Biskoppens klummer
Nyheder

Det skæve Danmark

Aarhus Stiftstidende, maj 2021

Vi har et sommerhus i den nordligste ende af Djursland. Det er et gammelt familiested. Jeg er kommet der så længe jeg kan huske, og huset har været det hjemlige islæt i et langt præstefamilie-liv med skiftende adresser. Når det en gang imellem lykkes os, at få tilrettelagt en friweekend, kører vi derud af nogenlunde samme rute fra vores hjem her i Marselisområdet. Det er en god måde at geare ned på. Jeg tror, de fleste sommerhusejere kender til fornemmelsen af tunge byrder, der ligesom vælter af skuldrene, efterhånden som man nærmer sig sit fristed. Dér hvor fuglesangen og vinden i fyrtræerne har monopol på lydbilledet.

Men især én ting har gennem de seneste år slået mig, hver gang vi har kørt turen. Og det er, hvad alle statistikker for øjeblikket også peger på, nemlig at landet i de her år udvikler sig skævt. Afstanden mellem vores bopæl og sommerhus er ca. 60 km, men det er nogle gange som at rejse fra et Danmark til et andet. At boligpriserne er ikke de samme, er vist klart for de fleste. Efterhånden er byen jo lukket land for unge familier med jævne eller almindelige indkomster. Koncentrationen af dyre tyske biler er ikke så høj på Norddjurs som her i nabolaget. Ligesom man på de kanter også generelt er mere tilbageholdende med at købe og rive millionvillaer ned for at lade nye opføre.

Forfatteren Lars Olsen skriver i bogen ”Lige børn leger bedst” om en opdeling af landet og befolkningen, hvor byerne i stærkt stigende grad bebos af de højere indkomstklasser, mens dem, man i gamle dage kaldte ”arbejderklassen”, rykker ud i forstæderne eller længere ud, og hvordan de lever i forskellige virkeligheder eller afsondret i ”parallelle” virkeligheder. Det er en international tendens, som vi har set grimme udløbere af med Frankrigs ”Gule veste” og i et USA, hvor Trump i den grad byggede med på en polarisering mellem land og by, mellem den jævne befolkning og eliten.

De dystre perspektiver bekræftes af sociologerne, når de beskriver, hvordan opstigningen i samfundet, status og privilegier i stigende grad er reserveret for de få, mens stadigt flere fastholdes i lavindkomstjobs som tilskuere til de særlige og succesfulde, der boltrer sig på de sociale medier. Jeg hørte en af dem tale om en ”skuffelsesgenerator”, men det kan også blive en ”vredesgenerator”, når man finder sig selv sat udenfor, kørt af sporet, uden for de besiddendes, meningsdannendes eller bestemmendes kreds.

Jeg håber inderligt ikke, at vi er der endnu. Men enhver, der har øjne i hovedet og dertil en vis alder og dermed været vidne til samfundsudviklingen gennem de sidste årtier, kan se, at selvom de fleste af dem vi kender og omgås, får stadigt bedre levevilkår, så er der også rigtigt mange derude, der er på en sliske på vej nedad. Og det er vel pointen i det hele, at vi i stigende grad kun kender vores egne, som vi deler udsyn og privilegier med.

Der er mange gode folk i den folkekirke, hvor jeg har mit virke, der arbejder målrettet med at imødegå den udvikling og have opmærksomheden rettet mod netop dem, vi andre har det med at tabe af syne. Jeg kunne give mange og gode eksempler på fine tiltag rundt omkring i stiftet, men vil her nøjes med at fortælle om et initiativ kaldet ”Social Drive Out”, som er et samarbejde i Norddjurs mellem KFUMs sociale arbejde, Café Grenaa og folkekirken. Frivillige kører regelmæssigt rundt til mødesteder i kommunen, uddeler hjælpepakker og mødes med alle, der har brug for en snak og en kop kaffe.

Jeg havde selv det privilegium at være med på en tur i efteråret og hilse på nogle af dem, der af forskellige grunde helst holder sig for sig selv - indbyggere i ”det skæve Danmark” for hvem det at være med og blive set og være med i en samtale betyder uendeligt meget. For mig at se er det fremskridt: at vi som samfund og fællesskab stadig har overskuddet til at række ud og komme ud fremfor at blive siddende i vores ghettoer og trygge kendte selskab i et stadigt mere opdelt Danmark på den kendte vej mellem villaen og sommerhuset.