Kirkeligt Set - maj 2019

Jeg havde den ære og fornøjelse for et par måneder siden at prædike i Beiruts evangeliske kirke den smukkeste forårsdag et sted i den engang så krigshærgede bys centrum.  Prædikenen blev holdt på engelsk, liturgien og salmerne var på arabisk, og Aarhus stifts provster sang “Blomstre som en Rosengård” på dansk, så ikke et øje var tørt. I hvert fald ikke provsternes.

Udenfor på pladsen foran kirken bød menigheden på kirkekaffe, og i kirkedøren stod kirkens præst og tog afsked med menigheden. Han bad mig stå ved sin side og hilse på. Søndagshilsnen og den lille korte snak med hver enkelt kirkegænger var så genkendeligt som noget. De kyssede mere end vi plejer, i hvert fald her i stiftet. Men bortset fra det kunne det foregå i en hvilken som helst dansk folkekirkemenighed. Arabisk salmesang eller ej, vi følte os hjemme, budskabet bar her som der, og vi blev opbyggede. 

Skulle vi et øjeblik glemme, at vi ikke befandt os i Midtjylland, men i et potentielt uroligt hjørne af Mellemøsten, blev vi hurtigt mindet om det ved synet af de tungt bevæbnede soldater, der stod og nød en smøg i et hjørne af kirkepladsen i den søndagsstille bymidte. Nærmeste naboer er Syrien og Israel, og indviklede etnisk-religiøse konflikter rumler under den tilsyneladende rolige overflade.

Det er vel, hvad globalisering også handler om: at det kan være så hjemligt og genkendeligt som noget - i dette tilfælde en søndag morgen med en lyttende, syngende og kaffedrikkende menighed - men at helvede pludseligt kan bryde løs. For vi ved godt, at de er derude: et trans-nationalt parallelunivers af hadefulde ekstremister i rastløs dødsdyrkelse, konstant parate til at bane Herren en vej i en kompliceret og sammensat og rodet verden ved at gøre det hele til et dejligt enkelt anliggende om hævn, udrensning og dem mod os.

Og så rammer de ellers et hvilket som helst sted på kloden. Særligt gerne husene hvor vi finder håb, trøst og styrke i noget andet end os selv, og hvor vi har hjemme i vores tro. Synagogen i Pittsburgh, Moskeen i Christ Church, kirkerne i Sri Lanka. En tværreligiøs massakre hvor der bliver kortere og kortere tid mellem hvert anslag. Det virker, fordi det rammer os, hvor det gør mest ondt. Og det gør os vrede, fordi de myrdede menigheder også repræsenterer noget genkendeligt, hjemligt og fælles og dermed hjertets anliggender, det dyrebareste, det umistelige i en verden, hvor vi ellers kan miste så meget.

Derfor er en af globaliseringens helt store udfordringer, at vi trods vores angst eller vrede ikke lader os gribe af den drift efter enkelhed, der er så fristende, når verden roder. Respekt for de libanesiske politikere og kirkefolk, der knokler for at få tingene till at hænge bare så nogenlunde sammen i et konstant truet demokrati og en konstant udfordret religiøs sammenhængskraft. Respekt for de religiøse repræsentanter, der rundt omkring hvor terroren rammer - og modsat alverdens værdikrigere hvis primære mål er at ophidse et hjemligt publikum - forsøger at dæmpe gemytterne eller holde sammen på deres menigheder i de fjendtlige næromgivelser. De er, som en tidligere pakistansk biskop fortalte mig, mere interesserede i at blive husket af og forblive i kontakt med deres medkristne rundt om i verden end at være en del af vestens kulturkamp.

I det hele taget er det i høj grad overlevelse, der er på dagsordenen i de kristne menigheder i Mellemøsten. På det teologiske studium, Near East School of Theology i Beirut, talte jeg med to studerende fra henholdsvis Vestbredden og Damaskus, hvis teologiske udsyn i den grad var præget af den politiske situation, de var rundet af og stod i til halsen. Jeg tænker ikke de er alverdens enige, hvad teologien og det politiske angår, men de skal kæmpe og stå fast, når de kommer hjem til deres menigheder engang. Så også her er støtte, kendskab og personlige relationer af afgørende betydning for at kunne betjene og opretholde ellers truede og isolerede menigheder.

Derfor skal denne klumme også munde ud i en varm anbefaling af de hjemlige kirkelige organisationer, som har et bredt og velkonsolideret kontaktnet, der kan operere i et politisk-religiøst misk-mask og dermed støtte med andet end politiske manifestationer og store ord. Folkekirkens Nødhjælp, Danmission, Bibelselskabet, Det Mellemkirkelige Råd, samt alle de hæderkronede missionsselskaber (ingen nævnt, ingen glemt). For det kan, indrømmet, være lidt svært for en udenforstående at overskue feltet. Men for mig at se er det også en anbefaling. De er måske ikke så spektakulære og overskriftsparate i deres udmeldinger og går nødvendigvis ikke den lige vej, men de kommer på forskellige måder og på forskellige steder derhen, hvor det ellers kan være svært at nå.

Og lad mig så også lige nævne tv-stationen Sat-7, der fra en adresse i Beirut, producerer programmer, der når langt ud til isolerede menigheder og flygtningelejre i en region, hvor islamistisk vold og hadtale kan være en del af dagligdagen. Og som de fortalte, da vi besøgte dem, så handler det ikke om opflammende propaganda, men formidling af inkluderende værdier, hvor ikke-kristne også kan se med (hvad de rent faktisk også gør). Oplysning, håb og mod via parabolantenner!

Kort og godt: Der er mange, der yder et kolossalt stykke arbejde med, diskret og vedholdende, at hjælpe og støtte forfulgte kristne i en religiøst og politisk kompleks hverdag, mange organisationer, aktører og selskaber som vi på forskellige vis bør og kan støtte. For hvad det angår, kan vi alle kun gøre det bedre.