Kirkeligt Set - juli 2019

Nogle gange er det en fordel at være nærsynet. Som når man kan lægge sine briller i omklædningsrummet, inden man går i sauna med sine nordiske bispekolleger. Så er der så meget man slipper for at fæstne sine øjne på, og man kan i stedet lytte bedre efter, hvad der bliver sagt. Ikke at der hviskes hemmeligheder eller føres ophøjede teologiske diskussioner, mens der pøses vand på de hede sten, og rygstykkerne bearbejdes med birkegrene. Slet ikke. Den finske saunatradition handler mere om, tror jeg, at her sidder vi balde ved balde, som dem vi er. Embederne, uniformerne, nationaliteterne, socialklasserne, og hvad vi nu ellers pryder os med derude, forbliver i omklædningsrummet. Først efter at vi som hujende skoledrenge har kastet os i den kølende skovsø, poseret ved bredden som græske statuer i den skandinaviske sommeraften, og dertil nydt en kølig, vender den vanlige verdensorden tilbage, mens tøjet tages på.

Tillad mig denne indledende nærsynede øjenvidneberetning fra det nyligt overståede nordiske bispemøde i den lille østfinske provinsby Lappeenranta. For på sådan et møde på tværs af grænserne og på grænsen (i dette tilfælde den russiske), kommer vi uvægerligt tættere på hinanden, og det gør os klogere, ikke kun på de andre kirker, men måske i virkeligheden allermest på vores egen.

Fælles for os der sad i saunaen, og alle dem der foretrak istedet at riste pølser udenfor, er, at vi som tilsynsførende i lutherske kirker står i et vist forhold til staten og til folket, og derfor må bestræbe os på at lære statens og folkets veje stadigt bedre at kende. Budskabet vi bygger på, skal jo høres af de mange og ikke alene reserveres sekteriske indelukker.

Hvordan det så lige går med det projekt, kan det være mange meninger om, både i vores egne små kollegiale og i de store landskirkelige forsamlinger og fællesskaber. Men når vi, som vi gjorde det i Lappeenranta, sidder i kirken eller foredragslokalet og har fået flipperne og kravene og korsene på (eller netop ikke har fået dem på), er det tydeligt for enhver, at vi i mangt og meget går forskellige veje og plejer vores statslige og folkelige forhold og mellemværender på endog meget forskellige måder.

Samme dag som det fælleskirkelige saunabesøg fandt sted, havde Danmark fået en ny kirkeminister. Vi, de danske biskopper, havde i spænding ventet på præsentationen af den nye regering, mens vores nordiske kollegaer nysgerrigt og, fornemmer man, lidt forsigtigt medfølende fulgte med på sidelinjen. Vi går jo nok for at være meget mere statskirkelige i hovedet end de andre nordiske kirker. Selv mener vi (jeg gør i hvert fald) at det mere er den anden vej rundt: at f.eks. den svenske kirke i sin distance til staten er langt mere bundet op på den, end vi er. Den særligt danske folke-kirkelige “kropskontakt” åbner trods alt for både samspil og korrektiv, både samarbejde og uenighed.

At vores nye kirkeminister så viste sig at være Roskildes borgmester var måske en overraskelse for alle. Men samtidigt havde det, den traditionelle danske folke-kirkelige kropskontakt taget i betragtning, sin helt egen logik. Det folkekirkelige engagement bæres i højere og højere grad af de ikke på forhånd særligt kirkeligt indforståede, om vi så taler om menighed, menighedsråd, teologistuderende og altså den nye kirke- og kulturminister.

Og som udgangspunkt ikke at være kirkeligt indforstået eller ikke at være faldet i gryden som barn, betyder bestemt ikke at interessen eller engagementet er mindre, men at man kommer et andet sted fra, måske med andre tilgange og andre forudsætninger, men formodentligt og forhåbentligt med al mulig velvilje og vilje til at blive klogere. KDs serie med de nye folketingsmedlemmer i Det Kirkepolitiske Udvalg tyder lige præcist på den samme tendens.

At det er den vej vinden blæser i de danske sammenhænge, må vi tage til efterretning og sådan set gerne til glad efterretning. For er der ikke lige præcis den bedste garanti mod at kirken bliver til et parallelsamfund eller gror til i sin egen lukkede dagsorden, hvor traditionen og formen holdes op som et besværgende værn imod ethvert forsøg på at gøre evangeliets glæde hørt på ny og af andre end inderkredsen?

Kropskontakt er jo som regel noget man forsøger at undgå under saunabesøg, briller eller ej. Men lad mig fastholde den finske sauna som et måske lidt søgt billede på nødvendigheden af det fortsat nære forhold mellem kirke og folk, hvor man måske nogle gange udfordres lidt af intimiteten og de forskelligheder og mangler, den gør åbenbar, men hvor vi samtidigt lærer noget om og af hinanden, som forhåbentligt kan omsættes til en forkyndelse og et nærvær, der bliver folket i folkekirken til trøst, gavn og glæde.