Biskoppens klummer
Nyheder

Aarhus og de høje huse

Aarhus Stiftstidende, marts 2021

 

”Aarhus Før og Nu”, hedder en Facebook-gruppe, som jeg varmt kan anbefale. I hvert fald hvis man som jeg er lidt af en historienørd, der tænder på sort-hvide fotografier af gadepartier fra forrige århundredeskifte med fodgængere, cykelister og sparsom biltrafik. Det er nu engang en særlig vemodig fornøjelse at genkende bygninger og vejforløb på hundrede års afstand, hvor dem, der dengang fyldte gaderne, for længst er døde og borte. Men det er også med til at understrege, at vores by er som en levende organisme. Den er altid i udvikling, altid i forandring. Vi kommer kun lige forbi, som på gennemtræk.

I netop disse år, hvor det går så forrygende stærkt med byens udvikling, er det måske endnu mere slående. Hvad der før kunne tage flere generationer, skyder nu op nærmest natten over. Mit blik på byen, der blev formet i firserne, støder hele tiden ind i nye bygninger og ændrede kvarterer. Nogle gange ømmer jeg mig og ærgrer mig over, at små skramlede, men stemningsfulde gadestrøg, pludselig er jævnet med jorden (Sandgravvej). Andre gange glæder jeg mig over, hvordan nye områder med nye muligheder kommer til syne i områder, man aldrig kom i før (Sydhavnen).

Sådan tror jeg, de fleste af os har det, og derfor kan forandringerne, som for tiden nærmest står i kø, få lidenskaberne i kog. Lynhurtigt trækkes fronterne op mellem byplanlæggere, politikere og pengestærke investorer på den ene side, og så vi midaldrende, der bare hader, når den gamle by, vi bærer i vores hjerte, igen skal forstyrres af et megalomant højhusprojekt. Men som min kone siger til mig, når jeg på vores søndagsgåtur brokker mig over altings forandring, så handler det jo også om, at der er mange andre end os, der gerne vil ind til byen, og at man jo ikke bare kan fryse den fast i vores minders billede.

Ikke desto mindre, og med al respekt og forståelse for politikernes dilemmaer og gode viljer, så er vores pengestærke, udviklings- og optimeringsglade tid blevet en udfordring for den gamle by-organisme, hvor lag besindigt har føjet sig til lag og slidt og formet af generationers brug. Nu da vi pludselig, har fået ressourcerne til at bygge meget og bygge stort, og hvor efterspørgslen boomer og byen vokser, så er det nogle gange som om, at en enkelt generations ekspansionslyst og –evne får lov til i den grad at sætte et voldsomt præg på helheden. Et præg der ikke just er kendetegnet ved beskedenhed og tilbageholdenhed, men en særlig byggestil, der skal signalere potens, magt, styrke og her-kommer-jeg og jeg-kan-bygge højere-end-jer-alle-sammen.

Og så ligger den gamle bykerne der med dens hundredevis af år på bagen, med dens i sammenhængen lillebitte domkirkespir, og syner en smule klemt, omgivet af giganter, der afspejler et meget kort tidsforløbs æstetik og idealer. Jeg ved godt, at det er svært at forudsige, hvordan smag og behag er om 50 eller 100 år, men min kolde frygt er, at man engang vil græmme sig over kvæstede kvarterer og en selvhævdende byggestil uden sans for sammenhænge og respekt for de små skæve og skramlede steder, der giver en by sjæl.

Jeg håber så inderligt, at dem, der følger efter os, også kan gå søndagsturen, hvor den gamle småsure mand, nok vil brokke sig lidt (hvad andet kan man forvente?), men hvor han og konen også glæder sig over en harmonisk sammenkomst af gammelt og nyt. En by, hvor der er plads til både erindringerne, de indre sort-hvide billeder, og glæden over de nye muligheder og miljøer.