Kirkeligt Set - januar 2019

For øjeblikket føres der i KDs spalter og, har jeg bemærket, i forskellige tråde på Facebook, en livlig og interessant debat om dåbsritualets teologi og ordlyd. Den har sit aktuelle udspring i to indlæg om netop dette, men får også næring fra de faldende dåbstal, forældres angivelige betænkeligheder ved at lade deres børn døbe og den drop-in dåbspraksis, der lige nu breder sig med lynets hast. Flere rapporter og bogudgivelser har kredset om emnet, og snart vil biskoppernes liturgiudvalg invitere til en bred folkelig samtale om nadverens og dåbens betydning.

Men den aktuelle debat er også, tror jeg, et lille lokalt udslag af den ”folke-vandring”, der i de her år kan iagttages på alle planer, politisk, moralsk, kulturelt, religiøst og kirkeligt, hvor man - akkurat som det er sket før i historien - ligesom er i opbrud fra selvfølgelighederne for at finde nye veje eller søge tilbage til de gamle trygge stier. Vi oplever alle - og ikke kun os der nærmer os de tres eller har Trump til præsident - et mere ubeslutsomt, uroligt eller anstrengt forhold mellem gammelt og nyt end længe set, og lige netop derfor tages gamle hævdvundne sandheder frem til fornyet overvejelse på en lang række områder. I dette folkekirkelige tilfælde dåben, indgangsdøren til den kristne menighed.

Hvis der ellers er noget, vi kan i folkekirken, så er det at bygge broer, formidle overgange eller oversætte fra gammelt til nyt, fra fortid til nutid. Folkekirkens præster er garvede frontkæmpere i den disciplin, træner den på daglig basis, når skriftens trøst skal gøres gældende i menneskeliv, som de leves i 2019. Dåbssamtalen, som den føres med forældrene i kirken, hvortil de ankommer forpustede efter at have ledt længe efter en P-plads, eller i hjemmet, hvor tv’et flimrer henne i hjørnet, er en særligt udfordrende øvelse i den henseende.

Tung teologi skal omsættes til livsnær tiltale, og da de fleste præster naturligvis gerne vil have, at det, de har på hjerte, bliver hørt, udvikler de også en særlig sensibilitet overfor nybagte forældres nogle gange flygtige opmærksomhed. Når farmand mere eller mindre diskret tjekker sin mobiltelefon, eller når mor ser ud til at blive lettet over at lillemusen grynter henne i babyliften, så hun med god samvittighed kan koncentrere sig mere om ham end præsten, ja, så er det, at præsten må kæmpe den gode og altid nødvendige kamp for at bringe gamle ord og nye erfaringer bare nogenlunde i vatter.

Det er hverdagsteologi, mine damer og herrer, hvor skriften, traditionen, dogmerne, teologien igen konsulteres med det sigte, at farmand lader mobiltelefonen blive i lommen og mor tager den lille på arm for at lytte, og blot en flig af dåbens uendeligt store og uendeligt glædelige budskab berører dem og måske ligefrem klarer sig for dem, når lillemusen næste søndag bæres frem til fonten. Kamp for den meningsfulde samtale med arven og anfægtelsen i forhold til en samtid, der måske lytter på en anden frekvens end den, vi forvaltere af arven sender på, er, hvad både den “lille” hverdagsteologi og den “store” i bekendelsesskrifterne, salmebogen og på studerekammerets reolhylde-meter er fælles om og gensidigt næres ved.

Og jeg skrev anfægtelse, ikke forsagelse, i forholdet til den store bevægelige menighed. For drop-in dåbens popularitet, dåbsforældres væring mod trosbekendelsens ordlyd og indhold, diskussionen om lutherdommens angiveligt tunge hånd på ritualet eller længslen efter nye veje, er netop provokationen, der også bliver anledning til at lade det egentlige, evangeliets trøst og tiltale - dét som traditionen har kredset om og konstant reformuleret - fortsat komme till orde på stadigt nye måder. Helt i traditionens ånd for så vidt den er levende, og ikke er blevet pegepinden, nutiden skal prygles på plads med.

Meget forandrer sig for tiden, men netop derfor skal vi modstå fristelsen til både at rende i skørterne på tiden og at stå tiden imod for at stille os dømmende an i kirkens indgangsdør og stoppe den rette lære eller det angiveligt uforanderlige ord ned i halsen på folk, så de bare kan lære det, kan de.

Dåben handler om at tage imod eller overgive sig til, den nye virkelighed der er givet os med Jesu Kristi død og opstandelse. Dåben handler om et nyt tilhørsforhold, der fører så meget med sig. Bestandigt at blive bedre til at formulere og forkynde det med næring fra traditionens rejsekost, er og bliver hovedsagen. Så lad os alle udfordre. Og tak for debatten!