Biskoppens klummer
Nyheder

Har vi mistet evnen til at se op, når virkeligheden banker på?

Reflektion, januar 2022

Så har jeg igen siddet der og gloet på min mobiltelefon. Endnu et kvarter er gået. Okay en halv time et gået. Med hvad? Med ingenting! Den faste rundtur ind omkring Facebook, Instagram, DRs og TV2s plus et par udenlandske mediers nyheds-apps, vejret og banken samt alt det løse, du nu i skyndingen finder på at google.

Og dét indtil flere gange om dagen om du står, går, ligger eller sidder ned og lige har behov for en mental slapper, en digression, en afledning, hvad ved jeg. Men hver evigt eneste gang er udkommet det samme: en lavt ulmende lede og ladhed, en let grundstemning af utilfredshed og irritation, lidt den samme bøvsende fornemmelse i hjernen som den i maven når man har forædt sig i chips.

Min personlige ærgrelse over på den måde at spilde min tid og øde, hvad der nu er tilbage af mit 62årige intellekt, er så en ting. Konens spydige kommentarer ligeså. Eller, for den sags skyld, irritationen over de stadigt flere fumlegængere du på din daglige færd må styre uden om, når de opslugt af den lille skærm tåger rundt på gade og vej uden hensynstagen til den øvrige færdsel.

Noget helt andet er de dystre vurderinger af, hvad det gør ved vores samfund og fællesskab, når flere og flere af os møder verden og virkeligheden i en nøje tilrettelagt udgave sådan en passant og online med dovne og forvænte øjne.

For det er naturligvis ikke så meget mobiltelefonen i sig selv, der er problemet, men den gennemmedialisrede virkelighed, den repræsenterer og præsenterer, når nyhederne pakkes og redigeres for at fange og fastholde vores opmærksomhed og  i sidste ende arrangere stævnemøder mellem forbrugere og marked, politikere og vælgere, den altædende medieforbruger og alverdens sære synspunkter.

I afvigte juleuge da børneflokken, med samt sviger- og børnebørn, var draget velsignet larmende gennem stuerne, og vi igen var overladt til os selv (og jeg til min mobiltelefon), kaldte sofadybet, konfektskålen og, lovet være streamingtjenesterne, flere gode film. Der iblandt den nye, stjernespækkede og til tider morsomme, “Dont´ look up!” om jordens snarlige undergang.

Handlingen i meget store træk: En kæmpemeteor kommer tordnende fra det ydre rum med direkte kurs mod vores hjemlige blå planet, men den amerikanske offentlighed lader sig ikke sådan distrahere. Den er langt mere optaget af hjernetom underholdning, spin, sexskandaler, konspirationsteorier og ikke mindst en polariseret politisk scene med en fakta-resistent, popularitetshungrende Trump-type af en præsident.

Hvad der måtte komme udefra i form af et stykke håndgribelig virkelighed, i dette tilfælde  en meteor på størrelse med Mount Everest, formår ikke rigtigt at rykke ved perspektivet, som først og fremmest sættes af clickbaits, overfladenyheder og de sociale mediers råberi og segmentering, mobiltelefonernes altid labile univers.

Filmens letfattelige, og måske lidt for skarptskårne pointe, er som så: Vi er og bliver fortabte i vores eget, opslugte af hinandens meninger og synsninger og livsførelse. Vi raver rundt i en selvspejlende virkelighedsboble uden evne og vilje til i stedet at se op. Selv når verden derude banker nok så hårdt og håndfast på.

Man kan vist roligt kalde “Don´t look up” for en dystopi malet med store penselstrøg. Hvor du, omend godt underholdt, sidder tilbage med en grim fornemmelse af at være lidt for tæt på virkeligheden. Pludselig hviler mobiltelefonen og alt, hvad den repræsenterer og bærer med sig af virkelighedsafsondrende potentiale, ekstra tungt i hånden.

Parallelerne til klimadiskussionen, ikke mindst, er svære at overse. Vi orker den ikke. Også den er for stor og uhåndterlig. Skærmen der imod er lille og overskuelig, og der tilbydes altid et spejlkabinet af hurtige meninger og digressioner at fortabe sig i.

For slet ikke at tale om pandemien hvor dens virkelige virkelighed jævnligt betvivles på de sociale medier, nu åbenbart også med direkte opfordringer til sabotage af myndighedernes coronahåndtering.

Nå, om lidt sidder jeg der jo nok igen og glor på skærmen, falder over et interessant synspunkt eller to, glemmer det øjeblikket efter og smider den lille kompakte virkelighedsformidler fra mig på kaffebordet for at inhalere endnu et stykke overskydende julekonfekt. Pointen er jo nu engang, at det er og bliver måden, vi orienterer os i verden på, og vejen ad hvilken også de fleste politikere og seriøse meningsdannere meddeler sig, om de nu har lyst til det eller ej. Vi er alle en del af spillet. Men måtte vi dog bevare evnen til også at se op, når det behøves.