppens klummer
Nyheder

Til konfirmation i Ramallah

Kirkeligt set - november 2019

Vi holdt efterårsferie i Jerusalem. Det var varmt, og det var voldsomt, og uforudsete ting skete. Sammen med en medferierende kollega var jeg af den lutherske biskop over Israel, Palæstina og Jordan med få dages varsel blevet indbudt til et besøg på den besatte Vestbred hos den lutherske menighed i Ramallah, hvor vi skulle deltage i søndagens gudstjeneste. Det var lidt af en køretur, som det jo let bliver i det område med mur, checkpoints og kringlede veje, men ved kirken ventede de unge mennesker og deres familie spændt. Som i enhver anden menighed var konfirmationen en lokal festdag. Biskoppen fik kys af konfirmanderne. Han var iklædt hyrdestav og hue, stemningen var rimeligt livlig, men da handlingen først var i gang, var den, trods liturgi og salmer på arabisk, til at følge med i. Vi har jo været til konfirmation før.

I Ramallahs fattige forstæder lignede det flere steder en borgerkrig, men her i den lille kirke med gudstjenestens ritual og forskellige led var der genkendelighed og hjemlighed. Hvad de på en gang betuttede, småpjattede, alvorlige og glade børn måske havde oplevet, og måske en dag vil komme til at opleve, i det uroplagede område, hvor de politiske og religiøse fronter er skarpt trukket op, gav ordene om dåbens pagt, som vi kunne genkalde os dem, en særlig tyngde, fylde og kant.

I den igangværende hjemlige debat om ritualer, liturgi og gudstjeneste tegnes de to hovedfronter af argumenter henholdsvis for og imod fornyelse, og mange slår på nødvendigheden af, at liturgien i den danske højmesse først og fremmest skal give mening og gøres forståelig for andre end de indforståede få. Uden på nogen måde at afvise synspunktet og bestræbelsen, vil jeg nu alligevel med oplevelsen i Ramallah påstå, at det store - det nogle gange alt for store og uudsigelige - i den grad kan omfavnes og omfattes af både få, fattige og nogle gange svært forståelige ord. Det fremmede kan i ritualet og liturgien hjemliggøres, så det er til at have med at gøre.

Bilvragene og ruinerne ved indfaldsvejene lå os i baghovedet. Den tunge hede ude på kirkepladsen, hvor menigheden flygtede ind i skyggerne, gav mindelser om alt andet end kåd ungdom og karske forårsdage ved danske landsbykirker. Men konfirmation var det. Ord og handlinger og genkendeligheden i begge dele gjorde det klart for os, og gav plads til alt det, som konfirmationen betyder i både Ringkøbing og Ramallah, og som vi måske ikke lige umiddelbart kan forstå og omfatte her og nu.

Inde i Jerusalem var det ugen for Løvhyttefesten. De ortodokse var ude og lufte kalotter i varierende former og materialer og et halehæng af kone og børn, hvormed de har gjort deres for at opfylde jorden og gøre den frugtbar. Stemningen var høj, glæden synlig. Lidt som en hjemlig juleuge i gågaden. Nede ved Grædemuren bad og læste de. En særlig ihærdig recitator af de gamle skrifter blev opmuntret af de omkringstående, som var det en sportspræstation, indtil han udmattet gav stafetten videre til sidemanden. Henne ved muren flokkedes de fromme, rørte ved de gamle sten, mumlede og rokkede hver for sig.

Vi boede i den østlige muslimsk dominerede bydel lige ved Herodes-porten. På de forordnede tidspunkter, fem gange dagligt, lød bønskaldet fra områdets mange minareter. De vemodige toner, der første gang lader sig høre ved fem tiden om morgenen, synges af muezzinen. Muezzinen, lyder det ikke lidt dragende mystisk? Man ser ham for sig, stående deroppe i det tidlige morgengry, mens han lader lovprisningen runge ud over tagene. Jeg var så heldig at få et glimt af ham en eftermiddag ved et rent tilfælde igennem en åben dør i en af den gamle bydels snævre gyder. En flok forbipasserende stod og så på. Og der stod han, inderst i et lille mørkt lokale, i en stribet poloskjorte og sang sit bønnekald i en gammeldags mikrofon, hvorfra det blev transmitteret til bydelens moskeer.

Jerusalem er en kakofoni af religioner, hver med deres lydelige udtryk. Og hver religion har sine ritualer. De kan fremstå som spændingsfelter og truende modsætninger. Men de kan vel også, for de respektive religioner og trosretninger, på samme måde være et udtryk for orden i det kaotiske eller for en hjemlighed i det fremmede.

Vi har som kristne al mulig grund til at være på vagt overfor lovreligion og ritualer, der bringer os på afstand af vores næste, og livet vi lever sammen. Vi har i en luthersk kirke al mulig grund til at vogte os for død overlevering og meningstom hokus pokus. Men vi har med alle forbehold det til fælles med de andre, at vi i ritualet - her vores hjemlige gudstjenestelige liturgi - kan omfatte det, der ikke kan omfattes, med få og fattige ord og handlinger. Klarhed og forståelighed er ikke det hele. Der er også den genkendelighed og gentagelse, der i et omskifteligt og uforudsigeligt liv kan bringe en smule orden i al rodet.

Det tænkte jeg også en del over på vores efterårsferie i Jerusalem og omegn.