Biskoppens klummer
Nyheder

Kirkeligt Set - september 2019

Det nære og det fælles som to evigt konfliktende perspektiver i folkekirken

 

Jeg besøgte et af stiftets mindre pastorater, og i den anledning var der flere ting, vi lige skulle have vendt, menighedsrådet og jeg. Som så ofte før, når den slags samtaler føres, begyndte vi med de lettere og mere uforpligtende anliggender, mens vi hver især forberedte os på de tungere, som vi godt vidste kom længere nede på listen.

Og som så ofte før var dét, vi sammen nærmede os med forsigtige skridt, rådets gnavende fornemmelse af, i nogle anliggender, ikke altid at være herrer i eget hus. Man syntes vist nok, at andre i det folkekirkelige system blandede sig vel rigeligt. Jeg husker ikke rigtigt om det var provstiet, stiftet, kirkeministeriet eller alle tre instanser i skønsom blanding. Tydeligt var det i hvert fald, at man følte sin lokale sognekirkelige myndighed gået for nær.

Kirkeværgen udlagde de dybere årsager til i hvert fald hans utilfredshed, så det var til at forstå. I hans stilling på en af regionens største arbejdspladser, berettede han, blæser forandringens vinde uafladeligt. Beslutninger tages, og beslutninger omstødes på kontorerne længere oppe af gangen. Sådan er det jo der, hvor ting sker, og mange mennesker er involverede. Men derhjemme i landsbyen, i sognet, i nærområdet, i menighedsrådet, har han den glæde sammen med de andre rådsmedlemmer, at kunne udstikke kursen og præge det lokale kirkeliv.

Lige netop dét er hans glæde og motivation, som han sammen med andre menighedsrådsmedlemmer fra tid til anden føler anfægtet. Det være sig, når provstiudvalget kradser de overskydende frie midler ind, anfægter beslutningen om at ansætte en gravermedhjælper eller deres ønske om at hæve organistens løn. Eller når stiftsøvrigheden sætter foden ned i forhold til idrætsforeningens beslutning om at sætte lysmaster op i betænkelig nærhed af kirken. Eller når der pludselig indfinder sig 23 kg tryksager om liturgi, som man forventes at læse og diskutere hen over vinteren. Eller når biskoppen melder sig på banen med strukturændringer. Eller man venter syv lange og syv brede på at få svar på en forespørgsel til Kirkeministeriet. Eller - nu vi er ved det - man skal huske alle de forbandede koder til DAB´en.

“Det er et trægt system”, lyder det opgivende. “Det er altid dem længere oppe, der bestemmer”, knurrer nogle. “Kan vi ikke bare få lov til at passe vores i forvejen omfangsrige dagsorden”, sukker andre. For det handler om to evigt konfliktende perspektiver i folkekirken, der sættes med hensynet til henholdsvis det lokale og det fælles. To konfliktende perspektiver der pludselig kan åbne sig som teutoniske sprækker og jordfaldshuller midt i sognegårdens mødelokale, under et af de ellers så fredelige (og hyppige) møder, der kendetegner den folkekirkelige organisation. Men det er også to perspektiver - det lokale og det fælles - der er inderligt forbundne og indbyrdes afhængige og fatale at holde adskilte.

For hvad var folkekirken, og hvad skulle folkekirken gøre, hvis det ikke var for den ovenfor citerede kirkeværge og hans slags, alle de gode folk med det lokale engagement som tager de nære beslutninger og besidder viljen til at kæmpe for deres sted, deres sogn og deres kirke? Og hvad var folkekirken, og hvad skulle folkekirken gøre som fælles folkekirke uden et ligeså demokratisk baseret tilsyn med en fælles økonomi, ansættelsespolitik, liturgi, bygninger og præstefordeling?

At de to perspektiver fra tid til anden konflikter, er der ikke noget at sige til. Det hører sig til. Det holder folkekirken i bevægelse og de forskellige instanser til ilden. Det værste der kunne ske, er indtoget af den tendens, vi kan iagttage på et helt andet politisk niveau, man kan næsten sige et globalt politisk niveau, hvor og når fronterne fryser fast. På den ene side som en trang til kun at ville sit eget, sin egen historie, sine egne værdier, sin egen identitet, sine egne grænser i modsætning til alle de andre, der i hvert fald ikke vil os det godt. Eller, på den anden side, som en tilbøjelighed til at køre uden om de besværlige typer, ved at isolere sig i sit eget overordnede lukkede politisk-administrative kredsløb. 

Fri os i folkekirken fra sådan en ideologisk, værdipolitisk galvanisering med dertil hørende interessekonflikt og positionering, hvor man slår skodderne for og trækker gardinerne ned og melder sig ud af netop det fælles folke-kirkelige! Om det så handler om økonomi, liturgi, strukturer eller noget som helst andet, så lever vi altså både af det fælles nære engagement OG viljen til at lade os bevæge af det, der bevæger sig omkring os i vores omverden på så mange niveauer og måder.

En ting er sikkert: i samme tempo, som de forandringer finder sted (og det tempo bliver ikke mindre), skal vi lokalt fastholde samtalen, dvs. forpligte de potentielt konfliktende perspektiver på hinanden. Vi kan ikke skjule os eller forskanse os i hvert vores eget, om det så udgøres af hensynene til det lokale eller til det fælles. Vi kan ikke bare forvente at blive ved med at gøre, som vi altid har gjort.

Vores redning i den sammenhæng er, tror jeg, at vi til stadighed er forpligtede på hinanden, er tætte på hinanden og i den grad er nødt til at tage de møder, over kaffekopperne og med den dagsorden, hvor de sidste punkter ofte er de sværeste.