Kirkeligt Set, juni 2020

Advarsel til læseren! Dette er endnu en folkekirkelig post corona-refleksion. Jeg kan ikke lade være. Hele vores organisation er blevet trykprøvet. Der er så meget, der skal tænkes over, så meget at tage ved lære af. Til gengæld lover jeg: ikke et ord om videogudstjenester. Derimod en hel del om præsterne, der knoklede for at få det hele til at hænge sammen og også forholdet mellem kirke og stat, der efterfølgende er kommet til debat.

Lige nu har vi nu mest travlt med at mødes ude i den virkelige virkelighed, se hinanden i øjnene og lave kiksede hilsemanøvrer. Lidt spændt var jeg da selv på, ved et par lejligheder i de forgangene uger, at møde større forsamlinger af præster, der fra frontlinjen er vendt tilbage til kollegiale forsamlinger med masser at tale om. For hvad bringer de med sig tilbage til normaliteten. Hvad tænker de om beredskabet? Holdt forbindelseskæderne til Kirkeministerium, bisper og provster?

Mange af præsterne, fornemmede man, sad billedlig talt med håret blæst godt tilbage. De havde, syntes de, i mangt og meget sejlet deres egen sø, og gjort sig erfaringer på den hårde måde, som man jo gør det, når hverdagen er væk, og rutinerne smuldrer. Nærheden til menigheden, som er den store folkekirkelige muskel, skulle i fraværet af de faste retningslinjer omsættes til forhandling, skønsomhed og hurtige beslutninger. Nogle gange på to hjul i svinget.

Det er hårdt arbejde. Sørgende pårørende skal forklares, at pladsen i kirken er begrænset. Regler, der er uden indre logik, men udtryk for politiske beslutninger natten over, skal udlægges for en undrende menighed.

Og så var der konfirmationerne! Forklar lige en konfirmand-mor, der har glædet sig til at kunne fejre lillepigens store dag, at der altså ikke lige er plads til familien fra Mors, eller at hun efterfølgende ikke kan stå udenfor i solen og fjante i flok med vennerne. Facebook-trådene tog til at gløde rundt omkring med sognepræsten i en absolut ufortjent skurkerolle. Det er ikke det rene sjov for en så central person i lokalsamfundet, hvor gensidig tillid i det lokale binder så uendeligt meget sammen, og gør det godt at være præst.

Selv i de stille perioder, som der naturligt nok var flere af, kunne det larme. Ansvarsbevidstheden og samvittigheden og den slags besværlige størrelser gjorde spektakel. For kan jeg gøre det bedre for at opretholde kontakten til min menighed? Burde jeg nu ikke gøre som i nabosognet, hvor de får masser af likes på Facebook, og der tilsyneladende ingen grænser er for opfindsomheden?

Der kan tales længe om alt det gode og spændende og nytænkende, der kom ud af coronakrisen i folkekirken: Hitpåsomheden, når det gjaldt om at bringe budskabet videre (og som givetvis vil befrugte dansk kirkeliv fremadrettet), den pludselige kontakt til en ny menighed og samarbejdet med forskellige aktører i lokalmiljøet, tiden til samtalerne og ordene der vandt klangbund.

Alt det vil vi høre mere om. Men knokleriet for overhovedet at holde sig inde i kampen under de givne forhold med et slumrende menighedsfællesskab og afstand mellem rækkerne er også værd at have sig for øje som et vilkår, når strukturerne momentant bryder sammen på den måde, de nu engang gjorde i det forsømte forår 2020.

Og kommunikationen gennem systemet, hvordan gik det lige med den? Tja bom. Velsmurte drejebøger og gennemprøvede handlingsplaner følger jo sjældent i kølvandet på katastrofeopbremsninger. Men som ikke uvildigt vidne vil jeg nu påstå, at kommandolinjerne fra Kirkeministerium og biskopper videre til provster og derfra til præsterne formede sig med imponerende hast og effektivitet.

Alligevel kan det i sagens natur aldrig være godt nok. Der vil altid være et slip mellem retningslinjerne, der kom drattende, når de var blevet forhandlet på plads øverst i systemet, og så den uforudsigelige hverdag og de trofast opdukkende udfordringer ude i de yderste led. Præsten var og blev på egen hånd, skønsomt fortolkende og forhandlende. Heldigvis hjulpet og støttet af kirkernes ansatte, menighedsrådet og frivillige både da kirkerne var lukkede, og da de langsomt åbnede igen. De gode provster gjorde, hvad de kunne. Men nattesøvnen var sikkert aldrig helt rolig rundt omkring i landets præstegårde.

Så er spørgsmålet, som mange her på bagkant stiller sig selv: Havde det været bedre, hvis vi som kirke var mere selvrådende i forhold til staten med et centralt kirkeråd og en samlet vilje til at byde statslige dekreter trods?

I givet fald - det er min overbevisning - var vi kørt ud på et sidespor fra dag 1. Den slags nedlukninger, som vi erfarede den 12. marts, er ikke til forhandling. Dertil havde vi mistet den indflydelse samvirket med et ministerium trods alt giver indgang til. Til gengæld havde vi sikkert endnu i skrivende stund siddet og skændtes om vejen, vi skulle være fælles om at gå ad.

For vi er nu engang med den kirkeindretning, der er vores, bygget nedefra. Vi tænker nedefra, orienterer os nedefra. Det lokale perspektiv, hvor vi måske led mest, var derfor også dér, hvor vi stod stærkest. Frustrationerne og ensomheden til trods så er det evnen til at skønne, improvisere, forhandle, navigere og samarbejde lokalt, nedlagt i vores decentrale struktur, der har båret os flot igennem måneders undtagelsestilstand.

Så tak til præsterne for deres store arbejde under umulige vilkår. Lad nu hverdagen indfinde sig igen med trinitatis og sommerferie og stå dem bi, når alt det, der blev aflyst skal afvikles i det kommende efterår.