Kirkeligt Set - april 2019

Danskernes begravelsesvaner forandrer sig. Selvfølgelig gør de det. Stille og roligt. Det gør vaner vel altid. Ligesom os der har dem. Det indebærer så også at stadigt færre lader sig begrave med gejstlig medvirken. Årsagerne er mange. Nogle tror på noget andet, andre på ingen ting, og så er der selvfølgelig alle os forbrugsorienterede, kritiske individualister, der helst vil have tingene på vores måde, her og nu og uden diskussion og svinkeærinder.

Den folkekirkelige begravelse står endnu stærkt.  Det er den, de alternative begravelser eller mindesamvær er kalkeret over. Hvad enten afdøde var en ærlig tvivler, der helst vil herfra uden for meget ståhej, eller en bekendende ateist, der ønskede besværgende forsikringer om et lukket kredsløb og absolut ingenting på den anden side.

Men tallene er stadigt små og vel også statistisk skrøbelige, når det kommer til de interessante procenter, der på trods af et folkekirkeligt ståsted fravælger den kirkelige handling. Så her er der endnu plads til lidt gisninger og fornemmelser, og den slags er for en klummeskriver, hvad det blå ocean er for fisken: lige til at boltre sig i.

Hertil behøves dog et solidt “før” i hvilket man kan spejle sin samtids skrøbelige “nu”. Så lad mig gribe tilbage til tiden, mens som præst på landet jeg var hjemme, og hvor en begravelse havde sin helt egen koreografi: henvendelsen til præsten, udsyngningen fra hjemmet, indsyngningen i kapel, selve højtideligheden og det efterfølgende mindesamvær, hvor der dog kunne være tale om en vis variation: kaffe og kage eller suppe og steg (med hvid sovs).

Ritualerne og genkendeligheden gav, som den slags gør, et fællesskab om afskeden og håbet og dermed et rum at hvile i. Sådan er det mange steder endnu, men nye mønstre tegner sig. Jeg mener i hvert fald at kunne læse to slags bevægelser, hvad angår afskeden med vores døde. Begge givet netop med den mere individualiserede kritiske tilgang, altså at man vil have det på sin, og ikke nødvendigvis andres måde. Og begge bevægelser kan også blive til bevægelser væk, hvis folkekirken ikke formår at tackle eller imødekomme dem.

Det første de (eller vi) forbrugerorienterede individualister kan slå sig på, er at højtideligheden ikke altid kan blive på det tidspunkt, man gerne vil. Enten fordi man skal vente på, at kirkekontoret åbner tirsdag formiddag, eller at organisten ikke har fridag, eller at den travle præst har et hul i sin kalender, eller at man bare får et nej, eller selv må ringe rundt for at finde en anden. Her må bestræbelserne lokalt gå på at finde det rimelige balancepunkt mellem tidens opskruede 24-7 servicekrav OG en folkekirkelig imødekommenhed, der ikke overlader de efterladte til et limbo af telefonsvarere, henvisninger og lukkede kalendere.

Den samme kompromisets kunst er den, der daglig udøves af præster og organister i større eller mindre eller slet ingen samklang, når de pårørende ønsker at sætte deres eget præg på begravelsen eller bisættelsen. Det personlige afsnit af præstens tale skal ikke have lov til at stå alene, og vi skal helst ikke glemme, hvem det er, der ligger der i kisten.

For generationerne uden overvældende sans for trøsten i det fælles ritual, sættes der med yndlingssange, taler og optræden af de pårørende en fed og solid streg under det særlige. Og hvis moster Kaj i kisten var til Jimi Hendrix´ “Electric Ladyland” skal vi selvfølgelig også have den fra et par forpinte højtalere anskaffet til lejligheden - eller fremskaffet af bedemanden, der af gode grunde ofte har noget større sans for marked og forbrugeradfærd end vi. Igen er spørgsmålet så: hvor langt vil og kan vi gå, før den kritiske og stærkt utålmodige forbruger gør det, altså går?

Endelig er der også den anden tendens eller bevægelse, hvor det modsat handler mere om at gøre så lidt væsen af afdøde som muligt. Som det afspejles på de afsnit af kirkegården, hvor små bitte sten med navne på ligger nedfældet i plænerne, forskelsløse bortset fra navnene og en enkelt buket hist og pist.

Måske de pårørende ikke synes, at de vil ulejlige den travle præst, når man nu kan købe hele pakken af bedemanden? Og hvorfor sidde og fryse oppe ved kisten i den alt for store kirke, når sygehuskapellet har et mere passende antal stole stablet nede bag ved? Hurtigt ind og hurtigt ud, synes devisen at være. Og sådan er der jo også nogle, der har det. Men her må der ingen tvivl være: vi vil gerne ulejliges, og kirken har også plads til få.

En maksimal- og minimalmodel, med andre ord. Det er tendenserne. Men selvfølgelig skal vi som folkekirke her som der være til stede med evangeliets håb og tørst, så længe vi ikke opgiver det uopgivelige, og så længe vi ikke fortrænger, at folket i folkekirken altid er på vej. Også hvad de døde angår.