Om høj musik og hensyn

Karla, hed min underbo i Ny Munkegade 91, dengang i firsernes begyndelse. Hun var over pensionen, sød og mild, og gik trofast til første maj i Friheden. Vi hilste høfligt, når vi sås på trappen, men en dag havde hun lidt mere på hjerte: ”Vil du ikke nok være sød at skrue ned for musikken, når jeg skal høre Radioavis?”, spurgte hun og smilede. Først lige dér gik det op for mig, at der var andre i verden end mine jævnaldrende venner, der som jeg lige var flyttet hjemmefra og nu havde Ramones, Talking Heads, Kliche´, og hvad de nu hed, som konstant underlægningsmusik i vores svimlende frie storbytilværelse.

Jeg tænker tit på Karla, når jeg endnu en sommernat i denne før-ferietid, er indlagt til dakkedak- musik fra kvarterets villahaver, hvor den glade ungdom fest-hygger. Ikke med små forsagte stationære stereoanlæg, som dem vi møjsommeligt installerede i studenterhyblerne, men med mobile monster-højtalere, de såkaldte Soundbokse, som netop nu terroriserer mange rekreative områder rundt omkring i landets større byer.

For hvor ungdommen vist stort set ligner sig selv i dens musikledsagede glæde over sommeren, livet og hinanden, så er der bare nogle andre forhold, der gør sig gældende end dengang i Yngre Kridttid i Ny Munkegade. Teknikken er så en af dem. Der skal ikke længere så meget til at opnå den attråede følelse af bas i mellemgulvet. Nu forplanter den sig tilmed hurtigt til nabolaget, spolerer nattesøvn og får solidt murede villaer til at dirre i deres grundvold.

Så er der selvfølgelig coronaen, der endnu gør diskotekerne til lukket land, og endelig – og her er vi måske inde ved den egentlige udfordring – er der indtruffet en ændret holdning til det med musikken og det offentlige rum.

For er det ikke sådan, at fest og glæde i den grad er blevet forbundet med høj musik? Ikke musik til at lytte koncentreret til. Ikke musik, der henfører og skaber stemninger. Ikke musik, der duver blødt i baggrunden og gør os afslappede. Men musik, der bare er der som et massivt lydtapetet ved stranden, til havefesten, i butikken, til et eller andet event. En musik så tilpas høj og påtrængende der gør, at vi hæver stemmerne, råber og hujer, undertrykker trangen til samtale og føler os som deltagere i en musikvideo.

Og vel at mærke er det alt sammen understøttet af en eller anden forventning om, at høj musik må man nu engang bare affinde sig med, når man bor i en by med mange unge mennesker, og hvor der oven i købet i forbindelse med en kommunal fortætnings-strategi skubbes flere og flere ind i midtbyen. Ud over den evigt festglade ungdom, småbørnsfamilier, der skal have de små til at sove, og pensionisterne der har solgt parcelhuset og er kommet hjem til Aarhus, hvor de nu længes efter natteroen i Hornslets stille haver. Vi er blevet flere om mindre plads og interesser og behov, og påberåbte rettigheder støder uvægerligt sammen. Med høj musik til.

Jeg forstår godt, at stilhed er blevet den nye luksus og priser mig lykkelig for et familiesommerhus ude i et meget stille hjørne af stiftet. Men på de gode dage elsker jeg jo også den levende by, hvor det sådan en sommeraften høres glade stemmer og lyd af mennesker, der sammen nyder det gode vejr. Og hvis de så aktiverer Soundboksen, tænker jeg på Karla i Ny Munkegade og hendes stilfærdigt smilende appel om at vise hensyn og forstå, at der altså er andre i verden end en selv og vennerne. For vi skal jo alle sammen være her.

Det lyder så fortærsket som noget, det ved jeg godt. Men bevar mig vel, hvor er det en vigtig lektie at lære og forsøge at indrette sig efter i en dynamisk, voksende og livfyldt storby, hvor nyt kommer til, og bugten og skoven ligger lige ved, og mennesker kommer til og trives. God sommer!