Biskoppens klummer
Nyheder

Byrummets små parenteser

Aarhus Stiftstidende, juli 2020

 

Hvor trist! Det lille røde ishus i skovbrynet, nede på hjørnet af Dalgas Avenue, forbliver lukket. Jeg læste det her i avisen forleden. Jeg læste også, at det er Danmarks ældste ishus med 118 år på bagen. Det er altså ældre end landsudstillingen, der blev afholdt i 1909. Min egen historie med det fine lille sted er kort. Jeg holdt af at daffe derned en varm sommerdag og nyde en ispind på bænken i selskab med skolebørn, et par turister og beboere fra Stefanshjemmet, der følte sig hjemme og velkomne her.

Men der er også mange minder knyttet til stedet. Filtenborg Minimarked, som det også blev kaldt, var efter sigende leveringsdygtig i det meste lige fra øl, kaffe og ristede hotdogs til cigaretter i stykvis. Imponerende når man tænker på den begrænsede plads, der har været til rådighed.

Den lille røde kiosk i skovbrynet er desværre ikke længere tilstrækkelig rentabel for udlejeren. Sådan er det. Der er også en forretning, der skal drives. Men ærgerligt er det ligegodt. Byen bliver endnu et skævt og anderledes sted fattigere. Og en bys kvaliteter måles nu engang på, om der også er plads til den slags.

Mon ikke de fleste der færdes i byen, har en forkærlighed for lignende små parenteser i bybilledet, hvor forandringens vinde ellers blæser hårdt: Et lille skramlet værtshus i en boligkarré, en lidt forsømt sidegade, en nedlagt industribygning i en baggård, en upåagtet plads med skygge mellem træerne, en uset smutvej mellem to gader. Ikke just pittoreske seværdigheder, men netop skæve og anderledes steder, der er som små kighuller ind i byens liv, som det er levet gennem generationer, udsatte for den ekspansive bys ønske om plads til flere indbyggere, og, i ishusets tilfælde, for krav om tilstrækkeligt økonomisk udkomme.

Udfordringen er så bare, at de mange der gerne vil bo i midtbyen, vel også er tiltrukket netop af byrummets   parenteser, de skæve steder, de upåagtede åndehuller, der er med til at gøre byen til en stor by, med den store bys kvaliteter. Et overfyldt gennemreguleret byrum, hvor entreprenørerne, byplanlæggerne og eventfolket har total kontrol, overtaget af kædebutikker og rentabilitetskrav kommer jo hurtigt til at ligne ethvert andet byrum. Det mister sin egenart og sin charme. Så husk de ydmyge steder! Pas på dem. Det er her byens sjæl gemmer sig.

Men dét som gælder for byens huse, pladser, steder og sidegader, gælder i endnu højere grad for de mennesker, der bor og færdes her. Ligesom vi skal længere og længere ud i periferien for at finde byens skæve steder, må de, der ikke passer ind eller har råd til at bo i den gamle bykerne, flytte ud og være på afstand. Og så er det, at ghettoen for de høje indkomster truer. Akkurat ligesom man ser det i andre europæiske storbyer i de her år, hvor tilstrømningen af turister (i hvert fald før coronaen) bidrager til konformiteten og ensformigheden. Men måske er det bare den vej, det går. Fuldstændigt parallelt til hvad man oplever ude i den store natur, hvor arternes antal og biodiversiteten reduceres. Nå, nu vil jeg ikke længere ud af den tangent. Det er ferie. Det er sommer. Lad os gå ud og holde udkig efter de skæve og anderledes steder, som vi skal passe på.

I øvrigt kan man stadigvæk købe en is i området, dernede hvor Dalgas Avenue slutter, og der er vist stadig en bænk derovre ved det lille røde hus, som vi måske får lov at beholde under en eller anden form. Vi har da lov at håbe. Ikke sandt, kære kommune?