Biskoppens klummer
Nyheder

Det forsømte forår

Aarhus Stiftstidende, juni 2020

 

Vi er rigtig mange, der henlægger søndagens spadseretur til Strandvejen. Ruten har det hele. Først og fremmest den fineste udsigt over den blå Aarhus-bugt. På vejen ud stranden, den uendelige badebro og skovbrynet der hvælver sig omkring Varna, og - på vejen tilbage - Aarhus skyline med kraner, hoteller og kirkespir.

 

I corona-tiden er ruten blevet endnu mere befærdet. Fordi vi skal holde afstand, er der i græsbræmmen mellem strand og fortov slidt op til flere parallelle stier. De lukkede fitness-centre har forøget antallet af motionsløbere drastisk, og trangen til kropsdisciplin, som de smadrede hverdagsrutiner fremkalder, lader mandlige midaldrende medborgere lufte deres forvaskede fodboldshorts fra halvfjerdserne.

 

Det kan måske virke lidt desperat med al den vælten rundt på kystvejen og alle mulige andre naturskønne områder nær skov og strand. Da det gik hårdest til, blev fastliggerne ude på Helgenæs sure, og vi, der ikke kunne følge vores sædvanlige ruter, søgte ud i villakvarterne som turister i vores eget nærområde.

 

Nogle vil måske udlægge den fælles massive udlængsel hen over de solbeskinnede coronadage som kedsomhed og eksistentiel åndenød. Men mon ikke vi også vil huske dem for andet? Huske dem vil vi ihvertfald. Måske dette forsømte forår, trods alt dets ydre begivenhedsløshed og bekymring vil sætte sig endnu mere markant i vores erindring end de talrige andre, hvor byen var i vanlig rastløs aktivitet.

 

Planerne for foråret 2020 var ellers mange. Cityforeningens oversigt var overvældende læsning: Sikke meget man var dømt til at gå glip af, og hvilken enorm foretagsomhed det vidnede om.

 

Med resten er historie. Pandemien faldt over os. Vi fik intet kræmmermarked, halvmarathon og Classic Car Race, ingen Fede Fredage, Spotfestival eller befrielsesfejring i domkirke og rådhus, intet besøg af dronningen, men masser af aflyste forestillinger og sportsevents, lukkede museer, biografer, butikker og kirker.

 

Solen skinnede som sjældent set, men da det hele stod allermest stille, var det nogle gange, som om gaderne, ud over motionisterne og desperate småbørnsfamilier på jagt efter adspredelse, var overladt til mågerne og kragerne.

 

Men der er grund til at føle med de mange, der måtte lide afsavn, og hvis forretninger og virksomheder nu skranter alvorligt. Måske aner vi endnu kun konturerne af, hvad det har kostet dem og os alle.

 

Nede for enden af Dalgas Avenue står der en statue af en mand, der med en permanent fugleklat i panden skuer ud over løberne og de mange spadserende på Strandvejen. Det er Enrico Dalgas, hedens tilplanter, der nu er endt med havudsigt. Den ærede læser husker nok, at han var en af de handlingens mænd, der viste sig på scenen, efter Danmark var blevet brutalt decimeret som følge af nederlaget i 1864 - et andet traume i vores fælles historie. “Hvad udad tabes, skal indad vindes”, sagde han vist nok.

 

Vi har altså før oplevet noget gro frem mellem ruinerne. Nye muligheder har før vist sig, når vi var i knæ. Måske vi også denne gang har taget nogle erfaringer med os, som senere vil vise os nye veje at gå. Måske vores højfrekvente aktivitetsniveau vil undergå en tiltrængt nedjustering, og at tiden vi havde travlt med at fylde ud, kan vise sig at indeholde nogle kvaliteter, vi fremover ikke vil være foruden. Måske vi bliver bedre til at tage imod det uforudsete, vi før kunne have det rigtig svært med, når dagene var højt belagte med pligter og skal-opgaver. Måske åndehuller og tænkepauser kommer i endnu højere kurs.

Eller måske - det kunne jo også tænkes - ligner det hele hurtigt sig selv igen.