Fortsæt til hovedindholdet
Biskoppens klummer
Nyheder
Portræt af biskop Henrik Wigh-Poulsen

Øgajerne

Aarhus Stiftstidende, maj 2022

Jeg flyttede ind i Ny Munkegade i efteråret 1979 og flyttede ud igen otte år senere. Nu har vi en lejlighed lige henne om hjørnet i Samsøgade, som min yngste søn er flyttet ind i sammen med sin kæreste, og henne i Fynsgade bor min næstældste søn med kæreste og barn. For at det ikke skal være løgn bor mine to niecer i henholdsvis Ny Munkegade (samme ejendom, som jeg boede i dengang i sidste århundrede) og lige overfor i Fynsgade.

Øgaderne (“øgajerne”) blev med andre ord vores skæbne. Derfra min verden går, og dertil vender jeg tilbage. Så det er naturligvis med stor interesse, jeg for tiden bladrer i en netop udgivet fotobog, der i disse dage ligger på vores sofabord i den anden ende af byen.

Den bærer den ikke videre mundrette, men meget dækkende titel: 27.7-7.8.1970 Århus Øgadekvarteret. Fotografen hedder Jørgen Borg, og han har hen over en halvanden uges tid, med sit kamera, indfanget en række mennesker og situationer fra kvarteret, ni år før jeg flyttede ind. Lige netop i de dage var der inviteret til en stor vejfest og fælles kaffebord i Sjællandsgade. Områdets nye indflyttere, ungdomsoprørs-generationernes fortropper mødte gadernes gamle beboere: havnearbejderne, butiksindehaverne, funktionærerne, pensionisterne, og hvad de nu ellers var beskæftigede med, dem der endnu satte deres præg på de gamle gader i de år.

Det ændrede sig som bekendt siden hen. Købmandsbutikkerne, der dengang optog snart sagt hvert eneste gadehjørne, forsvandt sammen med alle de andre små familiedrevne specialbutikker, værksteder og værtshuse. Nu er de studerende, småbørnsfamilierne, og alle dem med - i forhold til dengang - pæne indkomster flyttet ind, bilerne holder tæt parkeret, og kun få små forretninger holder skansen.

Det er på den måde et stykke Danmarkshistorie Jørgen Borgs fotobog dokumenterer med sort hvide fotos af børn der leger på gaderne og mellem vasketøjstativerne i baggårdene, der dengang, før de kreative og økonomiske velpolstrede klasser tog over, ikke var specielt hygiejniske og velfriserede. Vi ser hattebeklædte herrer med seriøse ærinder og en smøg i munden, kvarterets koner i lavmælt samtale, øldrikkende folk på trappestene. Masser af liv, masser af stemning, masser af forskellighed.

Og nu er de fleste af dem døde, mens de legende småfolk på billederne tælles blandt de midaldrende, der lige nu, ligesom undertegnede, sidder med bogen og mindes og synes de savner noget, som ikke er længere, fordi byen vokser og forandres, og vi allesammen ligner hinanden mere og mere.

Men på den måde er Borgs fotobog også en anskueliggørelse af byens væsen, når den som en levende organisme er under konstant forandring, hvor vi så mange år senere nok kan genkende gaderne, husene, omgivelserne, mens alle dem, der på de stemningsfulde billeder færdedes her, ikke er her længere.

Måske skal vi tænke på det en gang imellem, når vi sukker og tænker, at alting er “ak, hvor forandret”, for det har altid været “ak, hvor forandret”. Dem, der på billederne repræsenterer det gamle Aarhus, som sagt alle havnearbejderne, butiksindehaverne, funktionærerne og pensionisterne, har tydeligvis også siddet der og set de nytilkomne an, når de kom svansende med deres lange hår og løse manerer og alternative indstillinger til samfundets indretning. Den gamle flok har siddet og set på den nye flok og tænkt deres. “Ak, hvor forandret”. 

Selv håber jeg, at når jeg engang træder ind i pensionisternes rækker og flytter ind i Samsøgade, vil blive bedre til at se, hvad der rent faktisk er, fremfor forgæves at spejde efter noget, der var engang. På den anden side: hvis erindringslaget helt forsvinder, vil det tage poesien ud af gåturene i de gamle gader. Et resonansrum vil mangle. Så tak til Jørgen Borg for at bidrage til de erindringer, vi mennesker trods alt ikke kan leve foruden!