Biskoppens klummer
Nyheder

Utrygheden er svær at slippe af med

Kristeligt Dagblad, Reflektion 3. juni 2021

Gad vide hvor længe det vil blive hængende, ubehaget ved at komme for tæt på de andre? Jeg kan ikke helt slippe det. Ikke at jeg, som jeg har set andre gøre det, i store buer og til fare for cyklisterne på cykelstien, svinger demonstrativt uden om dem, der kommer imod mig på fortovet. Det handler mere om den lille alarm, der pludselig tænder af i baghovedet, når du sidder der i godt lag, selvforglemmende tæt som i de gode gamle dage, snakker og hygger og lejlighedsvist sender latterbårne kaskader af aerosoler ud i rummet.

Eller når du sidder på kirkebænken i stille andagt, mens bedeslagene lyder, og en forpustet og småhostende herre med duggede briller, som tydeligvis ikke tager notits af betjeningens talrige afspærringer og anvisninger, kaster sig tungt og knagende ned i sædet cirka en meter til venstre for dig. Nærmest pr. refleks krabber du dig lynhurtigt længere ind på bænken - og har det i øvrigt rigtig skidt med den reaktion helt hen til salmen før prædikenen. Men alarmen, corona-alarmen, gik igen, og du adlød som en god og lydig borger i den tryghedsanvisende velfærdsstat. 

Mange af os går jævnligt hen og får stukket en vatpind i næsen af et ungt menneske. Stadigt flere af os har fået både det første og det andet stik. De daglige smittetal ligger heldigvis nogenlunde stabilt. Men utrygheden lader sig ikke sådan lige udrydde og fortrænge. Utryghed kan hurtigt tage bolig i et menneskesind, og den er svær at diskutere med. Og utryghed tager af samme grund overskrifterne og har det med at bemægtige sig dagsordenen. Også i alle mulige andre sammenhænge.

Affæren på Langeland forrige uge demonstrerede det under fuld medieopmærksomhed og en fest på Facebook. Jeg forstår til fulde de lokales reaktioner. Både dem der pludselig skulle være naboer til det forkætrede udrejsecenter, og dem der nu fortsat skal være det, da regeringen fik kolde fødder. For du kan sagtens, som det er tilfældet med den stadigt mere svækkede pandemi, med din kølige fornuft forstå, at det her måske lige så meget er et spørgsmål om indre spontane alarmer end reel og overhængende fare. Men alarmen bimler ligegodt.

Jeg husker udmærket fra min barndom, hvordan landsbyen pludselig rejste børster, unge mænd stillede sig bistert an, og dørene blev låst, når der kom en sigøjnertrup forbi. Og bugner vores litteratur ikke med beskrivelser af den slags kollektive nationale utryghedstraumer: fremmede, tatere, natmænd, der pludseligt indfandt sig på sparsomt beboede hedeegne, eller undvegne tugthusfanger fra Rendsborg der angiveligt trængte op gennem Jylland. Som en syngende og aerosol-udslyngende flok af Brøndbyfans i sejrsmarch.

Jeg hørte engang en evolutionsforsker tale overbevisende om, hvordan den slags utryghed daterer sig helt tilbage til dengang, vi sad i bålets skær i vores fortrolige hjemlige flok og pruttede og småskændtes og hyggede os. Lige indtil flokken blev for stor og uoverskuelig og for mange kom til udefra, og vi blev utrygge og på enkle og probate måder gjorde flokken overskuelig igen. 

Utryghed, når noget nyt eller nogle nye kommer til, lader sig som sagt ikke sådan diskutere med. Den sidder dybt i os, og der kan bestemt også i mange tilfælde være rigtigt gode grunde til, at den opstår.

Men måden, den kapitaliseres på i den politiske diskussion, er måske en endnu støre grund til utryghed, fordi den tryghed, man længes efter, gerne består af bastante reaktioner, resolut handling, udvisningsiver, befæstede grænser og endnu flere utryghedsskabende ord. Eller, for den sags skyld, hvis man færdes i pæne humanistiske universitetsmiljøer, som identitetspoltiske safe-spaces, hvor utryghedsskabende meninger og synspunkter ikke tåles.

Værst af alt er det, når vi i vores ubehag ved at komme for tæt på de andre, gør de mange forskellige, brogede, gudskabte mennesker til en ansigtsløs faretruende flok: afviste asylansøgere, potentielle smittebærere eller dem med de forkerte meninger. For når det kommer dertil og politik blandes med evolutionsbiologiske realiteter og velnæret arvesynd, er vi for alvor på vej ned af slisken. Utryghed er svær at diskutere med. Den bor og næres i os, men den skal holdes grundigt øje med. Alarmen i baghovedet skal løbende justeres.