Biskoppens klummer
Nyheder

Kirkeligt Set - august 2019

Folk kalder på folkekirken

 

Jeg var i det humør, hvor jeg virkelig ikke bryder mig om mig selv. Netop hjemkommet fra den sidste rest sommerferie med sol, sløvsind og lange havbade havde vi, mens vi pakkede ud og fodrede vaskemaskinen, tændt for tv’et med billeder fra den lokale Smuk-festival i Skanderborg. Tiltagende hverdag og en hvilepuls der langsomt men sikkert var ved at finde sit gamle højfrekvente leje, havde desværre gjort mig en smule olm. Så endnu en reportage med hujende ungdom og fulde forældre, der dansede rundt på en festivalplads med dåsebajere i hånden, fik den dumme Poulsen op i mig. Fra min mund flød hårde ord om midaldrendes desperate forsøg på at være unge, og kunne de da ikke bare lade deres børn være i fred o.s.v, o.s.v.

Min kone bad mig, som hun heldigvis gør, når jeg er i det hjørne, om at holde min kæft. Jeg kunne jo se, hvor glade de var, og at de havde det godt og sjovt. Og minsandten, mens jeg stod der og mulede og fedtede med mobilen og i muggen trods gik ind på min overfyldte indbakke, tikkede en mail ind fra en Skanderborg-baseret præst, der spurgte om jeg måske kunne tænke mig at besøge Smuk -festivalen og deltage i et arrangement, som den lokale kirke i samarbejde med festivalledelsen inviterede til.

Jeg svarede straks “ja tak”, thi jeg siger Eder, det er godt for en bakketrold at blive kaldt ud af sin hule. Det er på enhver måde godt at blive kaldt på og at blive kaldt ud af sit eget. Som præster er vi jo også kaldt på, kaldet af en menighed til at gøre tjeneste. Og det er bemærkelsesværdigt, i disse år, i hvor mange sammenhænge folkekirken kaldes på. Kaldes på af andre. Det være sig af kommuner, teatre, foreninger, fodboldklubber, festivaler.

Hvad sidstnævnte angår, som Smuk-festens kreative chef formulerede det for vi fremmødte, for at være en seriøs modvægt til al gøglet og balladen nede på festivalpladsen, neden for Slotsbanken hvor ungdommen og deres dåseøl-svingende forældre væltede rundt i mudderet foran scenen. Og kaldes der ikke på normaldanske gudstjenester - og det gjorde der ikke i den her sammenhæng - så er det events, hvor kirken og præsten altså forudsættes at have noget stort, vægtigt og vigtigt at præsentere og byde ind med. Ofte i med- og modspil med andre aktører. I dette tilfælde en flok kokke fra det indre Aarhus.

Som præster vi lært at kende og lyde et kald, når vi hører et. Men præster der beredvilligt takker ja til den her slags indbydelser, skal vinke farvel til den komfortzone og kontroltrang mange af vi andre, ikke mindst jeg selv, klynger os til. Af rigtigt gode grunde i øvrigt. Vi skal jo generelt have tingene til at forløbe på en ordentlig måde. Vi skal sikre rammerne, indenfor hvilke ordene og ordet kan blive hørt. Så dér hvor folk måske møder op rustede til tænderne med forudfattede meninger om kirke og kristendom og deres egen manglende tro, dér hvor der måske er røget mere end en enkelt dåsebajer indenbords, og vi er udsatte for råb og skrig og skiftende vejelig, lige dér skal præsten knokle ekstra hårdt for at fastholde seriøsiteten og sikre, at det hele ikke udarter til netop gøgl og ballade. Hun må for alt i verden ikke blive statist i andres show.

Præsten her i Skanderborg havde, skal jeg hilse og sige, i den grad forberedt sig og evnede dertil at fastholde både tråden og seriøsiteten. Og selvom tilhørernes opmærksomhed blev udfordret af så meget andet: kokkene, maden, vinen, skybruddene, musikken, de fiffige kommentarer (den flaksende opmærksomhed er jo tro følgesvend til event-kulturen), så formåede hun at både oplyse, fortælle og, ja, vel også forkynde, så der blev lyttet.

Og det er det afgørende for mig at se: at der lyttes og tages imod, hvad vi kommer med. For bemærkelsesværdigt er det, at folk kommer til på deres egen sidelæns måde, og at der helt klart fornemmes en sult, ikke kun efter gourmetmad, men i den grad også efter kirkens sted og kirkens ord. Omend det er den anderledes og skæve indgang, der søges, og at det helst skal foregå på andre måder end de sædvanlige.

Selvfølgelig får den her tendens andre til at rykke uroligt rundt på stolen. Ikke mindst de gudløse, ateisterne og dem, der ønsker religionen ud af det offentlige rum. Og jeg kan da godt forstå, at de ærgrer sig. Men også puristerne omend deres forbehold mere går på, at vi ved at indlade os på den her slags samarbejder, gør unævnelige ting med tidsånden, og at vi derfor hellere burde blive hjemme i sognegården. Men igen: vi kaldes på, og derfor skylder vi at svare. Trods momentane kontroltab, trods risikoen for en skæver i ny og næ, trods upassende kommentarer og uforudsete situationer. Og så må vi frem for alt holde fast i, at evangeliet nu engang har mange indfaldsveje.