Fortsæt til hovedindholdet
Biskoppens klummer
Nyheder
Portræt af biskop Henrik Wigh-Poulsen

Kirkeligt Set - juni 2019

Kirkedagene. En personlig evaluering

 

Det kom til mig på Cafe Corner, mens regnen faldt tungt over Hernings gågade, og pandekagen med Shawarma modvilligt gled ned, at jeg vist aldrig rigtigt har været til Kirkedage-konceptet. Flokke af kristne mennesker i vejrpraktisk frilufts-udstyr og blafrende telte med paneldebatter om klimaet og den 3de verden har aldrig rigtigt appelleret til mit kirkelige segment.

Med episk regnvejr, dagtemperaturer omkring de 10 grader og Jesus-rock på torvet indtil midnat var der heller ikke meget, der på førstedagen rokkede ved mine forud indtagne holdninger. Først da jeg efter endnu et halvandet døgn, i min lille sorte bil, på en halvtom motorvej hjem til Aarhus, forsøgte mig med en foreløbig evaluering, fornemmede jeg nok, at noget havde flyttet sig siden Cafe Corner. Ikke så meget i mit eget lille hoved som i det bredere perspektiv, der har med et ændret forhold mellem kirke og omverden eller kirke og offentlighed at gøre.

En stor del af fornøjelsen ved Kirkedagene er de personlige møder, de hastige såvel som de mere dvælende af slagsen. Både med de gode folk, man nu engang kender så vældigt godt fra de mange år i kirkelige og folkelige sammenhænge som med dem, man tilfældigvis kommer i snak med i eller udenfor Krifas, Korshærens eller katolikkernes teltstand. Man skulle da være et sært blasert menneske, hvis det ikke gjorde en lidt glad i låget. Især når solen også skinner.

Vi synger salmer og går ind og ud af hinandens telte. “Med venner i lys” og Herrens venner ingensinde mødes skal for sidste gang”, citerer vi måske lidt ironisk undskyldende, hvis vi hører til dem, der er opdraget til at den slags from sammenkomst jævnt hen er for meget af det gode.

Men i et en tid og i et samfund hvor kirkeligt og folkeligt ikke længere gnider helt så meget skuldre, tror jeg for det første, at det gør mange godt, at kende sig selv som parthavere i en større delmængde. For det andet - og det skal man ikke tage fejl af - udgør vi for mange en samlet definerbar gruppe af religiøse/kristne mennesker. Uden at der på nogen måde behøver være noget problematisk eller småkriminelt i det.

Og alle vores interne forskelle til trods - forskelle vi selv er bedst til at få øje på - så bliver der til gengæld flere og flere forhold, vi er fælles om, når det kommer til mødet med det omgivende samfund: trosfrihed, religionsdialog, klimakrise og kristenforfølgelser. Aktuelle og stadigt mere påtrængende problemstillinger, nationalt og internationalt.

Tre dage mellem teltstande, med debatmøder, foredrag og ikke mindst musik falder så også godt i tråd med tidens tilbøjelighed til manifestationer i det offentlige rum. Nærmere bestemt, og i undertegnedes nærområde pinefuldt aktuelt, med udendørskoncerter, markeder, gadefester, bilrace, løb og alskens larmende arrangementer. Vi søger ud i det offentlige rum, vi søger ud sammen, og vi gør det, så det kan høres.

At det så forstyrrer kedelige og lovlydige borgeres nattero, synes at være blevet en almindelig accepteret biomstændighed. I Herning trykkede de den af på torvet med U2, og lod præster, provster og bisper vandre ornatklædte gennem gaderne. Her som der handler det om at gå udenfor og være synlig, møde andre og lade andre møde sig.

Der er masser af forskelle, meget der skiller, trods kirkedagenes fælles markedsplads, men vi er - som det lød under valgkampen - uenige SAMMEN. Og det kan der såmænd være noget befriende og bekræftende i, i en ellers såre fragmenteret tid, karrig på håb og åbne døre - eller telte.

Som sagt, på motorvejen tilbage til Aarhus, med en, indrømmet, lidt for tung fod på speederen, og inden det afsluttende himmelske show i Boxen, gjorde jeg mn stilling op, reviderede gamle fordomme og tog de tre intense dage til mig. Efter en nats lidt bedre søvn og en lang gåtur langs den hjemlige strand, randt et sæsonbestemt billede mig i hu: den automatiske plæneklipper, der af og til søger i dok. Jeg tænker, at kirkedagene for mange er som sådan en oplader-station, hvorfra man bevæger sig måske både oplyst, bevæget og inspireret tilbage til hverdagens dont.

Men selvom Kirkedagene dygtigt og professionelt imødekommer tidens forventninger om, og behov for, offentlighed, så vil jeg nu på mit sted til stadighed knokle for den kirke, der ikke nødvendigvis tårner sig op overfor det omgivende samfund, markerer sig, om jeg så må sige, som et stort og spraglet telt på markedspladsen. Jeg er mere til plæneklipper-kirken, der bevæger sig uspektakulært rundt mellem træer og buske, og - for nu at forlade billedet lidt - som er mere til samarbejder og symbioser i det lokale, også når der ikke står “kirke”- foran.

Måske vi kan få endnu mere fokus på alt det næste gang vi mødes i Roskilde om tre år. Det er lige før, jeg glæder mig.