Biskoppens klummer
Nyheder

Badehuset på Aarhus Ø

Kirkeligt Set - marts 2020

Aarhus Domkirke ejer et badehus. Ikke sådan et der er omgivet af marehalm og lune sandklitter. Men måger er der nok af, og lige udenfor i havnebassinet ankommer og afsejler færgerne fra og til Sjællands Odde. I badehuset sker der ganske meget. Pladsen herinde er ikke overvældende og antallet af siddepladser tilsvarende begrænset. For her kommer det mere an på mødet, nærheden og samtalen. Alt det som sognekirken, dvs. domkirken inde i den gamle bymidte, i al dens pragt, magt og vælde, ikke altid er lige velegnet til.

Badehuset ligger sammen med andre lignende “badehuse” ude på Aarhus Ø, hvor det fungerer som forsamlingshus og kirkelig forpost i en ny bydel, der har tårnet sig op på ganske få år. Mange er flyttet ind i de progressivt formgivne nybyggerier. Bygherrerne har sværmet om stedet som bier om en sukkermad, og nu er de netop gået i gang med at bygge, hvad der ganske ubeskedent bliver kongerigets foreløbigt højeste hus, “Lighthouse”, kaldet.

Det lokale fællesskab, livet mellem husene, halter endnu lidt bagefter, men det forsøger den lokale (dom)kirke så at gøre noget ved, når de inviterer indenfor til små oplæg og arrangementer, hvor kirkens præster eller medarbejdere og frivillige - ikke mindst dynamiske og altid sprudlende Shalah - sidder med og byder på kaffe.

Mange, og mange forskellige, kommer forbi. Dørtrinnet er ikke særligt højt. I hver fald ikke i overført forstand. Hele facaden er af glas. Man kan se ind, og man kan se, at dem derinde har gang i meget godt.

Jeg vandrede den lange vej ud til den nye bydel en blæsende og regnfuld lørdag formiddag for nogle uger siden. Jeg var inviteret til i en times tid at vælge og kommentere sange fra Højskolesangbogen. Mange var mødt op. Unge og gamle, sammen og hver for sig. Det var for alle vinde/ så hyggeligt derinde. Vi sang årstidens sange. Jeg prædikede lidt. Der blev fortalt historier fra det gamle Aarhus, og bagefter gik vi gennem regn og blæst (det blæser altid ude på Aarhus Ø) hver til sit.

Jeg tænkte på den lille gode time i Badehuset, da jeg læste Hans Raun Iversens fine kirkeanalyse (KD 5.3) om, hvordan kræfterne er sivet ud de gamle kirkelige bevægelser. De er ikke længere, hvad de var engang, skriver Iversen og spørger om folkekirken kan klare sig uden de gamle åndelige kraftcentre, der i mange år satte deres præg på sognene, det lokale kirkeliv og den kirkelige debat som sådan.

Det er jo en konstatering de fleste af os i det folkekirkelige nærmiljø kan gøre os: at vækkelsernes og de kirkelige retningers surdej efterhånden har mistet kraft og indflydelse. Det er ikke længere dem, der på selvfølgeligste vis kalder og korrigerer læg og lærd og let og umiddelbart lader sig identificere rundt omkring på kirkebænkene og i menighedsrådene.

Og jeg spørger så: er det snarere sådan nogle som dem, der kommer forbi og falder indenfor i Badehuset, der nu kommer til for at sætte deres præg på dansk kirkeliv? Er det de her tilkommende, unge og gamle, sammen og hver for sig, med deres højst forskellige historier, spørgsmål, forventninger og livsfortællinger, der kommer for at kalde og korrigere?

De kommer ganske vist ikke som de gode gamle vækkelsesfolk og repræsentanter for kirkelige retninger med en solid ballast af bibellæsning, forkyndelse og from indforståethed. Men de kommer forbi, rigtig mange af dem, akkurat ligesom de gamle, med en sult, en længsel, en trang efter noget andet og mere. Men også med en vagtsomhed overfor alt for høje dørtrin og en dagsorden, de ikke rigtig kan forstå eller forholde sig til.

Nogle gange tænker jeg, at vi længe og af gammel vane mest har orienteret os efter de forsvindende kirkelige retninger og gamle vækkelsesbevægelser. Vi har brugt dem som en slags positive pejlemærker og af samme grund længe og forgæves spejdet efter noget, der mere og mere har fortonet sig. Derfor også kommentatorernes hyppige lamentationer over en folkekirke i forfald og under afmatning: ak, hvor forandret, et eroderet ståsted, en udflydende ligegyldighed, en sumpet midtbane, en forsvunden lidenskab! Vældige klagesange der paradoksalt lød ekstra højt og gennemtrængende med den nylige konstatering af, at folkekirkens medlemstal fortfarende er højt.

Men, undskyld mig. Hvad med at tage det faktum, at folk i høj grad vælger at blive i folkekirken, til efterretning? Hvad med at se på dem, der trods alle dystre forudsigelser og småfrelst ringeagt er blevet? Hvad med at have dem, der bliver lidt mere for øje end dem, der alligevel så småt er ved at forlade bygningen?

Som sagt: måske andelen af de 75% vi sjældent ser, er vores nye vækkelsesbevægelse, eller rettere en bevægelse af nogle, der gerne vil vækkes og tales til. Nogle der gerne vil os, og høre hvad vi har at byde på, men som måske savner i højere grad selv at blive kaldt på. Meget tyder jo på det. Badehuset på Aarhus Ø er en lille indikation blandt mange.

Hvad der forlanges af os, er, at vi rækker ud, lærer dem at kende, for netop at lade os korrigere, vække og kalde på, og vi kan gøre det gamle uundværlige budskab hørt til håb, mod og trøst i nye generationer.