Krig i Europa

”Solen skinner, fuglene synger. Hvorfor skal vi have krig”, sådan spurgte en ældre ukrainsk kvinde tv-reporteren, dagen hvor Rusland indledte sin skamfulde besættelse af hendes land. Så enkelt kan der jo spørges, og vi der sidder langt fra faldende granater og tanks i gaderne har mange gange her på det sidste stillet os det samme spørgsmål: Hvorfor skal vi pludselig være vidne til krigshandlinger, vi troede hørte en dunkel og fjern europæisk fortid til? Hvorfor den her opvisning af uhyrlige krigsforbrydelser blot fordi en sølle despot og hans ligesindede skal dyrke deres forløjede drømme om at genetablere tabt national storhed?

Men vi kan spørge og spørge. Svaret er det samme som for 75 år siden og så mange andre gange både før og efter: fordi menneskers trang til at vinde magt og ære på deres medmenneskers bekostning desværre aldrig går af mode. Selvom fuglene synger og solen skinner, lurer den slags altid i skyggerne, og nogle gange, når omstændighederne og personerne er de rette, kan det blomstre op og slå ud som den rene ondskab.

Der er så mange billeder, der fæstner sig i de her dage. Ikke mindst mængden af flygtende ved Polens grænser, mødre og børn der har efterladt deres mænd og fædre for at de kan kæmpe mod de talmæssigt overlegne russiske styrker. Især gør det ondt at se de små, der tavst går ved deres mors side i kulørte flyverdragter for at holde varmen i vinterkulden. Akkurat som vi har set vores egne børn og børnebørn tulre afsted i de samme kulørte flyverdragter. Men de små her er på vej væk fra deres hjem og trygge opvækst og til hvilken fremtid? Det er som om krigens og menneskers ondskab bliver så meget større, når vi aflæser den i de små og nære ting.

I det hele taget er det som om, at en krig eller katastrofe på den måde blæser noget grundlæggende fællesmenneskeligt op på det store lærred. Både hvad angår det onde og det gode. For samtidigt med, at tragedierne, der kan ramme sådan en lille helt almindelig ukrainsk familie står så rystende tydeligt frem, så ser vi også, hvad der også kan bo i mennesker af mod og opofrelse for hinanden.

Så mange har vist en enestående vilje til at hjælpe og støtte. Gode lokale folk ved grænseovergangene såvel som dem, der af egen drift har kørt den lange vej fra Danmark helt ned til det østlige Polen bare for at samle flygtende op og køre dem i sikkerhed eller bringe tøj og tæpper til de frysende. Eller tænk på dem, der vælger at blive for at forsvare deres land og landsmænd og familier uden at kunne betjene et våben. Der er masser af eksempler på opofrelse, også dér hvor mørket kan synes aller tættest. Det har den her modbydelige krig også lært os.

Hvad det ender med er uforudsigeligt. Vi har nærmest modvilje mod at se alt for godt efter af frygt for, hvad vi får øje på. Får vi et nyt jerntæppe ned gennem Europa? Vil en lavintensiv krig ulme og præge vores hverdage med ængstelighed og bekymringer? Skal vores børn og børnebørn vokse op uden tro på fremtiden? Eller vil vi vende tilbage til glemsom adspredelse og hjernetom underholdning af ren og skær afmagt?

En ting er sikkert. Vi kan ikke vende ryggen til. Slet ikke, når vi nu om ikke så længe skal modtage store grupper af flygtende. De vil kræve noget af os, og de vil gøre krigen anderledes nærværende som konkrete menneskeskæbner, der har brug for vores hjælp og opbakning. Jeg håber og beder til, at vi alle må gøre vores bedste for at være deres næste og hver især gøre gavn, som vi nu bedst kan og formår. Og nu kommer foråret, og solen vil skinne og fuglene synge igen. På trods.