Biskoppens klummer
Nyheder

Byens kirkegårde

Klumme - Aarhus Stiftstidende, marts 2020

Kirkegårdene optager en stor del af byens areal. De ligger uantastet, hvor de har ligget i mange år. Bag træer, buske og hegn, gennemskåret af stier og omkranset af gader og indfaldsveje. De har deres egen stilfærdige dagsorden som en arbejdslads med rutiner og gøremål, dyrelivet er faktisk både varieret og omfattende herinde, og så kan vi følge årstidernes skift på tæt hold. Nogle gange har vi ærinde på kirkegården, fordi vi har en grav at besøge, eller fordi vi deltager i en begravelse. Andre gange skrår vi hastigt ind over på vej fra det ene sted til det andet.

Men kirkegården, hvor vi opbevarer eller gemmer vores døde, har også så meget andet at byde på. Den fortæller os først og fremmest en masse om vores fælles historie, om dem der færdedes i byens gader og boede i byens huse længe før os. På Nordre Kirkegård ser vi de mere ambitiøse gravmæler over datidens spidser og bedre borgerskab. På Vestre dominerer senere tiders demokratisering og lighedstanke med små sten i græsset og anonyme urnegrave. Ligesom det bliver mere og mere tydeligt, at vi er et land med flere religioner og nationaliteter.

På kirkegården bliver vi også konfronteret med vores egen forgængelighed. Vi bliver mindet om, at vi selv skal dø. Og det tager vi ikke skade af. Tvært imod, tænker jeg. Når du går ind ad lågen, ind i stilheden med hovedet fyldt af alle hverdagens gøremål og bekymringer, er det godt at blive mindet om, hvor lidt de i grunden fylder sådan i evighedens store perspektiv. Dem, der ligger rundt omkring dig, gik måske ligesom dig her og troede, at de og deres problemer, glæder og sorger var noget ganske enestående.

Og når du så går ud af lågen, tilbage i byen og dens trafik og hverdag igen, har du måske med dit besøg i de dødes have fået lidt perspektiv på tingene. For hvad betyder noget, når det kommer til stykket? Hvad er det vigtige i det her korte liv?

På kirkegården kan vi komme med vores sorg. Den er der måske ikke så meget plads til og rum for, hvor vi ellers kommer. Den døde, der er taget fra os, har her sit sted, hvor vi kan komme hen, og hvor vi måske føler, at vi kan føre den samtale, vi savner, videre. Nogle lægger en blomst eller efterlader en lille ting, der betyder noget, som kun de ved. Børn lægger nogle gange en tegning eller en skrevet hilsen. Flere og flere sætter et lys. Vi, der er mere old school, beder et stille fadervor. Hver har vi vores måde til at holde fast ved den, vi mangler. Bare lidt endnu.

På den måde kan der også være en lille trøst ved en grav. Det at kunne plante en blomst eller et lille træ og fjerne lidt ukrudt, gør godt, fordi man i det mindste kan gøre noget. Bare en lillebitte smule. Og som årstiderne skifter, og år føjer sig til år, er det også, som om man måske begynder at kunne leve bedre med sorgen og bedre have den med sig i sin hverdag. Læg også mærke til de små skriftsteder, der står på især de ældre gravsten. Små sentenser fra Bibelen, der taler om det store håb, at det ikke er det store sorte intet, der venter os på den anden side.

Af og til er der nogle, der mener, at kirkegårdene i højere grad skal åbne op for byens borgere og i højere grad invitere indenfor til rekreative formål. På Assistens Kirkegård på Nørrebro i København er der mange af de lokale der bruger den til solbadning og til at hænge ud på med en kop kaffe og en god snak. På en sjællandsk kirkegård havde man arrangeret motionsløb, og enkelte steder drømme man om legeplads og picnic-område på de tomme arealer, som der pga. urnegrave og askespredning bliver flere af.

Og det er jo fint, at flere får øjnene op for de smukke områder, som her i byen, ligger så centralt og med så meget fælles historie og smukt for øjet. Jeg tænker bare, at det er vigtigt, at huske på, at kirkegården ikke er, som byens andre rum. Den er noget særligt og anerledes, fordi den også skal give plads og stilhed til dem, der kommer med tungt hjerte eller som trænger til en pause, hvor man kan tænke dybere og længere end arbejde og indkøb, og hvor døden og dermed også livet, vi lever, bliver en lille smule mere nærværende.